Danmark i Europa – og den store verden

Fra den fønikiske prinsesse til vore dages EU. Nationalmuseet overgår sig selv med fornem Europa-udstilling.   

Af Per Nyholm

Danmark er en uadskillelig del af Europa. Ikke alle fatter det, ikke alle vil fatte det, men sådan er det. Skulle man være i tvivl, kan man henvende sig på Nationalmuseet i København, som i disse måneder varter op med en storslået udstilling, samlet om det nationale, det europæiske og det globale Danmark, dette Danmark, der som sit nabolag, rækkende fra Sicilien til Polarkredsen og fra Polen til Portugal, er barn af den europæiske middelalder og barnebarn af Antikken, denne Oldtid, der kendte Europa som en fønikisk prinsesse, ikke som et kontinent og dog skabte de kulturelle, politiske, juridiske og andre forudsætninger for vore dages Europa, for vore ulykker og triumfer, der var mange, og som udgør vor fælles arv.

This slideshow requires JavaScript.

 Udstillingen er ikke og skal ikke være en hyldest til kontinentet Europa, herunder bestræbelserne på at samle Europa. Den er heller ikke skabt i anledning af, at Danmark i dette års første seks måneder turnusmæssigt bestrider EU’s formandskab, en i sin grund indflydelsesrig stilling, som vi næppe får meget ud af al den stund et vælgerflertal og diverse partier på Christiansborg i deres visdom har besluttet at lægge afstand mellem Danmark og unionen – de såkaldte forbehold. I et øjeblik, hvor meget står på spil for Danmark og det øvrige Europa, ikke mindst i økonomisk og social henseende, afskærer vi os fra indflydelse til fordel for en påstået suverænitet, som virker temmelig luftig i betragtning af de kræfter, vi alle er oppe imod.Fra Folketingssalen er der kun få hundrede meter over Ridebanen og Marmorbroen til Prinsens Palæ og dermed til Nationalmuseet, hvor ganske mange af vore valgte ledere måske kunne få øjnene op for den virkelige virkelighed, den historisk betingede virkelighed, den af det lange og endnu delvis ukendte forløb skabte virkelighed, hvis indhold og budskab har det med at overgå den indbildte eller virtuelle virkelighed, som lidt for ofte spiller ind i den politiske beslutningsproces, jævnfør de allerede nævnte og under min betragtning skadelige EU-forbehold.

På Nationalmuseet nærmer vi os konstanterne gennem tusinder af år, begyndende med et fint, lille potteskår, hvis billede viser os Europa, prinsessen fra vore dages libanesiske kystland, siddende på ryggen af en hvid tyr, klamrende sig til dens horn. Hvad er sket, hvad sker? Kongedatteren leger med sine terner på stranden foran kongsgården, da tyren dukker op. I kådhed kaster hun sig på dens ryg, hvorefter tyren – som er den forvandlede Zeus, gudernes herre og en ivrig skørtejæger – kaster sig i havet med sit bytte. Parret stiger i land på Kreta. Her føder Europa sin elsker tre sønner.

Fra denne mytiske begyndelse til det europæiske kontinents opståen i vor skrevne historie ligger årtusinder. Første gang, vi møder kontinentet Europa, er mig bekendt på Skt. Patricks Dag i 658. Da dør abbedissen Gertrude af Nivelles i sit kloster udenfor det senere Bruxelles. Ifølge hendes levnedsbog var hun ”kendt af alle Europas indbyggere.” Her har vi Europas dåbsattest, nøjagtig som vi 300 år senere har Danmarks dåbsattest på den store sten i Jelling. Præsteskabet og andre intellektuelle kalder deres verdensdel for Europa eller Aftenlandet efter den fønikiske prinsesse, hvis navn fortæller os, ikke overraskende, at hun var mørk. 

Dette Europa, dette Aftenland, ligger ikke ved Middelhavet, men ud til Atlanterhavet, og tiden er Middelalderen, alderen mellem Antikkens undergang og Renæssancen fremkomst ifølge gængs historieskrivning, alderen helt frem til vore dage, til industrisamfundet og velfærdsstaten ifølge andre. Hvor om alt er: Middelalderen udvikler Europa til en politisk idé – den idé, der ligger bag EU – og til et kontinent af kød og blod. Nordboere, baltere, polakker, tjekker, slovakker og ungarere slutter sig til de allerede kristnede romanske folk. Middelalderen giver os vore håndværkere og kunstnere, vore byer og universiteter, de romanske og de gotiske katedraler, korstogene, jødeforfølgelserne, pesten og opdagelsesrejserne, heksebrændingerne og humanismen. Der er de alt ødelæggende krige og så denne enestående evne til at genopfinde og genopbygge, til at blive ved. Blodet driver i den europæiske historie, men vi har også gotikkens, renæssancens og barokkens kunstværker, vi har de retslærde, skolastikerne, oplysningsfilosofferne og de store opdagelsesrejsende. Lad os blot tage København i det tidligere 19. århundrede, hærget af ildebrande, bombet af englænderne, bankerot. Residensstaden genopstår som ved et mirakel i den enkle nyklassicistiske fornemhed, hvormed vi stadig kender den.

