Det tyrkiske mirakel

© Nikolai Sorokin | Dreamstime.com

En stærk og i EU fuldt integreret tyrkisk republik forbliver den bedste garant for fred og stabilitet i Levanten, Sortehavsområdet og Den Nære Orient.

Af Per Nyholm, Ankara/Istanbul

Der er intet at tage fejl af. Næppe har man forladt Ankaras elegante Esenboga Lufthavn og i en taxi sat kurs mod den tyrkiske hovedstads indre, før end man fatter, at dette er et land i fremgang, rygende, buldrende fremgang. Hvor der endnu for få år siden var marker og æselstier – jeg husker det tydeligt – er der nu højhuse, butikscentre, motorveje og parker.

Intet andet land i Europa eller Den Nære Orient har i nyere tid oplevet så fundamentale ændringer – og deraf følgende forbedringer af sine levevilkår – som Tyrkiet. Alt tyder på, at når man i 2023 kan fejre 100 året for den såkaldt kemalistiske revolution, det vil sige overgangen fra udslidt sultanat og kalifat til fremadrettet, sekulær og i stigende grad demokratisk republik, da vil Tyrkiet have konsolideret sin position som regional stormagt, baseret på en strategisk uovertruffen placering mellem Asien, Afrika og Europa, på vældige ressourcer bortset fra olie og gas, på vækstrater af kinesisk intensitet og på en befolkning, der nærmer sig 80 millioner.

Målet med Mustafa Kemal Atatürks statsomvæltning efter Første Verdenskrig var Tyrkiets fuldstændige europæisering, et dristigt forehavende i betragtning af, at krigens sejrherrer, Storbritannien og Frankrig, ivrigt bistået af deres medløbere, Grækenland og Italien, havde planlagt at fjerne Tyrkiet fra landkortet. Denne sammensværgelse tilintetgjorde Atatürk med sin triumf over briterne ved Gallipoli i 1915, dernæst med en glimrende militæroffensiv hen over den anatolske højslette. I 1923 var hans republik på plads, et parlament installeret i Ankara og de sidste osmanner – der havde styret siden erobringen af Konstantinopel i 1453 – sendt til Vesten. Atatürk er stadig den højt besungne landsfader, hvis mausoleum i Ankara vidner om en af det 20. århundredes store skikkelser, men Tyrkiet er nu på vej ud af hans skygge. Atatürks Republikanske Folkeparti (CHP), som sammen med de væbnede styrker syntes at besidde et uopslideligt monopol på magten, udgør efter parlamentsvalget i 2002 oppositionen overfor den moderat muslimske og moderat konservative Recep Tayyip Erdogans Retfærdigheds- og Udviklingsparti (AKP). Den gamle elite – akademikere, generaler, diplomater og statsembedsmænd – sidder lamslået tilbage. Der er ikke længere brug for den, afløst som den er af en ny, hårdt arbejdende, entreprenant middelstand, kendt som de anatolske tigre, sluppet løs af den reformbevidste præsident Turgut Özal (1927-89/93). Hans efterfølger i ånden, Erdogan, ser Tyrkiet som et moderne land, der forener Islam med et sekulært, vestligt præget demokrati, politisk stabilitet og økonomisk fremgang, hvilket fattes i USA, men næppe helt af EU.

Manzikert

Parlamentsvalget i juni 2011 var endnu en sejr for demokratiet. Kandidaterne og partierne rakte fra det religiøse over det sekulære til kræfter, som støttede militæret, kræfter, som ville det civile samfund, kræfter, som krævede flere rettigheder til kurderne, og kræfter, som insisterede på den kemalistiske enhedsstat. Valget forløb uden alvorlig tumult. 50 millioner kunne stemme, 87 procent stemte. Stemmerne blev efter alt at dømme optalt korrekt og efterlod Erdogan som den mest magtfulde, civile politiker i Tyrkiet siden Atatürk. Så magtfuld at hans modstandere kritiserer ham for magtmisbrug og arrogance, forståeligt, men ikke helt påviseligt.

