Et Europa der var, et Europa der kommer

Transsylvanien er Centraleuropa, ingen tvivl om det. Transsylvanien er desuden så rumænsk, som Slesvig er tysk, Alsace er fransk og Alto Adige eller Sydtyrol er italiensk.

Af Per Nyholm, Cluj, Rumænien

 AT REJSE I Transsylvanien er som at rejse i et Europa, der var. Toget fra Budapest til Cluj, engang tyskernes Klausenburg, stadig ungarernes Kolozsvár, har ikke travlt. Landskabet ligger grønt og yppigt derude, enge, marker og vange, hér en fold med løsgående heste, dér en sænkning med brune geder og flokke af ænder. Spankulerende storke, svirrende musvåger, mudrede vandløb undervejs til Donau og fortabelsen i Sortehavet, flækker og småbyer, det hele op imod fjerne skove og endnu fjernere bjerge.

 Et Europa, som var. Javel, men også et Europa, som er. Endnu et Europa, på afstand af det Vesteuropa, der ofte anser sig for det eneste Europa, men som nu – senest efter EM i fodbold – måske har fået øjne og øren op for, at der også er et Østeuropa og ikke blot et Østeuropa, men et Centraleuropa og et Sydøsteuropa.

  Transsylvanien er både Centraleuropa og Sydøsteuropa, der om ingen tvivl. Heller ingen tvivl om, at Transsylvanien er rumænsk – nøjagtig som Slesvig er tysk, Alsace er fransk og Alto Adige eller Sydtyrol er italiensk. Altså dog med sin egen historie, sit eget liv, sin egen farve, sine egne meninger og fortællinger. Tyskerne, tilkaldt i det 12. århundrede fra egnene omkring Mosel og Luxembourg, er væk, tilbage i et Tyskland, som ingen af dem kendte, eller udvandret til Australien. Ungarerne er her stadig, bosat i et område, der for dem er fædreland og umisteligt.

  Kun tåber drager den grænse i tvivl, som fulgte af Trianondiktatet i 1919 og efterlod Ungarn som en af Første Verdenskrigs store tabere, lemlæstet til ukendelighed, frataget to tredjedele af sit territorium og en tredjedel af sin befolkning. I togets spisevogn kan man over en fremragende gullasch og en ikke mindre fremragende rødvin overveje den såkaldte Versailles-fred, såkaldt fordi den med sin blanding af fransk hævntørst og amerikansk naivitet lagde op til Anden Verdenskrig. Her, i Transsylvanien, bogstaveligt taget Hinsides Skoven, og i store dele af det Europa, der rakte og rækker fra Østersøen til Adriaterhavet, forvandledes Woodrow Wilsons i sig selv smukke tanke om folkenes selvbestemmelsesret til et mareridt. Den kunne muligvis virkeliggøres på en mennesketom nordamerikansk prærie, denne drøm, men ikke blandt europæerne, ikke blandt snesevis af nationer, kulturer, sprog og traditioner, levende side om side, med hinanden, mod hinanden, inde i hinanden, omkring hinanden. I Europa skal man ikke diktere. Her skal man tale langsomt og vente tålmodigt. Her skal man, som Churchill bemærkede til Stalin, lade de små fugle synge.

   NÆPPE HAR MAN passeret grænsen ved Oradea – jeg siger det bare: tyskernes Grosswardein og ungarernes Nagy Varad – før end man befinder sig i en tidlig udgave af Europas Forenede Stater. Selvsagt findes der også på disse kanter forhærdede nationalister, og især fandtes de. Indtil Første Verdenskrig havde tyskerne og ungarerne, protestanter og katolikker til hobe, travlt med at undertrykke de ortodokse rumænere. Det skulle hævne sig i mellemkrigsårene og efter Anden Verdenskrig. Såvel det rumænske kongerige som det efterfølgende kommunistiske tyranni var kendetegnet af en nationalisme og et fremmedhad, der først nu glider i baggrunden. Hverken Viktor Orbáns konservative styre i Budapest eller Victor Pontas socialdemokratiske regime i Bukarest betragtes med milde øjne af kommissionen i Bruxelles. Man aner et underskud på demokratisk finesse, en foragt for retsstaten. Kan tænkes. Dog, begge lader sig se som forbigående tordenskyer. Det politiske vejrlig i Transsylvanien virker roligere end længe. EU er ankommet med sin disciplin, sine løfter, sin fred. Grænsen findes stadig, men den er ikke længere fjendtlig. De andre er ikke bare de andre, men naboer.

