Grækenland var ikke på dagsordenen, da EU´s stats- og regeringschefer mødtes til EU-topmøde i Bruxelles i mandags. Men selv om Europas problembarn nummer et ikke formelt var til diskussion, så var det græske spøgelse alligevel til stede i mødelokalet ved dette – det 17. topmøde siden krisens start.
For selv om det næsten på dagen er to år siden at EU´s stats- og regeringschefer ved det første møde med Herman van Rompuy som formand for Det Europæiske Råd offentligt erkendte, at det stod skidt til i Grækenland, så har eurolandenes problemer med Grækenland kun udviklet sig i én retning – nemlig til det værre.
Siden EU-topmødet i Solvay Biblioteket i Bruxelles den 11. februar 2010 har Europas politiske ledere forsøgt at overbevise omverdenen om, at de har styr på den græske krise. Men forgæves.
I dag virker den græske krise til at være mere ude af kontrol end den nogensinde har været. Og fokus har for længst flyttet sig fra kun at være på Grækenland til nu at være på hele eurozonen.
På tomødet i mandags var det ikke kun eurozonen, men hele EU´s økonomiske stabilitet, som var i fokus.
Faktisk enedes stats- og regeringscheferne om ikke en, men hele to traktater. Begge færdigforhandlet på, hvad der kun kan karakteriseres som europæisk rekordtid. Den ene traktat – som udgør den juridiske ramme for den nye europæiske redningsfond – den europæiske stabilitets mekanisme (ESM), blev forhandlet på plads på fire måneder.
Den anden traktat – i Danmark kendt som finanspagten – blev klar endnu hurtigere. Forhandlingerne begyndt i midten af december. Og traktaten var færdigforhandlet inden udgangen af januar.
Færdiggørelse af to europæiske traktater på så kort tid er aldrig sket før i EU-historien og vidner om, hvilken ekstraordinær situation det europæiske samarbejde befinder sig i.
Fællesnævneren for de to traktater er stabilitet. ESM-traktaten skal overbevise omverdenen om, at eurozonen har en tilstrækkelig stor økonomisk kapacitet til at hjælp eurolande som måtte havne i økonomiske vanskeligheder.
Og finanspagten vil tvinge alle deltagende lande til at gennemføre en national budgetlov – tyskerne kalder det en gældsbremse – som skal forhindre lande i at føre en uansvarlig finanspolitik fremover.Begge dele vigtige redskaber. Men, som det også tydeligt er fremgået af reaktionerne efter topmødet, langt fra tilstrækkeligt til at løse den krise eurolandene – men også resten af EU befinder sig i. Faktisk har problemerne ikke på noget tidspunkt været større end de er nu.
Europa befinder på randen af en økonomisk recession. Belgien har som det seneste land officielt fået konstateret, at landet befinder sig i en recession.
Underskudene på de offentlige finanser er store og langt over det EU´s egne økonomiske kriterier tillader.
Og ser man på de økonomiske krav der stilles til EU-landene i den finanspagt, der blev vedtaget ved topmødet i mandags, så er det kun tre af EU´s 27 medlemslande som i dag lever op til kravene i finanspagten. Sverige, Finland og Luxembourg.
Værst står det til med situationen i Grækenland. Landets gæld er vokset til omkring 180 procent af bruttonationalproduktet. Det er fuldstændig uholdbart.
Grækenland har nu i månedsvis forhandlet om sanering af landets gæld, hvor private investorer ”frivilligt” skal gå med til at eftergive op imod 70 procent af de penge, de har til gode hos den græske stat.
Men selv sådan en gældsanering, som snart ventes at falde på plads, er ikke nok til at redde den græske økonomi.
På mandag mødes eurogruppens finansministre til et ekstraordinært møde i Bruxelles for at diskutere en ny redningspakke til Grækeland. Den har været på det politiske tapet længe og skulle være på 950 milliarder kroner. Men på trods af udsigten til en gældsanering, så er det næppe tilstrækkeligt og derfor tales der allerede nu om at hælde yderligere omkring 100 milliarder kroner ekstra i den næste redningspakke for Grækenland.
Og værst af alt. Få tror, at den nye redningspakke vil løse det græske problem. Det vil kun udskyde det yderligere.
Sammen med redningspakkerne er der blevet aftalt et omfattende reform program, som Grækenland skulle gennemføre. Men store dele af alt det, der er blevet aftalt er ikke blevet gennemført. Skatteopkrævningen skulle effektiviseres. Statslige selskaber skulle privatiseres osv.
Men græsk politik ser ikke ud til at være i stand til at gennemføre de lovede reformer.
Og selv om Grækenland ikke var på dagsordenen i mandags, så blev den græske premierminister Lucas Papademos trukket til side af den tyske kansler, Angela Merkel og andre EU-ledere og fik besked på, at tage hjem til Athen og få sat mere fart på reformprocessen. En nærmest umulig opgave, da de tre ledende partier gensidigt blokerer for reformer og i stedet har travlt med at positionere sig til det kommende valg i Grækenland.
Og mens den græske tragedie fortsætter i akt efter akt, så spreder krisen sig videre.
Portugal oplevede i denne uge, hvordan renten på landets 10-årige statsobligation kom helt op på 17 procent.
Portugals økonomiske hjælpepakke udløber efter planen næste efterår og derefter skulle Portugal kunne stå på egne ben.
Men også det sætter flere og flere nu spørgsmålstegn ved. I stedet spekuleres der i, om Portugal også får behov for en ny hjælpepakke.
Og med Grækenland og Portugal som mulige kunder i den nye europæiske stabilitets mekanisme så opstår næste problem. Nemlig spørgsmålet om, om redningsfonden er tilstrækkeligt stor.
For mens den stadig kan håndtere hjælpen til Grækenland, Portugal og Irland, så er fonden næppe tilstrækkelig stor til at håndtere en forværring af krisen i Spanien og Italien.
Allerede inden mandagens topmøde var overstået spekulerede diplomater og medier i et nyt eurogruppe-topmøde. Onsdag den 8. februar blev nævnt som en mulig dato. Men det er formentlig for tidligt i forhold til at håndtere næste redningspakke for Grækenland.
Men der er ingen tvivl, at det seneste 17. akt i det græske drama ikke er det sidste. Tværtimod er der udsigt til, at forestillingen fortsætter længe endnu.
af Ole Vigant Ryborg
Ole Ryborg er DR’s EU-korrespondent. Han begyndte som EU-journalist i Bruxelles i 1988. Gennem to årtier har han dækket mere end 75 EU-topmøder. Han har fulgt Europa-Parlamentet tæt og tilbragt mere end to år af sit liv på hotel-værelser i Strasbourg. Ole Ryborg har fulgt forhandlingerne om de seneste fire europæiske traktater fra Maastricht, Amsterdam, Nice og Lissabon og dækket EU-folkeafstemninger i både Danmark, Frankrig, Holland og Irland. Han har rapporteret om EU’s udvidelse fra 12 medlemslande til dagens 27 og har under årene i Bruxelles arbejdet for Mandag Morgen, Weekendavisen, Information og Det Fri Aktuelt.