Vil tyrkerne overhovedet være medlemmer af Den Europæiske Union? Spørgsmålet diskuteres ivrigt i Tyrkiet. Man vil gerne være europæisk. Sådan har det været siden 1071, da seldjukiske tyrker slog den byzantiske kejser Romanus IV Diogenes ved Manzikert, vore dages Malazgirt nær Armenien, et vendepunkt i den ofte anstrengte øst-vestlige historie. Hvad EU angår, forekommer stemningen at være mere dæmpet. Principielt står man ved sit ønske om medlemskab. I virkelighedens verden – med en blomstrende tyrkisk økonomi – spores folkelig skepsis. EU er ikke længere den attraktion, EU var, da man i 1963 opnåede status som associeret medlem.

Set fra Ankara og Istanbul og andre tyrkiske millionbyer (der er 11 af dem) halter Europa af sted med en vækst, der i bedste fald nærmer sig to procent om året og sine steder er deprimerende negativ. I Tyrkiet er økonomien siden 2002 vokset med over fem procent om året. I 2011 nåede væksten op på næsten ni procent med det resultat, at man slog bremserne i for at afværge en overophedning. 2012 ventes at ende med fire procent. Pr. capita-indkomsten på årsbasis er under Erdogan og trods alle internationale kriser mere end fordoblet til over 10.000 dollars. Nok så vigtigt: en fjerdedel af alle tyrker er under 15 år, over 500.000 tyrker afslutter hvert år deres videregående studier på et af landets 170 universiteter. Arbejdsmoralen rapporteres at være høj. Statsgælden ligger på ca. 40 procent af bruttonationalproduktet, underskuddet på finansloven andrager to procent, tal som ingen finansminister i EU-zonen vover at drømme om.

Hvilket bringer mig tilbage til de snart 80 millioner indbyggere. Der er ikke blot tale om et fødselsoverskud, men om at tilbageflytningen af tyrker fra især Vesteuropa overstiger udvandringen. Velstanden lokker og vil lokke så meget desto mere, når og hvis Tyrkiet bliver medlem af EU.

Førerrollen

Problemer er der rigeligt af, men de lader sig løse, og måske overdrives de i den del af en europæisk og bredere vestlig debat, der helst ser Tyrkiet som et delvis orientalsk despoti. Hæren, der i sidste halvdel af det 20. århundrede kuppede statsordenen tre gange, er effektivt fjernet fra det politiske liv, hvilket fremgår af, at domstolene netop har idømt over 300 officerer lange fængselsstraffe for påstået konspiratorisk virksomhed. Det var ikke sket for bare en snes år siden.

Skal Tyrkiet påtage sig en førerrolle i Mellemøsten? Hellere end gerne ifølge Washington, men måske har tyrkerne forregnet sig. De ligger fra deres tid som imperiemagt inde med en betydelig viden om de arabiske lande. Ikke desto mindre kom det arabiske forår bag på dem, en forsømmelse, som de derpå ville kompensere med en humanitært forståelig, men nok i realpolitisk henseende dristig anerkendelse af de syriske rebeller. Tyrkiet, hævder Erdogans kritikere, taber indflydelse i Mellemøsten. Måske, måske ikke. En stærk og i Vesten fuldt integreret tyrkisk republik forbliver den bedste garant for fred og stabilitet i Levanten, Sortehavsområdet og Den Nære Orient. 

Kurdernes øjeblik

Kurderne i det østlige og sydøstlige Anatolien udgør et problem, der ofte forenkles mere end godt er. Kurderne nyder langtfra alle de rettigheder, de som folkegruppe har krav på under en ideel betragtning, en mangel, der nu er under udbedring. En nylig meningsmåling viser, at 90 procent af tyrkerne og 70 procent af kurderne er af den opfattelse, at de to folk har en fælles fremtid. 88 procent af tyrkerne og 71 procent af kurderne mener, at det ikke ringe antal aktivister, som tilbageholdes, sigtet for landsskadelig virksomhed, optræder på vegne af diverse kurdiske ekstremistgrupper, blandt dem terrororganisationen PKK, som har myrdet langt flere kurdere end tyrker. Fattigdommen i de kurdiske områder af Anatolien, siger 88 procent af de adspurgte kurdere, skyldes PKKs terror.