Netop i disse år vil finansminister Schimmelmann meget forståeligt spare, og i denne hensigt opsøger han kronprinsen, den senere Ottende Christian, vel sagtens den mest kulturbevidste og kultiverede af vore oldenborgske konger. Christian afviser ham med disse uforglemmelige ord: ”Fattige og elendige er vi. Skal vi nu også være dumme, da kan vi ophøre med at være en stat.” Sådan. Guldalderen fulgte i sin hele europæiske majestæt, i sin skønne danske intimitet, denne guldalder der lærte os, gennem sine digteres og maleres langvarige ophold i syden, at Danmark trods mørke og regn er et lyst og solrigt land, hvor bøgen spejler sig i bølgen blå.

På Nationalmuseet, specielt i indeværende forår, havde man gerne set mere til dette Danmark, men det er ikke udstillingens sigte. Snarere anbringer den Danmark på rette plads i den europæiske sammenhæng. Vi er der, ikke dominerende, men vi er der fuldt og helt med Absalon, bisp i København, ærkebisp i Lund, som vender hjem fra sine studier i Paris, medbringende en fransk kok og en fransk kogebog. Hans skriver, Saxo, holder sig ikke tilbage i sin beretning om danernes bedrifter: man lever ikke i en afkrog, men sammenligner sig snarere med Romerrigets kejsere. Jelling-kongerne skaber deres Nordsø-imperium, Valdemarerne er både danske og slaviske. Kort efter år tusind er danerne så europæiske som andre europæere, forskellige fra dem, forskellige indbyrdes, men europæere – den europæiske mangfoldighed i den europæiske enhed, der finder sine første udtryk i korstogene og Det Tysk-Romerske Rige, hvori den danske monark indgår som hertug af Holsten, en konstruktion, som holder til dette riges undergang i 1806.

Er vi mon til stede i Europa forinden, i det endnu ikke eksisterende Europa? Såmænd. Danmark fandtes ikke og kunne følgelig ikke indgå i det fællesmarked, romerne skabte omkring den kristne tidsregnings begyndelse. Deres rige rakte i alt væsentligt fra Mellemøsten og Nordafrika til Donau, Rhinen og Skotland. Handel og andre forbindelser fortsatte dog langt ud over disse grænser. I Nationalmuseets samling indgår to sølvbægre, fremstillet under kejser Augustus (31 f. Kr. til 14 e. Kr.) og fundet i en rigmandsgrav på Lolland. Hoby-bægrene, som de kaldes, viser scener fra Homers Iliaden og indgår for tiden i udstillingen ”Pompeji, Nola, Herculanum. Katastrophen am Vesuv” på Landesmuseum für Vorgeschichte i Halle. Hvordan de er kommet til Lolland vides ikke. En højtstående romersk officer kan have givet dem som en venskabsgave til en dansk kriger, som ønskede at vende hjem efter sin tjeneste i den romerske hær. En anden mulighed er, at de har beseglet en særlig fordelagtig handel mellem en besøgende romer og en dansk stormand. Sikkert og vist fastslår de en 2000 år gammel forbindelse mellem Rom og Danmark.

Som udstilling er ”Europa møder verden” et mesterværk, omfattende i sin materielle rigdom og dertil pædagogisk tilfredsstillende, fordelt på ni temaer eller bobler, der i kronologisk orden bringer besøgeren fra fortidens fantasiverden, befolket af menneskelignende væsener med to hoveder – eller ingen hoveder – og andre mærkværdigheder over den græske og romerske civilisation til det Europa, der ved det 20. århundredes midte, dødeligt såret, begynder at lægge sin krigeriske tradition, sine mere eller mindre kunstige grænser, sine fordomme og forudfattede meninger bag sig i den hensigt omsider at blive europæisk, menneskeligt og forenet.

Undervejs gennem udstillingen diskuteres demokrati, magt, tro og videnskab, krige og kolonialisme, handel og søfart, opfindelser, kunst og drømme med meget mere, samlet om personer, begivenheder og genstande, som ikke skal udlægges her, men opleves på stedet, i Nationalmuseets Egmonthal. Det er flot, rigtig flot, og det er meget givende.

NATIONALMUSEET : Europa møder verden.
Til 3. juni, alle dage undtagen mandag. Gratis adgang.
Fremragende katalog, illustreret, 464 sider, kr. 148 kr.

Kommissionens formand, José Manuel Barrosso, varetog sammen med Helle Thorning Schmidt den officielle åbning af Nationalmuseets Europa-udstilling den 12 januar. Hans tale i den anledning kan man fordybe sig i her

PER NYHOLM er journalist og forfatter. Han udgav i 2005 bogen ”Danmark”. Hans bog fra 2008, ”Europæerne”, nåede frem til slutrunden om Den Europæiske Bogpris. Hans nyeste bog ”Havet, Byen, Bjergene” udkom i 2011. Han skriver hver torsdag en ofte omstridt klumme i Jyllands-Posten.