  Byer som Oradea, Cluj, Sibiu og Sigishoara hører ikke til de interessanteste i Europa – en gentagelse af de tyske middelalderbyer, som gik tabt under Anden Verdenskrig. De er også ganske meget mere kosmopolitiske end andre europæiske provinsbyer. I Cluj tilbringer jeg to dage med den ungarske folkegruppes teater, der anerkendes og finansieres som rumænsk statsteater. Man giver Ibsens ”Hedda Gabler” og en collage over Ingmar Bergmans ”Hvisken og råben”, instrueret af rumæneren Andrei Serban. Jeg forstår ikke et ord og synes dog, at jeg forstår alt. Det er, bemærker min ungarske ven og rejsefælle, Péter Simoncsics, hvis datter studerer teater i det nærliggende Tirgu Mures – som hun kalder Marosvásárhely – en blanding af ungarsk nøgternhed og rumænsk galskab. Medrivende er det, scenekunst i verdensklasse, år efter år udmærket med den rumænske teatersammenslutnings fornemste pris. Hvordan er dette muligt, spørger nationalisterne i Bukarest. Hvad er disse ungarere i Transsylvanien andet end en flok potentielle landsforrædere? Kendsgerningen er, at de intellektuelle og kunstnerne i Transsylvanien, hvad enten de er ungarere eller rumænere, inspirerer hinanden, diskuterer, debatterer, finde veje, udveje og genveje. Man kan mere, og især vil man mere end de selvoptagne hovedstæder. Gjorde man i stigende grad det europæiske projekt til et spørgsmål om kultur, kom det politiske og det økonomiske måske af sig selv.

 

This slideshow requires JavaScript.

Péter Simoncsics er ungarer og bor i Budapest. Han har tilbragt år i Cluj og forinden i Aarhus og Göteborg, optaget af forholdet mellem Centraleuropa og Norden, som siden Valdemar Atterdag har været tættere, end mange vil tro. Nu bringer han mig til universitetet i Cluj, der i god europæisk ånd er tosproget, opkaldt efter to fremragende europæere, den rumænske biolog Victor Babes (1854-1926) og den ungarske matematiker János Bolyai (1802-1860). I haven foran universitetet modtages man af Nikolaus Olahus (1493-1568), støbt i bronze, ungarsk primas, europæisk humanist, som skrev et hyldestdigt til Christina, datter af Christian II og dennes habsburgske gemalinde, Isabella, efter kongeparrets flugt i 1523 fra Danmark til de østrigske og dermed katolske nederlande. I Cluj studerer omkring 100.000 unge mennesker, den nære fremtids europæere. Journalistskolen og Instituttet for Skandinavistik har bedt mig om at holde et foredrag. Man vil vide mere om Danmark og Danmark i EU. Jeg spørger mig selv, hvor mange i Danmark vil vide mere om Rumænien og Rumænien i EU?  Her, i det for mig så fjerne Transsylvanien, møder jeg en intellektuel tradition, en insisteren på universitær seriøsitet, der længst er gået tabt i Danmark.

  I TRANSSYLVANIEN udspilles i næsten tusind år et europæisk drama, sammenstødet mellem det tyske, det ungarske, det rumænske og det tyrkiske. Her, efter ungarernes nederlag til osmannerne ved Mohács i 1526, efter Ungarns undergang og tyrkernes fremstød til Donau og Wiens porte, overlever ungarsk og ganske megen tysk kultur. Ungarn er i Transsylvanien, mens Ungarn ikke er, i dette Transsylvanien, der formelt underkastede sig sultanen i Konstantinopel, men i virkeligheden var sit eget pragtelskende fyrstedømme, en bro mellem Orienten og Vesten. Siden ændredes tilstandene. Kristne hære trængte tyrkerne tilbage på Balkan. Habsburgerne i Wien udvidede deres magt til skoven og hinsides. En forpost var Sibiu, ungarernes Nagyszeben, tyskernes Hermannstadt. Her skabte kejserinde Maria Theresias statholder, baron Samuel von Brukenthal, en af Europas store kunstsamlinger – italienere, nederlændere, tyskere med flere. Den kan til denne dag ses i Brukenthals nyligt restaurerede palads, der er hele rejsen værd.

  Som sagt: Transsylvanien er rumænsk. Dog ligger det rigtige Rumænien længere ude mod øst og syd, på afstand af Transsylvanien. Rumænien er Balkan, næsten, et Balkan, der længes efter det franske og det romerske, en ambition, en uro, en drift, det ikke tilfredsstillede, en underliggende angst for at gå tabt i omgivelser, som man ikke tror på og føler sig hævet over. Transsylvanien er Centraleuropa, helt og aldeles, med kejsergule banegårde, operahuse i wienerstil, konditorier og cafeer, monumenter og mindetavler på mørnede facader. I Cluj fødtes den ungarske kong Mátyás Corvinus (1443-1490), en af den europæiske renæssances store skikkelser. Hans fader var Ion eller János Hunyadi, som bekæmpede tyrkerne, og som både rumænere og ungarere anser for en helt. Hans hvidkalkede gård står til denne dag få skridt fra det østlige Centraleuropas største gotiske kirke, viet til Hellig Mikkel.

