Fra eurokrise til vækstkrise

© Niels Bo Bojesen

Hvis man måler det netop overståede EU topmøde i forhold til nogle af de seneste, var det ikke det mest sindsoprivende. Det var måske symptomatisk, at der skulle et langt nattemøde til for at blive enige om at ændre et ord i teksten om den kommende bankunion! Det var til gengæld et vigtigt kompromis, fordi det skabte harmoni mellem Frankrig og Tyskland. Franskmændene skynder på med en bankunion. Tyskerne foretrækker mere tid og grundighed, og i og med at man blev enige om, at bankunionen skal være færdig ved udgangen af 2013, så var begge de to store lande tilfredse.

af Hans Martens

På topmødet lige før sommerferien var der ellers lagt op til en færdiggørelse af bankunionen før udgangen af 2012, men det var under alle omstændigheder en for optimistisk tidsplan. Bankunionen ser måske på overfladen ikke ud til at være en særlig kompliceret operation – den består af to hovedkomponenter, nemlig et fælles banktilsyn i EU knyttet til Den Europæiske Central Bank (ECB) og en sammenlægning af indskydergarantiordningerne – men planen kompliceres dels af, at ikke alle EU-lande som bekendt er med i den fælles valuta, dels af at Storbritannien tilsyneladende har tænkt sig at holde sig helt udenfor. 

Bankunion for alle – eller for nogle?

Juristerne får nu noget at kigge på. De skal nemlig forsøge at finde ud af, hvordan en bankunion, som egentlig er et indre markeds anliggende, kan kombineres med at give ECB autoriteten over den. Men som formanden for Det Europæiske Råd, Herman Van Rompoy sagde efter topmødet: Det skal vi nok finde ud af!

Mens Storbritannien som nævnt holder sig på afstand af bankunionen, er der andre ikke-euro lande, som gerne vil være med til at finde en løsning, så de kan være med, og det gælder ikke mindst Danmark og Sverige, men også Polen og andre lande er meget interesserede i at se på løsninger, der gør det muligt og attraktivt for dem at være med. 

Når man havde mere hastværk før sommerferien end nu, skyldes ikke kun de juridiske konstruktionsproblemer, men også, at man i forsommeren stadig følte de finansielle markeders hede pust i nakken. Der har situationen ændret sig.  Dels står Euroen stærkt på valutamarkederne, dels er markederne blevet noget mere afslappede i forhold til gælds- og underskudsproblemerne i lande som Italien, Spanien og Portugal, hvor renterne på statsobligationer er faldet meget. Det er, som om den megen tale om en ”Euro-krise” er forsvundet, mens fokus nu mere er på det, som er det reelle problem, nemlig manglen på økonomisk vækst i næsten alle OECD-lande, og ikke mindst i en række af Euro-landene. Den lave vækst betyder også, at jobskabelsen er gået i stå, eller ligefrem er blevet negativ, og den enorme arbejdsløshed i Europa er ikke alene skyld i tragedier for den enkelte og for familierne, men skaber også masser af problemer for samfundsøkonomien,  og måske endda for politisk stabilitet. 

Vækst og jobs

Det fik igen topmødet til at tale om økonomisk vækst – men er der så noget at se frem til for de mange millioner arbejdsløse i Europa?

Både ja og nej. EU’s topledere udtrykte noget utålmodighed med tempoet i de økonomiske vækstplaner. Og det med rette. Planerne har været på bordet gennem et godt stykke tid, men det halter med gennemførelsen. Og det er ikke kun EU og EU’s institutioners skyld.

Der er i vækstplanerne en række tiltag, der direkte sigter mod at given en saltvandsindsprøjtning til den europæiske økonomi. Det drejer sig om en kapitaludvidelse i Den Europæiske Investeringsbank (EIB), og den er ved at være på plads. Den er vigtig, fordi man ad den vej kan give mulighed for lån til små og mellemstore virksomheder, herunder folk, der prøver at kæmpe sig ud af ledigheden ved at starte egen virksomhed. De møder som regel en afvisende holdning i bankerne – ikke mindst i de sydeuropæiske lande – men ved at øremærke lånene fra EIB til den slags formål, kan man tø lidt op i de frosne bankmarkeder.

Et andet element handler også om optøning. Det er nemlig at få de indefrosne strukturfondsmidler ud at gøre gavn, der hvor der er mest behov for det. Det går langsomt – for langsomt! Der er naturligvis masser af grunde til, at pengene ikke er udbetalt, men uanset grundene er det vigtigt, at få processen i gang. Disse midler vil nemlig kunne skabe jobs præcist i de lande, som har mest brug for det, og til de grupper på arbejdsmarkedet, der har den højeste ledighed, nemlig i byggeindustrien. Nye infrastrukturprojekter giver ikke kun jobs her og nu. De forbedrer også konkurrenceevnen på længere sigt.

