Hvad der andetsteds i Europa kan virke kunstigt, fordi vi i vor overflod har glemt, at vi rummer såvel det gode som det onde, er her hverdag og virkelighed. Europas samling er Europas fremgang.
Af Per Nyholm, Rijeka, Kroatien
At rejse fra Udine i Italiens nordøstlige hjørne de få kilometer til Rijeka i Kroatien er at rejse fra et landskab til et andet, fra en kultur og en historie til en anden, først det grønne, blødt svungne Friuli for Alpernes fod, dernæst Istrien med denne halvøs knastørre bjerge, slugter, underjordiske vandstrømme og forfærdende minder. Så meget skete her i afvigte århundrede, massakrer og tortur, lejre, flugt og fordrivelse, krig på krig. Europa når Europa er værst.
Kort efter Udine skifter naturen bragt. Næppe har man passeret Isonzo-floden, hvor italienske og østrigske hære forblødte under Første Verdenskrig, før end man befinder sig i en anden verden, formelt tilhørende Italien, men desuden sig selv. Trieste dukker op, tyskernes Triest, slavernes Trst, habsburgsk af form, centraleuropæisk af sind, mere Wien og Budapest end Firenze og Rom, flygtningenes og de ikke bofastes by, hjemsted for så forskellige skikkelser som James Joyce, Rainer Maria Rilke og Napoleons sikkerhedsminister, Joseph Fouchet. Længere nede mod syd følger Balkan, af det hovmodige Vesteuropa knap nok anerkendt som en del af Europa, men på vej.
Italien giver sig selv, fra første stund medlem af De Europæiske Fællesskaber, vore dage dages Europæiske Union, hjemsted for det grundlæggende aktstykke, Rom-traktaten, således kaldet og således signeret i det Rom, der for mange, men bestemt ikke alle, er den europæiske tankes udgangspunkt. Slovenien kom til i 2004. Næste år, om alt går som planlagt, følger Kroatien. Dernæst på længere sigt vel sagtens Serbien, Bosnien, Makedonien og Montenegro, endelig Kosovo og Albanien.
EU’s retsorden
Det er kun en snes år siden, at Balkan hærgedes af krig. Til mine første minder om denne krig, som jeg dækkede for Jyllands-Posten fra begyndelsen til afslutningen hører en aften på havnen i Rijeka, hvor jeg overværede, at unge kroatiske soldater bragte hundreder af småbørn fra Bjelovar ombord på en kystfærge – i øvrigt et udtjent dansk skib – der skulle sejle dem ned til øen Hvars sikkerhed. Bjelovar i det fjerne Slavonien truedes af fremrykkende serbiske tropper. Man frygtede et massemord.
Foran mig, som jeg kører fra Slovenien ind i Kroatien, holder en sort firhjulstrækker fra Serbien. Pas og andre papirer bliver kontrolleret, men der er ingen indstuderet sendrægtighed. Serberen passerer på et par minutter. Det var ikke sket for bare ti år siden. Jeg bliver i min østrigsk registrerede bil vinket igennem. Endnu er Schengen ikke indført officielt, men i praksis eksisterer rejsefriheden.
Jeg er kommet på Balkan siden 1960erne – i sporet på min bedstefader, der byggede jernbaner for den serbiske kong Alexander Karadjordjevic, og min fader, som bare kom her. De jugoslaviske arvefølgekrige var en livsoplevelse, den endelige afklaring af dette, at man var europæer, ikke på deltid, men på heltid. Jeg så de forfærdelige ødelæggelser, ikke blot i Bosnien, men også i Kroatien, nærmere betegnet Slavonien og Krajina, den såkaldte militærgrænse, hvor habsburgerne anbragte de serbere, der under tyrkisk pres havde forladt Kosovo på det centrale Balkan, og som derefter skulle udgøre en privilegeret, men også isoleret, ortodoks krigerkaste i de katolske kroaters midte. Jeg så desuden den dygtighed, hvormed indbyggerne i det tidligere Jugoslavien genopførte deres syv nu selvstændige lande. Langtfra alt er perfekt, men Slovenien anses allerede for en succes, og Kroatien nærmer sig. Kystbyerne er arkitektoniske vidundere, en blanding af det venezianske og habsburgerne, der sad her til 1918, Trieste og Pula forvaltet af østrigerne, Rijeka af ungarerne, frie havne, dobbeltmonarkiets flådebaser. Paladser, købmandsgårde, operahuse, forsikringsanstalter, banegårde og børser blev opført med en foragt for penge, som får nutiden til at virke fattig – for slet ikke at tale om de betonklodser, kommunismen har efterladt. Af den kortvarige italienske fascisme resterer meget lidt, og for det takker man gerne.