Transsylvanien er både ungarsk og rumænsk historie, men ikke Ungarns og heller ikke Rumæniens historie. Indtil for nylig flød blodet rigeligt i dette land, ungarere myrdede rumænere, rumænere myrdede ungarere, vallacher myrdede ungarere og rumænere, kroater, serbere, slovaker, tyskere, østrigere, alle var i hælene på alle. Intet steds taler denne historie et mere tragisk sprog end i Arad, hvor østrigerne 6. oktober 1849 skød 13 ungarske generaler, som med deres tropper havde kæmpet i halvandet år for at frigøre fædrelandet af det habsburgske imperium og skabe, hvad denne krigs fremmeste mænd, Lajos Kossuth, István Széchenyi og Lajos Batthyányi med flere, ville: en moderne, demokratisk stat. Dette forehavende måtte for alt i verden standses. Der om kunne både hoffet i Wien omkring den kun 19-årige og fuldstændig uerfarne kejser Franz Josef og tsaren i Rusland, Nikolaj I, enes. Da habsburgerne ikke formåede at standse oprøret, sendte Nikolaj, også kendt som Europas gendarm, sine soldater til Transsylvanien. Kossuth undslap til USA, Széchenyi begik selvmord på en østrigsk sindssygeanstalt, Batthyányi blev henrettet i Wien. Nationaldigteren Sandor Petöfi, 26 år gammel, Ungarns svar på Polens Adam Mickiewicz, Ruslands Aleksandr Pusjkin og vor egen Oehlenschläger, døde på slagmarken og hans lig aldrig fundet. De 13 generaler, kendt som Ungarns martyrer, blev af russerne efter kapitulationen i Világos, vore dages rumænske Siria, udleveret til østrigerne. De førte dem til Arad og skød dem, mens de under hurraråb tømte deres ølkrus. Af samme grund skal man til denne dag ikke skåle i øl med en ungarer. Det anses for dårlig smag.Transsylvanien er både ungarsk og rumænsk historie, men ikke Ungarns og heller ikke Rumæniens historie. Indtil for nylig flød blodet rigeligt i dette land, ungarere myrdede rumænere, rumænere myrdede ungarere, vallacher myrdede ungarere og rumænere, kroater, serbere, slovaker, tyskere, østrigere, alle var i hælene på alle. Intet steds taler denne historie et mere tragisk sprog end i Arad, hvor østrigerne 6. oktober 1849 skød 13 ungarske generaler, som med deres tropper havde kæmpet i halvandet år for at frigøre fædrelandet af det habsburgske imperium og skabe, hvad denne krigs fremmeste mænd, Lajos Kossuth, István Széchenyi og Lajos Batthyányi med flere, ville: en moderne, demokratisk stat. Dette forehavende måtte for alt i verden standses. Der om kunne både hoffet i Wien omkring den kun 19-årige og fuldstændig uerfarne kejser Franz Josef og tsaren i Rusland, Nikolaj I, enes. Da habsburgerne ikke formåede at standse oprøret, sendte Nikolaj, også kendt som Europas gendarm, sine soldater til Transsylvanien. Kossuth undslap til USA, Széchenyi begik selvmord på en østrigsk sindssygeanstalt, Batthyányi blev henrettet i Wien. Nationaldigteren Sandor Petöfi, 26 år gammel, Ungarns svar på Polens Adam Mickiewicz, Ruslands Aleksandr Pusjkin og vor egen Oehlenschläger, døde på slagmarken og hans lig aldrig fundet. De 13 generaler, kendt som Ungarns martyrer, blev af russerne efter kapitulationen i Világos, vore dages rumænske Siria, udleveret til østrigerne. De førte dem til Arad og skød dem, mens de under hurraråb tømte deres ølkrus. Af samme grund skal man til denne dag ikke skåle i øl med en ungarer. Det anses for dårlig smag.

 MEGET I Transsylvanien handler om helte og grave, men nutiden er ankommet, og fremtiden skal man ikke frygte, blandingsbefolkninger har det med at klare sig godt. I Cluj er historiske bygninger, monumenter og gader sat i stand efter kommunismens hærgen, og man er ved at anlægge et hypermoderne sporvejsnet. Der ses færre tiggere end i København. Det kan skyldes, at der er mindre at give af. En universitetsprofessor tjener, hvad der svarer til små 3000 kr. om måneden, en fabriksarbejder eller en ekspeditrice knap det halve. Vareudbuddet er upåklageligt, over alt venlighed og imødekommenhed, gamle europæiske dyder, denne gribende mangfoldighed, det Europa, der var, det Europa, der kan komme, måske det sande Europa. 

PER NYHOLM er journalist og forfatter. Han udgav i 2005 bogen ”Danmark”. Hans bog fra 2008, ”Europæerne”, nåede frem til slutrunden om Den Europæiske Bogpris. Hans nyeste bog ”Havet, Byen, Bjergene” udkom i 2011. Han skriver hver torsdag en ofte omstridt klumme i Jyllands-Posten.