EUs stats- og regeringschefer har deltaget i omkring 20 topmøder siden den finansielle krise ramte Europa for nogle år siden. Det seneste fandt sted den 28. og 29. juni og endte med to-tre vigtige beslutninger, som allerede har haft en klar positiv effekt. Mødet gav samtidig en indikation på at magten i EU forskydes mere og mere henimod eurozonen og væk fra landene i periferien.
Af Jakob Bork
Journalist, Bruxelles
Det to-dages møde i Bruxelles vil ikke blive husket for nogen idyllisk stemning. Spanien og Italien stillede fra starten hårde krav om finansiel hjælp til deres banksystem til gengæld for opbakning til andre ting. Mødets dagsorden måtte ændres, og et møde for de 17 euro-lande blev flyttet fra fredag eftermiddag til torsdag nat. Det gav den tyske kansler Angela Merkel mulighed for at haste tilbage til Berlin til en vigtig EU-afstemning i det tyske parlament fredag eftermiddag.
Grækenlands situation har domineret de fleste af EUs krisemøder de seneste år, men var forfriskende fraværende som tema denne gang. Den nye græske regeringschef var for syg til at deltage og det viste sig måske at være god timing, i og med at det gav mere plads til andre landes vanskeligheder.
Positiv markedsreaktion
Da det hele var overstået, reagerede de finasielle markeder positivt. Euroen steg 1,7 procent i forhold til dollaren og renter for både spanske og italienske statsobligationer faldt markant. Samtidig steg de vigtigste europæiske børser. Spanske og italienske aktier gik op med hele 5-6 procent.
Kommentatorer i Bruxelles glæder sig over den slags tal, men advarer samtidig om at markedsreaktioner flere gange tidligere har været tilsvarende positive i dagene lige efter et EU-topmøde, for blot at vende tilbage til det kedelige udgangepunkt kort tid efter. Om det sker denne gang, afhænger af hvordan EUs medlemslande og institutioner følger op på beslutningerne – og især hvordan de ubesvarede spørgsmål håndteres.
Bankunion
Den mest vidtrækkende beslutning var nok at skabe et europæisk banktilsyn; en fælles institution med ansvar for overvågning og finansiel assistance til Europas kriseramte banker. Tanken er at gøre den Europæiske Centralbank ansvarlig og at anvende midlerne fra den store europæiske krisefond. Det nye er at hjælp til banker ikke længere vil belaste budgettet for det enkelte land. Mange EU-lande kæmper som bekendt med stor offentlig gæld og har dårlige muligheder for at hjælpe egne banker.
Som Financial Times udtrykte det, var Spanien den store vinder som følge af den beslutning. De spanske banker er ikke længere Madrids problem, når det nye system er operationelt, men EUs.
Det vil dog vare nogen tid inden dette er tilfældet. Og der er en del uklare punkter: hvilke banker skal omfattes af initiativet, hvem vil egentlig stå tilbage med regningen hvis noget går galt, og hvordan vil samarbejdet blive med de nationale banktilsyn?
Vækstinitiativ
Det Europæiske Råds diskussion af vækst kontra besparelser var ventet med spænding. Angela Merkel er efter det franske præsidentvalg lidt mere alene om at at foretrække besparelser som løsning på krisen.
Topmødet besluttede at give den Europæiske Investeringsbank 10 milliarder euro fra medlemsstaternes budgetter. Dette beløb kombineres med midler fra internationale finansmarkeder og skal derefter stilles til rådighed som lån eller garantier for infrastruktur og andre vækstskabende projekter.
Det totale beløb til rådighed for virksomheder og investorer skulle blive i nærheden af 180 milliarder euro for EU som helhed og politikerne håber initiativet kan gøre operationelt fra begyndelsen af 2013.
Et andet element som kan starte hurtigere er et pilotprojekt med 4,5 millarder euro til transport, energi og bredbåndsprojekter
Flere analytikere i Bruxelles ser disse vækstinitiativer som vigtige, men ikke voldsomt ambitiøse tiltag.
Endelig er der gevinster at hente i at få det indre marked til at fungere bedre. Ændringer i tjenesteydelsesdirektivet anslås at kunne bidrage med øget økonomisk aktivitet i en størrelsesorden af 330 milliarder euro. Især på energi-området og indenfor digitale ydelser spås der store vækstmuligheder.
Det europæiske patent
De sidste vanskeligheder i sagen om et fælles europæisk patent blev ryddet af vejen. Dette initiativ har været undervejs i flere år, hvilket måske kan undre i og med det vil gøre det nemmere og billigere for innovative virksomheder at beskytte nye teknologier.
Det sidste vanskelige spørgsmål var – naturligvis – hvor det europæiske patentdomstol så skal placeres. Og i det spørgsmål lignede EU sig selv i sin søgen efter det uundgåelige kompromis: hovedsædet bliver Paris, men med afdelinger i Munchen og London.
De ubesvarede spørgsmål
Topmødets ubesvarede spørgsmål knytter sig især til planerne om at gøre eurozonen stærkere på mellemlangt sigt. Der er identificeret fire indsatsområder på baggrund af en rapport af Herman van Rompuy, formanden for det Europæiske Råd. Det bliver også ham som skal stå i spidsen for at færdiggøre arbejdet, i samarbejde med tre andre EU-formænd: kommissionsformand Barroso, centralbankchef Draghi og formanden for Eurogruppen Juncker.