Kroatien – som denne artikel primært skal handle om – har som andre lande sine gangstere på gader og stræder, men især i magtens korridorer. Korruption, nepotisme, sabotage og bureaukratisk slendrian indgår lidt for ofte i forholdet mellem rene spekulanter og urene politikere, af hvilke flere, blandt dem Ivo Sanader, den tidligere regeringschef, står til adskillige års fængsel. Også her rykker EU frem med sin retsorden. Vil man være med, må man leve efter fællesskabets regler. Det gælder ikke blot kampen mod økonomisk kriminalitet. Det gælder også respekten for demokrati og menneskerettigheder, herunder beskyttelsen af etniske og andre mindretal, retsstaten med andre ord. Disse goder er ved at være på plads, ikke blot i Slovenien og Kroatien, men på hele strækket ned til Grækenland. Ingen behøver at være i tvivl om, at lige netop sådan er det, fordi disse lande – gamle nationer, nye stater – ser frem til at blive medlemmer af EU. Især Serbien og Kosovo, der gjorde sig uafhængig på Serbiens bekostning, kender problemstillingen. Uden at disse to lande løser deres indbyrdes problemer, bliver ingen af dem optaget i EU.
Fortid er fortid
I Kroatien kan man konstatere, at da det først gik op for de styrende, at medlemsskabet havde sin pris i form af en civilisatorisk indsats, tog man de af EU beordrede skridt, først tøvende, dernæst mere beslutsomt, støttet af vælgernes flertal, om end ikke altid af en højt råbende og stærkt opreklameret minoritet. Man gav sig til at udtørre den økonomiske sump, og man udleverede, nøjagtig som Serbien, Bosnien og Kosovo, hvad der gemte sig af krigsforbrydere. Dette skete ikke uden pres fra Bruxelles. At døren til EU derefter blev åbnet for Kroatien er et signal til resten af Balkan: reformer, fornyelse, modernitet skaffer adgang. I januar bekræftede to tredjedele af de kroatiske vælgere denne kurs væk fra fortiden, væk fra bornertheden og det provinsielle, væk fra krig og andre menneskeskabte ulykker.
Var folkeafstemningen en triumf eller et nederlag for EU-projektet? Her om strides man på den baggrund, at kun lidt over 40 procent ulejligede sig til stemmeurnerne. Hvorfor? Blev modstanderne hjemme, fordi de vidste, at slaget på forhånd var tabt? Blev tilhængerne hjemme i sikker forvisning om, at de ville vinde? Hvilket formål skulle en nej-stemme egentlig tjene? En protest mod det EU, der længst er begyndt at pumpe rigtig mange penge ind i en ringe kørende økonomi, eller det EU, der vil regulere alt fra kaninopdræt og den traditionelle hjemmebrænding af spiritus til privatiseringen af de store, meget ofte tabsgivende industrier? Harmoniseringskataloget omfatter 150.000 tæt trykte sider. Intet normalt tænkende menneske har læst det, men næsten alle synes at fatte, at for første gang i tusind år har man sin egen, selvstændige stat, og denne stat kan ikke overleve udenfor Europa, denne stat er så europæisk som Frankrig, Polen og Danmark. Nationalisme møder man over alt, en nationalisme så kraftig, at man som udlænding må mene, at kroaterne vil have godt af at komme ind i EU og få kanterne slebet af.
Jeg krydser ned langs Adriakysten, som vi engang anså for jugoslavisk, uvidende om at den i virkeligheden var kroatisk. Nu ved vi bedre. Disse landskaber med deres kulturbyer, susende fyrreskove, enestående udsigter og hjertelige mennesker er europæiske. Bag mig ligger karst-bjergene, hvor Josip Broz Tito, den kommunistiske diktator efter Anden Verdenskrig, lod sine politiske modstandere likvidere. Tusinder blev skudt, andre tusinder bundet til hinanden med pigtråd og skubbet ned i denne eller hin klippespalte – så sparede man ammunitionen. Ude på vandet skimter jeg Goli Otok, den Skaldede Ø, således kaldet som følge af vegetationens fuldstændige fravær. Her havde Tito en berygtet koncentrationslejr. Også her blev tusinder pint eller myrdet.
Jeg vender vognen for at køre tilbage til Rijeka. Der skal skrives, og det gør jeg hos min gamle ven, Krste Bistre, som driver en pension i højderne udenfor denne, Kroatiens næststørste by. Fortid er fortid, siger Krste, ikke
PER NYHOLM er journalist og forfatter. Han udgav i 2005 bogen ”Danmark”. Hans bog fra 2008, ”Europæerne”, nåede frem til slutrunden om Den Europæiske Bogpris. Hans nyeste bog ”Havet, Byen, Bjergene” udkom i 2011. Han skriver hver torsdag en ofte omstridt klumme i Jyllands-Posten.
Note: Den 24. april offentliggjorde Europa-Kommissionen sin seneste evalueringsrapport om Kroatiens tiltrædelsesforberedelser. Rapporten viser at Kroatien er rigtig godt med, men at det stadig kniber med at få retsforfulgt de kroatiske krigsforbrydere – og så skal der sættes flere kræfter ind på områder som bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet, fri bevægelighed og klimapolitik. Læs mere her
