De fleste ser det som en succes, hvis bare Cypern klarer sig igennem formandskabet uden alt for mange problemer. Når man er et land på størrelse med Fyn og Sjælland, der har massive økonomiske problemer, er delt på midten og desuden er lidt for gode venner med Rusland, så har man ikke meget tiltro fra resten af medlemskredsen. Derfor bliver det cypriotiske formandskab i høj grad også baseret på hjælp.
Af Louise Wendt Jensen
Det er klart, at det ikke er jordens bedste begyndelse på et formandskab, at man er nødt til at bede om økonomisk støtte få dage, før sædet indtages.
Som alle andre har Cypern været fast besluttet på, at bevise sit værd som EU-medlem, nu da landet her 1. juli overtog formandskabet for første gang i sin medlemsskabstid, men billedet som handlekraftig forhandlingsleder blev skrammet af, at Cypern, som det femte eurozoneland, mindre end en uge før den officielle overtagelse af formandskabet, var nødt til at bede om hjælp til sin skrantende økonomi. Til mange cyprioters store fortrydelse, da de føler sig uden skyld i miseren.
”Cyperns problem er, at landets finansielle system er tæt knyttet til de græske banker, som har revet den græske del af Cypern med i faldet,” forklarer Ib Fredslund Madsen, seniorstrateg i Jyske Bank.
Vurderinger har lydt på, at Cypern har brug for helt op til omkring ti milliarder euro, hvilket er mere end halvdelen af Cyperns bruttonationalprodukt på cirka 18 milliarder euro.
”Rent redningsfondsmæssigt er det et ret lille beløb, så det er ikke noget der vælter hverken redningsfonden eller EU i det hele taget, men det betyder, at cyprioterne kommer ind i formandskabet fra en svækket position. Et formandskab plejer at være en god ting i forhold til at profilere et land, men her er der negative overtoner fra starten,” siger Ib Fredslund Madsen.
Mange forstår ikke, hvorfor Cypern i stedet for at vente til sidste øjeblik ikke åbnede munden i forbindelse med, at Spanien et par uger tidligere fik 100 milliarder euro til deres skrantende banker. I den forbindelse er Cyperns behov netop meget småt og ville måske nærmest være blevet overset og i hvert fald ikke have kastet så tung en skygge over formandskabet, som tilfældet er nu. Men den efterhånden ret upopulære cypriotiske præsident, Demetris Christofias, der skal på valg i februar næste år, har tøvet med at gå til EU af frygt for, at pengene ville blive betinget af upopulære krav om at spænde livremmen ind.
I slutningen af sidste år, valgte han da også i stedet, at gå til Rusland, der ikke stiller samme betingelser, for at få et lån på 2,5 milliarder euro efter landets økonomiske problemer for alvor tog fat i starten af året. Demetris Christofias har nemlig tætte relationer til Moskva. Han er den eneste kommunistiske statsleder i EU og har været tro mod det kommunistiske AKEL-parti siden sin ungdom. Han har tidligere joket om, at han er Europas ”røde får”. I sin ungdom studerede Christofias i Moskva, og han snakker flydende russisk. Derfor bad han også nu sidst i juni Rusland om lån, samtidig med at han gik til EU, som han oven i købet ikke har været bleg for offentligt at anklage for at ”spille kolonimagt” i Grækenland.
Den slags udtalelser og dobbeltspil, er ikke noget der bliver modtaget specielt vel i Unionen, hvor man ikke bryder sig om tanken om, hvad Vladimir Putin kan finde på at kræve til gengæld.
”Mange har også noteret sig, at Rusland var den største direkte investor i 2011 i Cypern, hvor selskabsskatten er meget lav, og man er usikker på, hvor mange af de her russiske midler, der bliver kanaliseret ind i det cypriotiske finansielle system, og hvor de midler egentlig kommer fra,” siger Ib Fredslund Madsen.
Udover de økonomiske problemer og lidt for tætte russiske forbindelser står Cypern så yderligere med det problem, at Cypern, der som EU’s mest Øst liggende stat, ellers godt kan lide at se sig selv som en strategisk placeret brobygger mellem Europa og Mellemøsten, har et meget anstrengt forhold til Tyrkiet.
Tyrkerne besatte i 1974 den nordlige tredjedel af Cypern, og østaten er i dag delt i to. Det er dog kun Tyrkiet selv, der anderkender staten Nordcypern. Til gengæld ankerkender Tyrkiet ikke den græsk-cypriotiske regering på Sydøen, og på trods af flere forsoningsplaner, er det aldrig lykkedes, at få øen genforenet. Hvilket ikke kun er Tyrkiets skyld.
Tyrkiet har derfor meddelt, at landet boykotter alle EU-møder, hvor det er Cypern, der sidder for bordenden. Relationerne mellem de to lande er i forvejen skyld i, at flere forhandlingskapitler med Tyrkiet er blevet frosset fast, fordi Tyrkiet ikke vil lade cypriotiske skibe lægge til på tyrkisk grund.
