Der var masser af både europæisk symbolik og retorik, da 25 europæiske stats- og regeringschefer i fredag formiddag i Bruxelles underskrev Finanspagten. Der var billedet af det splittede Europa. Hvor premierministrene fra Storbritannien og Tjekkiet fået lov til at sove længe. De to lande er ikke med i Finanspagten og deltog ikke i formiddagens underskriftsceremoni.
Måske nok et symbolsk fravær. Men også en mulig forårsbebuder om nye tider i europæisk politik.
af Ole Vigant Ryborg
Forud for topmødet havde den britiske premierminister David Cameron afsendt et brev med en række forslag til europæiske vækst initiativer. Han havde 11 EU-lande som medunderskrivere. Forslagene var gamle EU-klassikere og under normale omstændigheder ville det have været den enkleste sag i verden, at indskrive hovedparten af Camerons forslag i topmødets konklusioner.
Men da topmødet gik i gang var ikke en eneste af Camerons tanker nævnt og det betød, at Cameron måtte bruge sin taletid på at få indføjet almindeligheder og velkendte EU-initiativer i topmøde-konklusionerne. Måske også en første indikation af, at Camerons hårdnakkede modstand mod finanspagten i december faktisk har fået europapolitiske konsekvenser for Storbritannien.
Og så var der frem for alt de 25 højtidelige underskrifter på en traktat som om noget er blevet symbolet på, at Europa nu har lagt årtiers uansvarlig finanspolitik bag sig.
De 25 underskrifter var ikke bare signaturer på endnu en europæisk traktat. Det var underskrifter på en aftale hvis hovedformål er at forhindre, at der i fremtiden bliver brug for flere underskrifter på checks til lande som har brug for økonomisk hjælp.
Finanspagten er blevet forhandlet på plads og den er det seneste i en række nye økonomiske værktøjer som EU-landene har anskaffet sig gennem de seneste år.
Den såkaldte six-pack er vedtaget og trådt i kraft. Den indeholder seks forskellige lovgivningsinitiativer om nye økonomiske styrings-instrumenter.
Det europæiske semester er trådt i kraft. Det er en ordning som betyder, at medlemslandene inden udgangen af april skal aflevere en slags finanslovsudkast, som skal til gennemsyn hos Kommissionen og derefter godkendes af finansministrene.
Der er finanspagten som tvinger alle deltagende lande til at indføre en national budgetlov som sætter et loft over, hvor stort et underskud landet må have på sin finanslov.
Yderligere to lovforslag – den såkaldte two-pack – som handler om, hvordan man bedre kontrollerer den økonomiske udvikling i lande med for store underskud – er på vej og ventes vedtaget inden udgangen af det danske formandskab.
Og så er der frem for alt i de mange ny lovforslag en række nye regler som gør det væsentligt lettere for Europas politikere at gribe ind overfor lande som roder med økonomien.
Politisk mod?
Den juridiske og økonomiske værktøjskasse er med andre ord blevet fyldt op med en række nye værktøjer. Reglerne fra six-packen gælder allerede og det europæiske semester havde sin debut på EU-ledernes økonomiske forårstopmøde.
Selve Finanspagten ventes først at træde i kraft ved årsskiftet. Men allerede nu har den en effekt, for de deltagende lande forbereder alle indførelsen af nationale budgetlove og disse vil have effekt på finanslovene – også inden Finanspagten er trådt i kraft.
Man kan altså sige, at Europas politikere nu har alle de økonomiske og politiske værktøjer de har brug for, til at bringe europæisk økonomi tilbage på sporet. Det store spørgsmål som står tilbage er, om der så også er det nødvendige politiske mod til at benytte de nye værktøjer.
Når den økonomiske krise som EU-landene havnede i efter finanskrisens start, blev så dyb som den gjorde, så skyldes det blandt at EU-ledernes økonomiske troværdighed er faldet dramatisk i de senere år.
Maastricht-traktaten indeholder nogle økonomiske krav som EU-landene skal overholde. Men EUs finansministre har gennem det seneste årti politisk valgt at lukke øjnene for EU-reglerne og mere end 60 gange har de ladet medlemslande overtræde EU’s bestemmelser om sund økonomi.
Med en sådan track-record er den økonomiske troværdighed hos EU´s politiske ledere i bund. Nu har lederne så anskaffet sig nye værktøjer, som skal gøre det lettere for dem at gribe ind, når et lands økonomi ikke udvikler sig, som det er aftalt. Spørgsmålet er, om EU-landenes ledere også har det nødvendige politisk mod til at bruge de nye værktøjer.
Svære sager
EU-lederne var efter topmødet i Bruxelles glade for, at de for én gangs skyld ikke befandt sig midt i endnu en krise, men faktisk kunne bruge EU-topmødet til at diskutere den økonomiske udvikling og behovet for vækst i Europa. Men den økonomiske dramatik, der ikke foregik inde i mødelokalet, den udviklede sig til gengæld i korridorerne.