Nøjagtigt det samme kan siges om de såkaldte projekt-obligationer (som ikke må forveksles med egentlige Euro-obligationer). Der venter stribevis af gode, rentable projekter indenfor transport, energi og den digitale infrastruktur. Der var givet løfter om de første pilotprojekter inden sommeren i år. De kom ikke, men der er nu håb om, at de første vil være klar i løbet af de sidste måneder af 2012. Da de nationale budgetter ikke har nogen muligheder for at finansiere projekter, der virkeligt kan skabe jobs, er ideen med projektobligationer fremragende, og den støttes da også stort set af alle aktører. Man må krydse fingre for, at pilotprojekterne bliver en succes, så man kan fortsætte med et mere ambitiøst program i de kommende år.

Ønsket om at finansiere infrastrukturprojekter skal ses i sammenhæng med EU’s planer for en bæredygtig udvikling og den såkaldte Connecting Europe-facilitet, som handler om investeringer i netop den digitale infrastruktur, på transport og på energi. Og heri ligger, at vi ikke bare taler om vækst og jobs for væksten skyld, men også for at skabe et mere bæredygtigt Europa.

Mere indre marked og mere handel

Der er andre ideer i vækstprogrammet, især at videreudvikle Det Indre Marked og at få mere gang i udenrigshandelen. 

Kommissionen har præsenteret sit program for videreudvikling af Det Indre Marked, og der peger man især på store vækstmuligheder i det digitale indre marked. Toplederne var enige om at skubbe til en hastigere udvikling. Men det går desværre sjældent så hurtigt i virkeligheden, som det gør, når man laver topmødeerklæringer. Når det kommer til de enkelte komponenter i Det Indre Marked, så viser landenes særstandpunkter sig nemlig, og dem kan det være svært at forene. Et eksempel er den fælles standard, man gennem mange, mange år har forsøgt at få på plads vedrørende elektroniske underskrifter. Det er til stor skade for de økonomiske transaktioner i Det Indre Marked, at der ikke er en europæisk, elektronisk underskrift, men i mellemtiden har de fleste medlemslande udviklet deres eget, nationale system, som de alle anser for at være Europas bedste. Og så er det svært at komme videre.

Alle taler om, at andre dele af verden løber fra Europa, og det gælder ikke mindst vækstlandene i Asien og i Latinamerika. Derfor er det naturligvis en god ide at udvikle handelssamkvemmet med netop disse vækstlande. EU tog et stort skridt for godt og vel et år siden med frihandelsaftalen med Sydkorea, som i det første år har givet en solid vækst i den europæiske eksport. Men sucessen er ikke blevet fulgt op med andre frihandelsaftaler med vækstlande. Hvorfor? Fordi organiserede interesser og nogle medlemslande nu er begyndt med en retorik, der kun kan betegnes som protektionistisk. Hvis disse holdninger får overtaget, får vi ikke den vækstindsprøjtning, som en mere udviklet handel med verdens vækstcentre kunne give. 

Demokratisk legitimitet

Inden topmødet var luften tyk af spekulationer om forslag om en videreudvikling af den politiske og økonomiske side af ØMU-samarbejdet. Men selvom topmødets konklusioner beskæftiger sig med disse planer – herunder ikke mindst ideerne fra formændene for fire af EU’s mest betydningsfulde institutioner – så var det alligevel ikke rigtigt tidspunktet at lancere mere end fremtidige overvejelser på dette område. Ideerne kommer igen, men det er nok trods alt de færreste, der finder, at tidspunktet er det rette for nye traktatændringer – ikke mindst fordi der er kommet mere ro på i forhold til ”Euro-krisen”. Men også fordi der er en øget erkendelse af, at det nu først og fremmest handler om at få sat gang i økonomierne og jobskabelsen.

Men det er også værd at lægge mærke til, at stats- og regeringscheferne nu bekymrer sig mere og mere om den ”demokratiske legitimitet”. Hvordan man involverer den europæiske befolkning i det fortsatte arbejde bliver et mere og mere påtrængende spørgsmål. Mon ikke en del af svaret på det ligger i, hvor succesfuld man er i at få optimisme, vækst og jobs tilbage i Europa? 

Det er på mode at tale om ”EU i to hastigheder” i øjeblikket, og uden at gå ind i den diskussion på dette sted, så var der i kanten af topmødet også røster om, f.eks. at operere med to budgetter i fremtiden – et for EU og et for Euro-landene – samt om at Europa-Parlamentets medlemmer kun skal kunne stemme om anliggender, som vedrører deres hjemlande. Ingen af de ideer nød nogen fremme i denne ombæring, men diskussionen om flere hastigheder vil med garanti komme op igen, når man begynder at følge op på topmødets ideer om en ”skattepolitik for vækst”. Fælles grundlag for selskabsbeskatning, energibeskatning og andre ideer skal nok få sindene i kog. Ligesom ideen om en skat på finansielle transaktioner allerede har gjort. På det område opfordres Europa-Kommissionen til hurtigt at fremsætte et forslag -  og det forslag vil givet få megen opmærksomhed.

Skal det så lige nævnes, at Det Europæiske Råd også udtrykte sin glæde og tilfredshed med tildelingen af årets Nobel Fredspris? Men det var nok ikke så overraskende…

• Læs mere om udfaldet af topmødet her
  
  

  Hans Martens

  Hans Martens er direktør for tænketanken European Policy Centre i Bruxelles