Problemet er måske til at overse, fordi EU’s forhandlinger med Tyrkiet også af flere andre grunde har stået mere eller mindre i stampe de sidste par år.
Men at Cypern nu er formandsland fremmer i hvert fald ikke processen, og EU-lande, der gerne ser, at forhandlingerne med Tyrkiet bevæger sig fremad, frygter, at der er andre, der synes, det er ganske udmærket at bruge den tyrkisk-cypriotiske konflikt til at få stoppet den tyrkiske optagelsesproces.
Uanset hvilket hold man er på, er konflikten i hvert fald ikke noget, der fremme billedet af Cypern som et handlekraftigt formandsland.
Men det er én ting, at Cypern set fra oven står med massive problemer på flere fronter. Noget andet er den praktiske administration et formandskab kræver, og her skal man være knap så nervøs.
For det er absolut ingen i EU, der har interesse i, at den daglige drift går i stå i disse tider. Og Cypern står heller ikke alene om at køre butikken.
For det første er det jo siden Lissabontraktatens indførelse, den permanente præsident for Det Europæiske Råd, Herman Von Rompuy, der kører topmøderne, og den høje repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, Catherine Ashton, der står for den del.
For det andet er Cypern en del af de nye trioformandskaber, der også blev indført i forbindelse med Lissabontraktaten for at sikre konsistens i arbejdet i Rådet over en længere periode. Cypern er i trio med de to foregående formandskaber Polen og Danmark, og her er der hjælp at hente. Danmark bliver for eksempel siddende som mødeleder i nogle arbejdsgrupper, der omhandler miljø- og landbrugsområdet. Ud over de offentlige ministermøder består formandskabet også af lidt over 150 arbejdsgrupper, hvor embedsmænd står for det hårde benarbejde.
Det er klart, at det er umuligt for de 80 medarbejdere, som normalt udgør Cyperns repræsentation i Bruxelles, at løfte den opgave, så de har fået forstærkning fra 150 kolleger hjemmefra, og planen er, at alle møder omkring formandskabet udover de uformelle ministerrådsmøder, skal ligge i Bruxelles. På den måde er der nemlig hjælp at hente lige udenfor døren.
Cyperns administrative kapacitet er selvsagt begrænset på grund af landets størrelse, men det er ikke første gang, at et lille land er formand, og i den situation træder man til i Bruxelles for at hjælpe. Kommissionen bistår blandt andet med eksperter og praktiske forhold.
”Det var det samme, da slovenerne havde formandskabet for nogle år siden, og det gik fint. Så selve den praktiske gennemførelse mener de fleste, kommer til at gå godt nok,” siger Søren Riishøj, lektor på Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet (SDU).
Cyperns hovedopgave som formandsland bliver at drive forhandlingerne om EU’s finansielle ramme fra 2014-2020. Forhandlinger, der allerede er i gang.
”Formandskabet overtager jo altid cirka 70 procent af deres opgaver fra det foregående formandskab, så de fleste ting ruller. Der er dog ingen tvivl om, at forhandlingerne om den finansielle ramme bliver konfliktfyldt, men sådan ville det være uanset, hvilket land, der sad som formand. Og anset hvor gode eller dårlige forhandlere cyprioterne er, vil det være en kæmpe overraskelse, hvis de forhandlinger kan nå at falde på plads i december. Det bliver nok et af de mest vanskelige budgetter at få vedtaget på grund af den økonomiske situation vi har i Europa nu, som betyder stigende modsætninger mellem landene, så det er under alle omstændigheder ikke Cypern, der bliver den afgørende faktor her,” siger Søren Riishøj, der tror at den finansielle ramme tidligst vil falde på plads sidst i næste år.
”Der vil komme vilde kampe og trusler om veto, så jeg tror først det bliver et døgn efter deadline,” siger Søren Riishøj.
Derfor er der ikke forventninger om, at Cypern skal sparke budgettet i mål, så det hele skal nok gå, siger man fortrøstningsfuldt til hinanden i Bruxelles.
Og på grund af alle de ovennævnte problemer, er der heller ingen, der sætter næsen op efter de helt store gennembrud og resultater på andre områder det næste halve år.
Avisen Financial Times har citeret en europæisk diplomat for at sige: ”Forventningerne er så lave, at de (cyprioterne, red.) kun kan overraske positivt”.
Ib Fredslund Madsen udtrykker det sådan her:
”De skal bare holde gryden i kog og undgå for mange fejltrin. Så har det vist været fint.”
Læs mere om det cypriotiske formandskab
Louise Wendt Jensen er en erfaren EU-journalist som har skrevet for så forskellige medier som Ritzau, Alt For Damerne, Børsen og Kristeligt Dagblad. Senest har hun været journalist på TV2s udlandsredaktion og Information og i dag arbejder hun freelance for en række fremtrædende medier og organisationer.