At man ikke er kommet længere skyldes bl.a. tysk skepsis overfor dele af van Rompuy’s rapport. EUs ledere forventer en eller to rapporter mere inden udgangen af 2012.
Merkel og Hollande
Der var forud for mødet spænding om den rolle Frankrigs nye præsident ville spille. Han afløste Sarkozy i maj efter at havde vundet valget – bl.a. på at tale om vækst i stedet for offentlige besparelser som løsning på euro-krisen.
Hollande var velforberedt, men under mødet holdt han en forholdsvis lav profil. Han lod den italienske og spanske leder fremføre deres krav overfor Angela Merkel og støttede dem efterfølgende.
Hollande’s taktik mere end antyder at den tysk-franske dynamo, som har præget EUs væsentligste beslutninger de sidste 60 år, ikke længere kører på alle 12 cylindre. Den franske præsident har formentlig erkendt at forholdet mellem Merkel og Sarkozy var blevet for ulige (i tysk favør) og at franske interesser er bedre tjent ved at indgå skiftende alliancer med flere partnere.
Hvis dette er rigtigt, vil andre EU-lande måske i mindre grad opleve at det meste af indholdet på et topmøde er aftalt på forhånd mellem Berlin og Paris. Om det gør forhandlingerne nemmere er en anden sag.
Spanien og Italien
Både Spanien og Italien kan trække vejret en hel del lettere efter topmødet. Begge lande fik en hårdt tiltrængt håndsrækning fra resten af EU. Italiens regeringschef Mario Monti havde på forhånd advaret kraftigt om konsekvenserne af et europæisk nej til at hjælpe de sydeuropæiske banksektorer.
I det lys var der ingen på topmødet som havde lyst til at trække tæppet væk under Monti. De fleste iagttagere forventer at hans tid som leder af Italien bliver kort, og der er ikke ret mange som har lyst til at fremskynde det tidspunkt hvor Silvio Berlusconi igen repræsenterer Italien ved EUs topmøder.
Hvor glider Storbritannien hen?
Storbritanniens regeringschef David Cameron var måske den der gik mest tomhændet hjem. Han forlod Rådets bygning henad halv to natten til fredag, og han lignede en politiker der har forhandlet i 11 timer uden at opnå konkrete resultater. De 17 euro-lande fortsatte forhandlingerne tre timer længere og endte med at træffe en række vigtige beslutninger.
Britiske kommentatorer skrev efterfølgende at den britiske hovedpine over EU-medlemsskabet står til at blive værre. Det skyldes dels at magten i EU glider stadig mere over mod de 17 eurolande og væk fra de 27 EU-lande, dels britiske problemer på hjemmefronten.
Med god sans for timing offentliggjorde 100 britiske konservative parlamentsmedlemmer et brev med krav om en folkeafstemning om landets forhold til EU i samme uge som topmødet. Sagen er vanskelig for regeringen af flere grunde. Hvis en afstemning kommer til at handle om selve EU-medlemsskabet, risikerer Cameron at blive tvunget til at stå for Storbritanniens udmeldelse af klubben. Han vil derfor forsøge at forhandle sig til en løsere form for medlemsskab og sætte den til folkeafstemning i stedet.
Cameron er nødt til at komme sine EU-skeptiske partifæller i møde og oplever samtidig at de vigtigste beslutninger på topmøderne tages uden ham – og uden efterfølgende deltagelse af Storbritannien. Det er også sjældent at høre en britisk statsleder opfordrer sine EU-partnere til at gøre eurozonen stærkere.
Europæisk magtforskydning
Topmødet havde mange vindere og få egentlige tabere. Det lykkedes at berolige markederne, men eurokrisen er langtfra løst. Der vil gå år før den sag er endeligt på plads, og mange økonomer mener at det stadig kan nå at gå rigtigt galt.
Mødet forstærkede en tendens fra topmødet i december 2011, hvor finanspagten blev vedtaget. Eurozonen ligner mere og mere det sted hvor de vigtige beslutninger træffes, mens samarbejdet mellem de 27 lande taber i betyding. Altså en forstærket tendens til at Europa i to eller flere hastigheder.
Samtidig kan man konstatere at politisk og økonomisk integration i EU-familien (eller kernefamilien, eurozonen) har været dybere og langt hurtigere de seneste 6 måneder end de sidste 10 år. Lissabon-traktaten er det seneste eksempel på planlagt forandring i EU, og indholdet er beskedent i forhold til den dybtgående forandring som ser ud til at blive resultatet af krisen.
Og det løse
Ikke alt på topmødet handlede om den finansielle krise. Udenrigspolitikken spillede andenviolin, men der blev plads i konklusionerne til en fordømmelse af den syriske regering og nogle hårde ord om Irans atomprogram. Det Europæiske Råd åbnede også for forhandlinger med Montenegro om EU-medlemsskab og gentog sin ambition om at have et fælles europæisk asylsystem på plads inden udgangen af 2012.
Og endelig var der to linier om Danmark: tak for de fremskridt der er sket under det danske formandsskab. Nu tager Cypern over.
Meget mere om topmødet og dets resultater her
