Filmfolk priser EU for støtte

 

Cannes’ bedste Mads i Vinterbergs “Jagten”

Syv af de 22 film, der var med i kampen om guldpalmerne i Cannes i år har fået støtte af EU, heriblandt vinderen ”Amour” af østrigske Michael Haneke og den danske ”Jagten”, som også blev prisbelønnet. Både dansk og europæisk film ville se helt anderledes ud, hvis ikke det var for EU’s støtte, siger danske filmfolk

Af Louise Wendt Jensen

Dansk film kunne fejre endnu en triumf søndag aften, hvor Mads Mikkelsen fik prisen for bedste mandlige hovedrolle ved filmfestivalen i Cannes for sin rolle i Thomas Vinterbergs drama ”Jagten”.

Det skyldes selvfølgelig en fremragende præstation, men æren for at filmen i det hele taget er blevet til noget, skyldes i høj grad EU, der gennem det såkaldte MEDIA-program gennem de sidste tyve år har støttet europæisk film.

”EU og MEDIA-programmet er en forudsætning for, at vi kan lave film på dansk, så hvor mærkeligt det end lyder, så skal vi have europæisk hjælp til at styrke den danske filmkultur. Hvis ikke vi fik den her hjælp, blev vi nødt til at lave internationale projekter i stedet for, som så typisk ville foregå på engelsk,” siger Peter Aalbæk Jensen, direktør i filmselskabet Zentropa, der står bag ”Jagten”.

Han kunne umiddelbart efter, at Cannes-festivalen lukkede ned, melde, at ”Jagten” var udsolgt, fordi den var solgt til alle betydende markeder. Blandt andet til det europæiske.


”Det er MEDIA-programmets skyld, at danske film kan sælges i hele Europa, så på den måde er støtten afgørende for os. Det fremmer også mulighederne for at få sat nye projekter i søen. Når man først får solgt en film til andre lande, så er det lettere at få de samme købere til at købe en ny film på et tidligt stadie, og det er med til, at nye film overhovedet kommer i gang,” siger Peter Aalbæk Jensen.

MEDIA-programmet, der nu har kørt i tyve år, støtter ikke filmproduktionen direkte, fordi EU ikke kan støtte landenes kultur direkte. I stedet støttes meget af det, der ligger omkring en film.

Målsætningerne med MEDIA er blandt andet, ”at styrke europæisk kulturel og sproglig mangfoldighed” og ”at styrke udbredelsen af europæiske audiovisuelle produkter både inden og uden for EU”.


Derfor går en stor bid af MEDIA-programmet til den indledende udviklingsstøtte af filmene og til distribution og fremvisning i andre lande.

Thomas Vinterberg har udtalt til ”Media Bulletin, Cannes 2012”, der blev uddelt under Cannes-festivalen, hvor meget udviklingsstøtten betyder for ham i udviklingen af en film som ”Jagten”.

”At finde de rigtige skuespillere og de rigtige steder at optage er en vigtig del af udviklingen af manuskriptet. Manuskriptet skrives til særlige skuespillere og steder, og det er tid til at finde dem og det, udviklingsstøtten kan give mig.”


Og et selskab som Zentropa bruger MEDIAs udviklingsstøtte til næsten alle sine film.


”Vi har konstant omkring 13 film under udvikling. Så betyder det altså meget, at der er nogen, der lige strækker hånden frem og hjælper i starten. Vi ville ikke kunne sætte så meget i gang, som vi gør, hvis det ikke var for den støtte,” siger Peter Aalbæk Jensen.


Og så sikrer distributionsstøtten netop, at filmen kan komme bredt ud til det europæiske publikum, fordi filmen får bundet nogle penge i halen, hvis tilstrækkeligt mange europæiske lande er interesseret i at købe den.

Samtidig betyder distributionsstøtten også, at vi får mange flere film europæiske film her til Danmark, som ellers ikke ville være kommet.

”MEDIA-støtten er et sikkerhedsnet, som vi har med i vores overvejelser, hver gang, vi køber en film, og den betyder, at vi køber nogle film, vi ellers ikke ville købe,” siger Kim Foss, direktør for filmdistributionsselskabet Camera Film og for biografen Grand Teatret i København.


Han peger på, at EU’s penge øger risikovilligheden i forhold til at tage film hjem, som skal vises på det danske marked.


”Er der en film, der ligger lige på vippen, hvor man tænker: ”Hvad kan den? Hvad er chancerne for, at vi tjener pengene ind igen?”, så hjælper det da, hvis den er europæisk og vi kan få distributionsstøtte,” siger Kim Foss, der også var i Cannes for at spotte nye film. Ud af de fem titler han lå i forhandlinger om, var der kun én, der ikke var europæisk.


Så MEDIA-støtten er også med til at sikre, at det ikke kun er de store amerikanske megahits, vi præsenteres for.


”Jeg er ikke i tvivl om, at hvis vi ikke havde MEDIA-støtten, så ville udbuddet af for eksempel franske film være reduceret herhjemme. Man er jo kun risikovillig i det omfang, man har penge på bankkontoen,” fastslår Kim Foss.

Et andet område, der nyder godt af MEDIA-programmet er filmfestivalerne. Og her er Buster Filmfestival for børn og unge endnu et eksempel på et tilbud til en gruppe, der får glæde af at se nogle film, som de ellers ikke ville have mulighed for at se.

”Hvis ikke der var en festival som vores, ville alle de gode europæiske film, der produceres rundt omkring i Europa aldrig komme ud til vores børn og unge.

