Alle er enige om, at det danske formandskab ikke kommer til at trække de store overskrifter i denne finansielle krisetid, men der bliver stadig masser at lave i Bruxelles for de danske ministre og embedsmænd. Det kommer bare til at ske uden særlig stor mediedækning.
Af Louise Wendt Jensen
Kontrasten mellem det næste halve års danske formandskab, og da Danmark sidste gang havde formandskabet kan næppe være større.
Den gang i efteråret 2002 var den europæiske optimisme i top. Euroen var kommet godt fra start efter den var blevet indført første januar, og man var klar til at sætte de endelige underskrifter under den største udvidelse i samarbejdets historie med ti nye medlemslande. En triumf Danmark nød godt af, da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) endelig på decembertopmødet kunne erklære: ”We have an agreement”.
I dag er det økonomiske samarbejde i krise, og der er ikke udsigt til en aftale om, hvordan krisen skal tackles. I hvert fald ikke en aftale, som alle kan blive enige om at sætte en underskrift under.
Så den glans der kronede vores sidste formandskab, kommer vi ikke til at kunne sole os i igen.
I det hele taget bliver det danske formandskab langt mindre synligt end sidst.
”Det, der er interessant for medierne i den kommende tid, er jo primært, hvordan vi får håndteret den økonomiske krise, og hvad der sker med finanspagten. Og i og med, at vi har fået en fast formand (Herman Van Rompuy, red.), der sidder for bordenden, når statslederne forhandler, og det ikke længere er det roterende formandskabs opgave, bliver Danmark ikke specielt synligt i mediebilledet,” siger Christel Schaldemose, medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet.
Men dermed ikke være sagt, at der ikke vil blive arbejdet hårdt fra de danske ministre og embedsmænds side. Den danske EU-repræsentation i Bruxelles, som normalt tæller 80 medarbejdere er for eksempel i løbet af det sidste halve år blevet opnormeret til 157, og embedsmandsapparatet i Danmark har i høj grad også øjnene rettet mod EU-hovedstaden i disse måneder. I løbet af formandskabet skal der afholdes godt 1500 embedsmandsmøder, syv uformelle ministerrådsmøder i Danmark, og danske ministre skal lede alle afholdte ministerrådsmøder i Bruxelles og Luxembourg på nær altså Det Europæiske Råd og Rådet for Almindelige og Udenrigsanliggender.
Så der bliver travlt i maskinrummet, som Christel Schaldemose udtrykker det.
”Vi har en kæmpe udenrigspolitisk stab, som knokler rigtigt hårdt, og som vil arbejde døgnet rundt på de områder, som er prioriteter under formandskabet. Så selvfølgelig sker der en masse, men det meste er meget teknisk, så det er noget, der er svært at få til at trække overskrifter i aviserne,” siger Marlene Wind, professor og leder af Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet.
En af de største ting på den danske dagsorden er EU’s budget for 2014-2011, men det sidste punktum vil først blive sat under det cypriotiske formandskab i efteråret.
”Det er den almindelige forståelse her i byen, at forhandlingerne om de finansielle rammer først kan falde på plads efter det danske formandskab.
Vores rolle bliver ført og fremmest at levere et grundlag for den afsluttende fase af forhandlingerne og komme så langt som muligt på de enkelte områder,” siger Jeppe Tranholm-Mikkelsen, ambassadør og Danmarks faste repræsentant ved EU fra EU-repræsentationen i Bruxelles.
Det er det franske præsidentvalg, der spænder ben for, at det danske formandskab kan afslutte budgettet. For i forbindelse med det nye budget, ligger der også en reform af den fælles landbrugspolitik, som stadig udgør omkring 40 procent af budgettet. Reformen kræver, at man gør op med diverse støtteordninger til landbrugene, og det er et prekært emne i Frankrig, der har et væld af mindre landmænd. Derfor er der ingen fransk præsident, hverken kommende eller siddende, der har lyst til at puste for meget til den diskussion under en valgkamp.
Alligevel vil der blive forhandlet delpakker færdig på området, siger Christel Schaldemose, der selv sidder med i forhandlingerne på landbrugsområdet. Ligesom hun er med i lovbehandlingen af en lang række tiltag, Kommissionen er kommet med, der skal styrke det indre marked og sætte en ny vækstdagsorden. Derudover er der flere ting på dagsordenen indenfor det retlige samarbejde og ikke mindst indenfor klima, energi- og miljøområdet, som Danmark har meldt ud, at man vil lægge meget vægt på som formandskabsland.