Dette er kurdernes øjeblik, mener professor Ersel Aydinli, en af Ankaras førende politologer. Deres muligheder er mange, inklusive en kurdisk stat i det nordlige Irak og det nordlige Syrien samt ægte selvstyre i i de tyrkiske østområder. Forholdet mellem Ankara og det kurdiske selvstyre i Nordirak er upåklageligt. I Vesten gør man klogt i ikke at lade sig blænde af kurdiske og tyrkiske nationalisters propaganda. ”Ikke alt er perfekt, men vi har passeret en grænse,” fastslår Aydinli. ”Den voksende velstand mærkes over alt. Regeringen står sikkert. Hæren er under kontrol. Et tilbagefald til tidligere tiders semi-demokratiske tilstande kan udelukkes.”

Bidraget

Fra Ankara kører jeg ned til Istanbul, 450 km ad en splendid, sekssporet motorvej, som deles i to før Bosporus, strædet mellem Asien og Europa. Én del forbliver på land og fører langs Sortehavet ud til Georgien og Centralasien. En anden går over to højbroer til Balkan med videre forbindelse til Centraleuropa og Vesten. Her, føler man, ligger vor fremtid, samarbejde mellem vore kontinenter, farvel til andedammen.

Jeg tager Fatih Sultan Mehmet-broen fra den asiatiske til den europæiske side, ikke at forskellen er stor. Over alt brusende trafik, 15 millioner mennesker, en urban kraftpræstation, der minder om Manhattan, Paris og Frankfurt snarere end om vestlig vanetænknings klæge orientalisme. Sine steder er der fattigdom. Selvsagt. Dog, Bebek ned til Bosporus, hvor Europaminister Egemen Bagis, har indbudt til en samtale – ikke et interview – minder mig om Cannes, men roligere, mere tilbagelænet.

Målet, siger Bagis, er Tyrkiets indtræden i EU med alle medlemskabets pligter og rettigheder. Hvornår det skal ske, ved han ikke. Det afhænger mere af EU end af Tyrkiet. På det praktiske plan har forhandlingerne gjort deres gavn. Tyrkiet er ikke tidligere tiders soldaterstat, men økonomisk åbent og liberalt, nær en vestlig demokratisk standard, væsentligt bedre styret end Bulgarien og Grækenland. I den lune luftning ude fra Bosporus ligger det uudtalte, at Tyrkiet står ved sin ansøgning om medlemskab, men Tyrkiet vil ikke ydmyges.

Jeg forlader europaministeren med en lidt trist mistanke, denne at det formelt sekulære EU – der er hjemsted for millioner af muslimer – lukker sig for et stort og toneangivende land som Tyrkiet, et land, der om 30-40 år kan se frem til at være et af klodens førende, ikke fordi dette land ikke honorerer alle unionens krav, for det gør det ikke endnu, men fordi det er muslimsk.

Tyrkiet er ungdom og vokseværk, dynamik, selvtillid, alt det, EU har brug for, og som Tyrkiet kan bidrage med. Vil bidraget blive modtaget? Det spørgsmål skal besvares i Berlin og Paris, ikke i Ankara eller Istanbul.

PER NYHOLM er journalist og forfatter. Han udgav i 2005 bogen ”Danmark”. Hans bog fra 2008, ”Europæerne”, nåede frem til slutrunden om Den Europæiske Bogpris. Hans nyeste bog ”Havet, Byen, Bjergene” udkom i 2011. Han skriver hver torsdag en ofte omstridt klumme i Jyllands-Posten.

Onsdag den 10. oktober offentliggør Kommissionen de årlige udvidelsesrapporter for Tyrkiet, det vestlige Balkan og Island.  

Læs mere her eller følg pressekonferencen med udvidelseskommissær Füle kl. 13.30 her