For EU-lederne kan allerede nu se, at Spanien er langt fra at kunne overholde den økonomiske plan, der er aftalt mellem EU og Spanien. Den nye spanske premierminister, Mariano Rajoy, undlod at tage problemet op inde på mødet. Og de øvrige EU-leder tog heller ikke problemet op. Men alle kan se, at Spaniens underskud bliver op imod 2,5 procent af BNP større end det, landet havde stillet de øvrige EU-lande i udsigt. Og hvis man skal følge de nye regler, så er det kun et spørgsmål om tid, inden EU-landene er nødt til at gribe ind overfor Spanien og kræve yderligere nedskæringer.
Et andet land som står til at ramme forbi de aftalte mål er Holland. Spørgsmålet om Holland er om muligt endnu mere pikant end håndteringen af Spanien. For Holland har under hele krisen været et af de eurolande som mest markant har insisteret på, at alle eurolande skal overholde de indgåede aftaler. Men nu hvor der er udsigt til, at det er Holland, der ikke overholder reglerne, så har den hollandske premierminister, Mark Rutte, undersøgt mulighederne for, om der kan lempes lidt på kravene til Holland.
Fra Europa-Kommissionen er svaret et klart og rungende nej.
Fælles for sagerne om Spanien og Holland er, at de om meget kort tid havner på bordet i Bruxelles. Europa-Kommissionen skal vurdere om landene lever op til de aftalte planer. Og hvis det ikke er tilfældet, så kommer der anbefalinger om, hvad landene skal.
Eurolande som ikke følger planerne kan straffes. Ikke-eurolande som ikke følger planerne kan få tilbageholdt EU-støtte.
Indtil videre har EU-landene ført en hård linie. Belgien blev presset til i løbet af bare en weekend at finde nye besparelser på landets budget på op imod otte milliarder kroner. Og Ungarn som i mere end to år har ignoreret anbefalinger fra Kommissionen står til snart at få EU-støtte på mere end tre milliarder kroner tilbageholdt.
Men et er at presse en ny belgisk regering og et i forvejen upopulært ikke-euroland som Ungarn. Noget helt andet er at gribe ind overfor et stort euroland som Spanien og et mellemstort euroland som Holland.
Venlighed overfor de to lande kan lynhurtigt tømme den økonomiske troværdighed som især eurolandene har kæmpet med at få genopbygget de seneste år. Omvendt vil en insisteren på, at EU-reglerne skal holdes og trusler om sanktioner mod Holland og Spanien for alvor gøre EU upopulært i de to lande.
Den grå mus
Det var økonomien som dominerede EU-topmødet. Men der blev også tid til andre emner og her spillede det danske EU-formandskab og den danske statsminister Helle Thorning Schmidt faktisk en hovedrolle.
Topmødet var enige om at genudnævne Herman Van Rompuy til yderligere to et halvt år som formand for Det Europæiske Råd. Som EU-formand var det Helle Thorning Schmidts opgave at sikre opbakning til Van Rompuy. Det var ikke nogen svær opgave, men krævede alligevel telefonsamtaler til samtlige 26 kolleger, sådan at der ikke ville være ubehagelige overraskelser, når den del af mødet skulle håndteres.
Og så gav EU-topmødet Serbien status som kandidatland. En beslutning som først faldt på plads efter, at Van Rompuy havde indkaldt Holland, Bulgarien og Rumænien til et møde, hvor også Helle Thorning-Schmidt deltog.
Holland blokerer for, at Rumænien og Bulgarien kan blive medlemmer af Schengen. Herman Van Rompuy ønskede ikke, at denne diskussion skulle forpeste topmødet og derfor fik han et bilateralt møde i stand, hvor også Danmark kom til at spille en rolle som EU-formand. Et møde som endte med en aftale om, at spørgsmålet om de to landes Schengen-medlemskab skal afgøres senest i september.
Ole Ryborg er DR’s EU-korrespondent. Han begyndte som EU-journalist i Bruxelles i 1988. Gennem to årtier har han dækket mere end 75 EU-topmøder. Han har fulgt Europa-Parlamentet tæt og tilbragt mere end to år af sit liv på hotel-værelser i Strasbourg. Ole Ryborg har fulgt forhandlingerne om de seneste fire europæiske traktater fra Maastricht, Amsterdam, Nice og Lissabon og dækket EU-folkeafstemninger i både Danmark, Frankrig, Holland og Irland. Han har rapporteret om EU’s udvidelse fra 12 medlemslande til dagens 27 og har under årene i Bruxelles arbejdet for Mandag Morgen, Weekendavisen, Information og Det Fri Aktuelt.