”Der bliver opgaver for stort set alle ministre. Det er positivt og et udtryk for, at der ligger ganske mange opgaver og venter på formandskabet over en bred front,” siger Jeppe Tranholm-Mikkelsen.
Og så er der stadig den finansielle krise, som Danmark i et vidst omfang godt vil kunne bidrage til håndteringen af, selvom vi ikke er med i eurosamarbejdet, og Helle Thorning-Schmidt ikke decideret sidder for bordenden i forhandlingerne.
”Jeg tror, at vi kan bidrage på en anden måde i forhold til krisen i EU end polakkerne har gjort under deres formandskab. For det første blev krisen forværret under deres formandskab, men nu ved vi, hvad vi har, og så vil Danmark bedre kunne fungere som brobygger. For det andet vil Polen entydigt med i euroen. Det ved vi ikke, om vi vil endnu, derfor kan vi bedre repræsentere de ti, der ikke er med i eurozonen og er måske mere interesseret i at undgå et EU i to hastigheder end polakkerne, der ved, at de helt sikkert på et tidspunkt vil indgå i inderkernen,” siger Christel Schaldemose.
Danmark skal altså være ”a bridge over troubled water”, som Europaminister Nicolai Wammen (S) udtrykte det med reference til en kendt Simon and Garfunkel-sang, da han fremlagde prioriteterne for det danske formandskab i Bruxelles kort før jul. Og selvom det er Herman Van Rompuy, der skal lede forhandlingerne, så vil Helle Thorning-Schmidt få en stor rolle at spille bag kulissen i forsøget på at holde sammen på de 27 medlemslande, mener Christel Schaldemose.
”Den kommende finanspagt er jo netop en mellemstatslig aftale og skal ikke umiddelbart skrives ind i traktaten, som tingene står nu. Det giver hende nogle muligheder, fordi hun er repræsentant for medlemslandene på en anden måde end Van Rompuy. Hun vil blive spurgt før alle andre, og dermed får hun en væsentlig mæglerrolle. Samtidig er hun typen, der ikke er bange for de store lande, så hun kan også gå til dem.”
Det er desuden en fordel, at det er Danmark, der sidder med formandskabet netop nu, hvor det er Storbritannien, der har sat sig på tværs, mener Marlene Wind.
”Regeringschefen for et formandskabsland bliver typisk brugt som mægler i krisesituationer. Det ville nok være gået helt galt, hvis det var Frankrig eller et mindre land, der var fast besluttet på at gå med i euroen.
Men netop fordi vi ikke er med, og står i den lidt skeptiske situation vi gør i forhold til euroen, som også kendertegner den britiske debat, så kan Helle Thorning-Schmidt agere konstruktiv brobygger mellem Storbritannien og resten af EU. Det vil selvfølgelig komme an på en prøve, men hun har gode kort på hånden.”
Ikke mindst fordi Helle Thorning-Schmidt har et godt kendskab til britisk politik.
”Hun er gift med en brite, der kommer ud af en politisk familie. Hendes svigerfar har været leder af Labour, og selvom det ikke er den nuværende regeringsleder David Camerons parti, så har hun en forståelse for Storbritanniens synspunkter på en anden måde end de fleste andre, fordi hun kender det britiske politiske system. Desuden har hun jo en fortid i Bruxelles fra parlamentet. Så alt i alt burde hun være klædt godt på til at kunne gøre noget og spille en rolle,” siger Marlene Wind.
Og ender Helle Thorning-Schmidt med at være den, der reelt bygger bro mellem de splittede parter, så kan det alligevel godt være, at noget af den glans Danmark opnåede under formandskabet i 2002 rent faktisk kommer til at stråle over os igen.
””Hvis Helle Thorning-Schmidt på en eller anden måde kan overtale Cameron til at komme ind i folden igen og lukke op for, at den mellemstatslige aftale alligevel kan skrives ind i Lissabontraktaten, så man undgår det her patchwork af forskellige retslige rum, så vil det være meget imponerende. Men der er mange uforudsigelige parametre. Der kan komme problemer i andre lande med oppositionsledere, der sætter sig på tværs. Der skal være valg i Grækenland, hvor vi risikerer, at vælgerne forkaster teknokratregeringen og dermed reelt melder sig ud af eurozonen. Og den globale krise kan eskalere. Det er det totale drama, og det er umuligt at sige, hvor det ender,” siger Marlene Wind.
Louise Wendt Jensen er en erfaren EU-journalist som har skrevet for så forskellige medier som Ritzau, Alt For Damerne, Børsen og Kristeligt Dagblad. Senest har hun været journalist på TV2s udlandsredaktion og Information og i dag arbejder hun freelance for en række fremtrædende medier og organisationer.
