– med og uden EU-rabat

Man skal ikke sælge skindet…

Der er én ting – og kun én ting, der dominerer den danske debat om EU´s fremtidsbudget. Og det er Danmarks krav om en EU-rabat.

Det var tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, der lancerede idéen om, at Danmark skal kræve en rabat på indbetalingerne til EU-kassen. Idéen – som oprindeligt er født i Finansministeriet – blev derefter overtaget af Helle Thorning Schmidt-regeringen og er nu gentagne gange blev fremført ved forhandlingerne i Bruxelles som et officielt dansk krav.

af Ole Vigant Ryborg

For at sætte ekstra tryk på det danske krav, så har regeringen allerede ”brugt” den forventede danske EU-rabat, som efter dansk ønske skal være på en milliard kroner om året. Rabatten skal nemlig være med til at finansiere den skattereform regeringen har lavet sammen med Venstre og konservative.

Men at ”bruge” penge fra en kommende EU-rabat, er omtrent lige så halsløs gerning som den dansker der ser en Ryanair-reklame som lover en flybillet til Firenze for bare en krone, hvorefter den rejsende straks begynder at bruge de ”sparede” penge til at købe nyt tøj til ferien.

Som alle der har købt en flybillet hos Ryanair ved, så kan selskabets billetter sagtens vise sig at være billigere end konkurrenternes. Men det kan også vise sig, at det i det samlede regnskab er dyrere at flyve med Ryanair, når først alle ekstra-udgifterne til alt fra bagage til transport til og fra lufthavnen er regnet med.

Præcis på samme måde, så er der ingen garanti for, at Danmark bliver en milliard kroner rigere på grund af en EU-rabat. Eller at Danmark for den sags skyld bliver en milliard kroner fattigere uden en rabat.

Uklart regnestykke

Danmark betaler i dag flere penge ind til EU-kassen, end der kommer tilbage til Danmark i form af forskellige EU-tilskud til alt fra landmænd, projekter i danske regioner osv.

De seneste tilgængelige tal er fra året 2010 og her var Danmarks netto ”underskud” i forhold til EU på 4,5 milliarder kroner. Svarende til 0,26 % af den danske bruttonationalindkomst.

Året før – i 2009 – var netto-underskuddet væsentligt højere. Nemlig på 7,1 milliarder kroner. Eller 0,43 % af BNI.

Men går man tilbage til 2005, så var netto-underskuddet væsentligt lavere – nemlig kun på 1,9 milliarder kroner. (0,13 % af BNI)

Danmarks ”underskud” i forhold til EU varierer altså kraftigt fra år til år.

Men laver man et samlet regnestykke for de knap 40 år Danmark har været medlem af fællesskabet, så har det helt klart været en økonomisk gevinst.

Danmark ”tjente” penge på EF-medlemskabet hver eneste år fra 1973 og helt frem til 2001, hvor Danmark første gang blev netto-bidragsyder.

Når Danmarks netto-stilling til EU varierer fra år til år, så skyldes det to ting. Dels varierer Danmarks indbetalinger til EU-kassen noget. Størrelsen af Danmarks indbetalinger er blandt andet afhængige af den økonomiske aktivitet i Danmark og når det går godt i Danmark, så stiger det danske kontingent til EU-kassen også.

Den anden variabel er, at størrelsen af de EU-midler som kommer den anden vej – fra EU-kassen i Bruxelles til støttemodtagere i Danmark også varierer fra år til år.

I øvrigt bør det nævnes, at gevinsterne ved medlemskab af EU slet ikke kommer til udtryk ved nettostillingen. Det skyldes, at nettostillingen er en bogholderimæssig sammenhæng, der ikke afspejler de positive effekter af f.eks. det indre marked.

Størrelsen har betydning

Forhandlingerne om EU´s fremtidsbudget fra 2014-2020 er en utrolig kompleks affære.

På den ene side sidder fagministre med ansvar for landbrug, forskning osv. og forhandler aftaler om, hvordan EU-politikkerne skal se ud på deres områder i de kommende syv år.

Landbrugspolitikken er et af de tunge udgiftsområder og når den reformeres, så får det betydning for danske landmænds indtjening.

Regionalpolitikken er et andet udgiftstungt område og også her vil reformer få betydning for, hvor mange penge, der i fremtiden vil komme fra EU-kassen til f.eks. beskæftigelsesprojekter i Nordjylland eller projekter til fremme af turisme på Bornholm.

Og den slags indtægter har betydning for det danske nationalregnskab.