Der er rigtig mange europæiske film til børn og unge, der ikke bliver solgt videre. I dag har børn næsten kun mulighed for at se de store studiefilm, der typisk produceres i USA eller Storbritannien,” siger Fusün Eriksen, festivalchef for Buster Filmfestival.

Hun mener, det er meget vigtigt, at børn og unge præsenteres for et langt bredere repertoire.


”70 procent af vores publikum kommer med skolen, og film er et fantastisk medie til at få børn og unge til at forstå nogle ting omkring livet. Forskellige problemstillinger, andre kulturer og hvad andre børn fra andre lande griner af og har af problemer. Derfor er det vigtigt med et bredt udvalg”


Buster Filmfestival får lidt over ti procent af sit budget fra MEDIA-programmet, og de penge er altafgørende for, at den gennemføres.


”Vi er meget afhængige af de penge. De gør, at vi har råd til at have personale i løbet af hele året, som kan være med til at opbygge et brand, vælge kvalificerede film og lave workshops for børnene. En festival er ikke noget, der kun kræver arbejdskraft i den uge, den afholdes. Man er nødt til at have eksperter på hele året. Derfor betyder MEDIA-støtten alt,” siger Fusün Eriksen.


Også som et kvalitetsstempel overfor omverdenen.


”Det er ikke nemt at lave en ansøgning til EU. I forhold til at opnå støtte til en festival som vores, er der en lang række krav, der skal være opfyldt. Man skal for eksempel have en vis række aktiviteter, have mindst 70 procent europæiske film, som alle skal oversættes, og der skal produceres program og undervisningsmateriale og være visninger i et vist antal byer. Derfor giver tildelingen af støtte et kvalitetsstempel af festivalen,” siger Fusün Eriksen.


Men det gør også MEDIA-støtten til en firkantet størrelse at arbejde med.


”Det er ikke plads til ændringer af en ansøgning, hvor det kræves, at man meget nøjagtigt gæt af mange forskellige ting. Og hvis gættene ikke passer, så får man ikke alle pengene. Det kan være svært, men det er også forståeligt nok, at der er nødt til at være ret stramme regler omkring, hvad man lover, og hvad man opnår,” siger Fusün Eriksen, der dog i Cannes var indkaldt til et arbejdsmøde omkring, hvordan man kan lave mere fleksible regler og en mindre firkantet kontrol for det nye program, der skal afløse MEDIA-programmet, der kun løber til udgangen af 2013.

Programmet kaldes ”Et Kreativt Europa” og har et foreslået budget fra EU-Kommissionens side på 1,8 milliarder euro for den næste budgetramme fra 2014-2020. ”Et Kreativt Europa” skal dække både det tidligere MEDIA-område, altså film- og den audiovisuelle sektor med over 900 millioner euro og næsten 500 millioner euro til kulturområdet.

Desuden skal der afsættes over 210 millioner euro til en ny finansieringsfacilitet, som skal give små erhvervsdrivende mulighed for banklån på op til 1 million euro, og så er der omkring 60 millioner euro i støtte til politisk samarbejde og til fremme af innovative tilgange til opbygning af nye målgrupper og nye forretningsmodeller.

Totalt er der tale om en stigning på 37 procent i forhold til det aktuelle budget. Hvorvidt, tallet virkelig havner der, vil først stå klart, når forhandlingerne om den kommende budgetramme falder endeligt på plads, men på MEDIA-desken i København krydser man fingre for, at det bliver tilfældet.

”Nu må vi se, hvad EU-landene når frem til. Det er et ambitiøst udspil, men også et vigtigt udspil for udover, at det selvfølgelig er vigtigt for den europæiske kultur, at få den her støtte, så er det også meget vigtigt i forhold til alle de arbejdspladser, som sektoren opretholder,” siger Ene Katrine Rasmussen, chef for MEDIA Desk Denmark.


Den kulturelle og kreative sektor i Europa tegner sig for cirka 4,5 procent af EU’s BNP og cirka 3,8 procent af arbejdsstyrken i EU. Det vil sige 8,5 millioner europæere.


MEDIA-støtten:
MEDIA 2007-2013 har et samlet budget på 755 millioner euro. MEDIA støtter både spillefilm, dokumentarfilm og animationsfilm og hvert år støttes mere end 300 europæiske filmprojekter. Faktisk støtter MEDIA 9 ud af 10 europæiske film, som distribueres uden for deres oprindelsesland. Gennem biografnetværket Europa Cinemas støtter MEDIA desuden 704 biografer, der hovedsageligt har europæiske film på programmet. Endelig støtter MEDIA en lang række filmfestivaler, markeder og forskellige efteruddannelsestilbud rundt om i Europa.
De 755 millioner euro er fordelt på:
7 procent til efteruddannelsesaktiviteter
20 procent til udviklingsstøtte
55 procent til distribution og fremvisning
9 procent til promotion og markedsføring
4 procent til pilot projekter
5 procent til horisontale udgifter

Læs mere på:
http://ec.europa.eu/culture/media/index_en.htm
http://www.dfi.dk/Branche_og_stoette/MEDIA-Desk.aspx


Louise Wendt Jensen er en erfaren EU-journalist som har skrevet for så forskellige medier som Ritzau, Alt For Damerne, Børsen og Kristeligt Dagblad. Senest har hun været journalist på TV2s udlandsredaktion og Information og i dag arbejder hun freelance for en række fremtrædende medier og organisationer.

About these ads

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Join 238 other followers

%d bloggers like this: