Foråret rummer en perlerække af fridage, de fleste behændigt anbragt på fredage eller mandage, så man kan tilbringe lange weekender i haven, kolonihavehuset eller på altanen og nyde den sol, der har manglet så længe. Sådan tilbragte jeg både Påsken og Store Bededag.
Og i dag onsdag d. 9. maj er endnu en forårsfestdag om end en af de mindre kendte: Europadag. Den 9. maj 1950 holdt den franske udenrigsminister Robert Schuman sin måske vigtigste tale nogensinde. Med talen, som i al væsentlighed var forfattet af politikeren, embedsmanden og cognachandleren Jean Monnet, præsenterede Schuman sin og Monnets vision for et nyt Europa med fælles institutioner, der skulle sikre en fredelig udvikling på det gamle kontinent, der alene i deres levetid var blevet knust to gange af verdenskrige.
Visionen blev omsat til virkelighed: Europa fik en Kul- og Stålunion, der sikrede at disse ressourcer aldrig igen ville blive brugt til gensidig militær oprustning og krigsforberedelser. Og ingen lande der har været omfattet af denne union har været i krig mod hinanden. Det er der grund til at glæde sig over i året, hvor hundredtusinder af danskere er blevet mindet om deres egen, deres forældres og bedsteforældres historie gennem “Hvidstengruppen”. Og i året hvor det er Danmark, der er i spidsen for EU i de første seks måneder.
Derfor fejrer jeg Europadagen med bevidstheden om, at det EU der er vokset ud af Kul- og Stålunionen har været afgørende for skabelsen af det moderne fredelige Europa, vi bor i. Hvor jeg kan rejse frit over grænserne, bruge én valuta i de fleste lande, studere eller arbejde i et andet land og ikke behøver at frygte for mine pensionsrettigheder eller for, om jeg kan komme på sygehuset.
Men måske er EU’s succes også projektets største svaghed? Hvem husker i dagligdagen at glæde sig over, at Frankrig og Tyskland ikke har været i krig i trekvart århundrede, og at risikoen for at det sker igen er ikke-eksisterende? For vore børns vedkommende er Den kolde Krig noget, der fandt sted på cirka samme tidspunkt som Den trojanske Krig. Næppe noget der kan holde en teenager vågen af bekymring.
Så har EU altså overlevet sig selv? Har vi sejret ad Helvede til…. Godt!, som Thomas Nielsen engang sagde? Det tror jeg (desværre) ikke. Eller rettere: EU har mere at byde på!
Jeg tror, der er behov for en ny fortælling om Europa. Om hvem vi er. Om hvad vi vil. En fortælling der breder de europæiske værdier ud, og som bruger EU som en politisk platform for at gøre vore visioner til virkelighed. For jeg tror, at vi europæere, forskellige som vi er, har en fælles forståelse for hvor lille vores planet er og hvordan al omgang med ressourcer skal være forsigtig, klog og sparsommelig. Klimaforandringerne udgør en trussel mod vores planet, der kan sammenlignes med fortidens krige.
Læg dertil at EU altid har været et økonomisk samarbejde. Den bedste sikring af freden har alle dage været velstand og velfærd. Det gælder i disse krisetider mere end nogensinde. Derfor må den nye historie om Europa basere sig på netop sådan en basis af sund vækst, solide jobs, stærk konkurrenceevne og teknologisk førerskab.
Grøn, smart og inklusiv vækst er den chance, vi har for at skabe en ny fortælling om Europa. En fortælling om hvordan en halv milliard af klodens mest privilegerede indbyggere besluttede sig for at satse benhårdt på morgendagens teknologier. For hvor mange af os tror på, hånden på hjertet, at det er fornuftigt at fortsætte vores nuværende olieafhængighed? Jeg synes, vi kan bruge de 3200 milliarder kroner om året bedre. For eksempel til at sikre og udbygge vores stærke teknologiske position på vind, solenergi, bølgekraft, brændselsceller og smarte energi-net. Og til at sikre en gennemgribende energieffektivisering af hele vores boligsektor. Hvis alle Europas boliger havde samme høje energistandard som i Danmark, ville meget være nået. Herunder skabelsen af mange tusinde gode arbejdspladser, der ikke kan outsources.
Jeg ser et progressivt, moderne Europa for mig. Et Europa der er åbent og imødekommende over for resten af verden. Men som baserer sin åbenhed på bevidstheden om vore egne værdier. Som forener århundredgamle europæiske frihedsidealer med den allernyeste forskning og innovation til glæde for beskæftigelsen og velfærden. Som vedbliver at trække resten af verden i den rigtige retning, når det gælder klimaet, og som særligt har udviklingen af verdens fattigste lande for øje, som allerede Jean Monet var opmærksom på det i sin erklæring den niende maj 1950.
Nogle tror, at modernitet, innovation og hastige forandringer næsten naturnødvendigt er lig med et ultraliberalistisk natvægtersamfund, hvor der er god plads til de dygtigste, og hvor fanden tager resten. Det er i mine øjne altså udtryk for nogle virkelighedsfjerne tankespind baseret på forældede analyser. Tværtimod vil jeg hævde, at netop de højtudviklede velfærdssamfund i Europa har været blandt de allerbedste til at sikre den erhvervsmæssige udvikling og vækst med satsning på de allernyeste teknologiske trends der er så vigtig for vores overlevelse som velstående samfund. Jeg tænker på Tyskland der stærkere end nogensinde er Europas idé-samfund nummer ét. Jeg tænker på Finland, på Sverige og på Danmark, der med sin konsekvente satsning på grøn energi stadig er teknologisk førende i vindenergi. På Slovenien der er blandt klodens stærkeste på medicinalindustri. Samfund der alle forener dygtighed med socialt ansvar.
Det er det nye Europa jeg ser for mig. Det er det nye Europa der bruger det indre marked som erhvervsmæssigt omdrejningspunkt for vores fælles udvikling, til glæde for forbrugerne. Det er det nye Europa som jeg tror kan engagere vore teenagere. Fordi den gamle historie om Europa er fortalt. Og fordi den nye historie trænger sig på stærkere end nogensinde.
Europa er ikke blot historie. Europa er den ramme, der præger vores dagligdag som danskere. Det er særligt vigtigt for de mange små lande i Europa, at der findes solide retlige rammer for vores europæiske samarbejde. At lovene er lavet i fællesskab, at Europa-Kommissionen er uafhængig og at Domstolen er upartisk. Det sikrer navnlig de små lande mod at blive tavse medpassagerer på det europæiske tog. Netop de faste institutioner giver en uhørt stærk rolle til de nationer, der som Danmark har et konstruktivt input til den europæiske debat. Der bliver lyttet til Danmark, ikke mindst i disse måneder, hvor Danmark leder forhandlingerne blandt landene i Ministerrådet. Og hvor Danmark sætter nye og højere standarder for arbejdet hen i mod den nye fortælling om vores gamle kontinent.
Det synes jeg, der er grund til at glæde sig over; derfor hejser jeg mentalt det blå flag med de gule stjerner og glæder mig over synet på Hovedstadens busser, hvor EU-flaget vajer side om side med mit lands flag. Det er sådan, det er at være europæer – for at kunne møde det fremmede med åbent sind, skal man vide hvor man kommer fra.
Glædelig Europa-dag.
Michael Vedsø er vice- og pressechef for Europa-Kommissionens Repræsentation i Danmark, hvor han har arbejdet siden 2003. Inden da arbejdede han fra 1994 i Europa-Kommissionens DG ECFIN, hvor han blandt andet har beskæftiget sig med dansk nationaløkonomi, amerikansk og canadisk økonomi samt med den økonomiske genopbygning af landene på Vestbalkan efter de jugoslaviske krige. Han var ligeledes i en periode kabinetsmedlem hos den daværende danske miljøkommissær Ritt Bjerregaard.Inden han kom til Europa-Kommissionen arbejdede han i Vejdirektoratet samt på Det Kongelige Teater. Han er uddannet cand. polit. fra Københavns Universitet (1991).