Da danske landmænd jo skal betale skat til den danske statskasse af deres indtægter, så vil det f.eks. have en betydning for statskassens indtægter, hvordan forhandlingerne om fremtidens landbrugspolitik ender.

Når man lægger de samlede EU-politikker sammen, så kan man se størrelsen af fremtidens EU-budget.

I det forslag som Europa-Kommissionen præsenterede sidste sommer er der lagt op til, at EU-budgettet skal vokse en anelse. Og hvis budgettet skal vokse, så vil det normalt lede til, at medlemslandene skal indbetale mere til EU-kassen. Men om det ender sådan er uklart.

En stærk gruppe af lande med Tyskland og Storbritannien i spidsen, men som også indeholder lande som Danmark, Sverige og Holland, insisterer på, at EU-budgettet ikke må vokse. Og står de fast på deres – ja så vokser de samlede indbetalinger til budgettet ikke.

Finansministerens fokus

Og så er der et andet ben i forhandlingerne. Det som handler om indbetalingerne til EU-kassen.

Det er det emne som især interesserer finansministrene. For det er nemlig dem, er skal finde de penge, der skal indbetales til EU-kassen. Mens de penge der kommer tilbage fra EU-kassen aldrig går til finansministerierne, men derimod går direkte til støttemodtagerne.

Det er også forklaringen på, at det især er Finansministeriet i Danmark som presser på for at Danmark skal have en EU-rabat. For et nedslag i Danmarks indbetalinger til EU-kassen på en milliard kroner vil betyde, at finansministeriet skal finde en milliard kroner mindre om året.

Så set med snævre briller i Finansministeriet, så ville det f.eks. stadig være en tjent milliard for ministeriet, hvis de danske indbetalinger blev sænket med en milliard kroner – også selv om reformer af landbrugspolitikken og regionalpolitikken så samtidig ender med, at danske landmænd og regioner årligt modtager en milliard kroner mindre i EU-støtte.

I en sådan situation ville Danmarks netto-stilling overfor EU være den samme. Men Finansministeriet ville stadig have fundet den ønskede milliard.

Modsat ville Danmark kunne få en EU-rabat på en milliard kroner – samtidig med, at EU´s budget vokser. Og så ville statens udgift til EU vokse og rabatten på en milliard kroner ville ikke betyde en milliard sparet for statskassen.

Svære forhandlinger

Mens forhandlingerne om fremtidens udgifter på EU-budgettet skrider planmæssigt frem, så har EU-landene i praksis endnu ikke indledt forhandlingerne om fremtidens indbetalinger til EU-kassen.

Hvis man skal opsummere det seneste års forhandlinger på det område, så er det vel stort set, at det nu står klart, hvordan indtægterne til EU-kassen IKKE skal skrues sammen.

Europa-Kommissionen havde foreslået, at en stor del af EU´s indtægter i fremtiden skulle komme fra en EU-skat på finansielle transaktioner. Men sådan en skat har EU-landene afvist. Og dermed så er Europa-Kommissionens forslag til fremtidig finansiering af EU-budgettet reelt røget på gulvet.

Men det har nok næppe den store betydning. For mens det er vigtigt, at Europa-Kommissionen fremlægger forslag til de udgiftskrævende politikker i EU, så er indtægterne til EU-kassen en helt anden sag.

Aftalen om indbetalinger til EU-kassen er et af de få tilbageværende områder i EU-samarbejdet som stort set er mellemstatsligt og hvor Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet reelt ikke har noget at skulle have sagt.

Aftalen om indbetalingerne til EU-budgettet er en aftale som indgås mellem de 27 medlemslande og som skal ratificeres i de nationale parlamenter.

Det er altså i første omgang EU-landenes europaministre og finansministre som diskuterer den sag og i sidste ende, så bliver det stats- og regeringscheferne som bestemmer, hvordan indbetalingerne til EU-budgettet skal skrues sammen.

Det afgørende slag ventes at stå ved EU-topmødet i december.

Danmarks rabat

Det bliver her, statsminister Helle Thorning Schmidt skal få overbevist de øvrige EU-lande om, at Danmark bør have en rabat på indbetalingerne til EU-kassen.

Om det vil være muligt for statsministeren er reelt umuligt at sige på nuværende tidspunkt.

Den danske sommer har ellers været præget af både politikere og professorer som hver for sig mente at have et klart svar på, om Danmark kunne få en EU-rabat eller ej.

Bevæbnede til tænderne med lommeregnere og excell-ark fremfører de selvbestaltede eksperter deres beregninger på, hvorfor Danmark er berettiget til en rabat og beregninger som viser det modsatte.

Og begge dele er lige lette at lave.

Lav et regnestykke over 2008-2010 og opstil et argument for, at Danmark bør have en rabat. Eller se på de seneste tal for 2010, og det står lysende klart, at Frankrig og Italien har mere ret til en rabat end Danmark.

Sagen er, at 2009 var et meget specielt år i EU-regnskaberne og når man har fulgt både politikere og eksperter i EU-landene, så betyder det, at hvert eneste land er i stand til at opstille regnestykker som dokumenterer, at deres lande bør betale mindre og modtage mere fra EU-kassen.

Af samme årsag er eksperternes og politikernes mange regnestykker om fortidens EU-budget ret ligegyldige, når det endelige slag skal stå.

For EU-landenes stats- og regeringschefer har det lidt med de tal som Winston Churchill havde det med statistik:

”I only believe in statistics I have doctered myself” – jeg stoler kun på statistik jeg selv har udarbejdet, lød det fra Churchill. Og sådan vil det også være, når fremtidens indbetalinger til EU-budgettet skal håndteres.

For når slaget om indtægterne på EU-budgettet for alvor skal slås, så vil forhandlingerne om landbrugspolitikken, regionalpolitikken og de øvrige politikker være nået så langt, at EU-lederne kan danne sig et klart billede af, hvor stort EU-budgettet skal være i fremtiden.

På det tidspunkt vil EU-landene derfor også kunne se hvor meget de hver især kan vente at få tilbage fra EU-kassen. Og så kan slagsmålet om indbetalingerne for alvor begynde.

Storbritannien har en rabatordning som ikke kan laves om. Og fire lande har en rabat på den britiske rabat. Tyskland, Østrig, Sverige og Holland skal ikke være med til at finansiere den britiske rabat i lige så stor grad som Danmark og alle de øvrige EU-lande.

De fire lande har også en rabat på deres moms-indbetalinger til EU-kassen og derudover har Sverige og Holland faktisk en tredje rabat som yderligere mindsker deres indbetalinger til EU.

Og for at gøre forhandlingerne ekstra komplicerede, så udløber alle rabatordningerne i 2013 – undtagen den britiske.

Så spørgsmålet om en dansk EU-rabat vil også her afhænge af, hvad der i øvrigt sker med rabatterne til Sverige, Holland, Østrig og Tyskland i fremtiden.

Ingen aner endnu, hvor stort EU-budgettet bliver og hvor pengene skal komme fra.

Fremtiden for de nuværende rabatordninger er uvis og udsigten til en dansk rabat er endnu mere uvis.

Det eneste som for alvor er sikkert er, at den rigtige kalkule af Danmarks fremtidige bidrag til EU-kassen først med mening kan laves, når stats- og regeringscheferne en nat i december begynder at skrue på de mange mekanismer som sammenlagt udgør den maskine som afgør medlemslandenes indbetalinger til EU-kassen.

Når det sker, så vil det være politikernes dygtighed, politiske mod og evne til at gennemskue de komplicerede EU-mekanismer, som i sidste ende vil afgøre, hvad den endelige regning bliver for Danmark.

Og ved den forhandling er der ingen kære mor. Den sker i et lukket rum, hvor kun stats- og regeringscheferne er til stede og hvor intet vil være mere ligegyldigt end gammel statistik.

De betaler mest til EU-kassen

(Nettobidrag målt i % af BNI) 

Belgien     0,41
Tyskland     0,36
Sverige     0,34
Storbritannien     0,33
Holland     0,31
Italien     0,30
Frankrig     0,28
Danmark     0,26
Østrig     0,24
Finland     0,16
Luxembourg     0,14

 

(Rabatordninger til Storbritannien, Tyskland, Holland, Sverige og Østrig er indregnet) 

Kilde:
EU Budget 2010. Financial Report

 

 Ole Ryborg er DR’s EU-korrespondent. Han begyndte som EU-journalist i Bruxelles i 1988. Gennem to årtier har han dækket mere end 75 EU-topmøder. Han har fulgt Europa-Parlamentet tæt og tilbragt mere end to år af sit liv på hotel-værelser i Strasbourg. Ole Ryborg har fulgt forhandlingerne om de seneste fire europæiske traktater fra Maastricht, Amsterdam, Nice og Lissabon og dækket EU-folkeafstemninger i både Danmark, Frankrig, Holland og Irland. Han har rapporteret om EU’s udvidelse fra 12 medlemslande til dagens 27 og har under årene i Bruxelles arbejdet for Mandag Morgen, Weekendavisen, Information og Det Fri Aktuelt.