Politisk krise eller ej?

EU og krise er nærmest blevet synonymer efter topmødet d. 9. december. Men selvom alle er enige om den dybe alvor af den økonomiske krise, vi står i, er der flere, der mener, at den politiske krise i EU ikke er så stor, som nogen udråber den til at være 

Af Louise Wendt Jensen

Et chok for EU-systemet, en splittelse, en mindre samlet union og et svækket fællesskab.

Det har ikke skortet på dommedagsprofetierne efter, at topmødet d. 8./9. december endte med et nej fra Storbritannien til en traktatændring. Hvilket fik de 17 eurolande til at bestemme sig for i stedet at gå videre i et forstærket samarbejde med en såkaldt mellemstatslig traktat, der ligger udenfor EU-samarbejdet.

Men en mellemstatsligt traktat er ikke nødvendigvis en vej mod en langsom opløsning af EU, som vi kender det i dag, mener flere eksperter.

”Ser man sådan på det, så har EU rent faktisk været splittet i lang tid. Selve eurosamarbejdet er jo et eksempel på et forstærket samarbejde mellem nogle stater, men det har faktisk ikke forhindret processen med at få et mere integreret Europa. Lissabontraktaten er jo for eksempel kommet til siden,” påpeger Sine Nørholm Just, ph.d. og lektor på CBS, som har specialiseret sig i EU’s forfatningstraktat og fremtid.

Hun mener, at Unionen ikke kun formelt står mere splittet, men på sin vis også reelt mere samlet.

”Inden så det ud til, at de 17 lande kunne blive nødt til at lave noget alene, men under topmødet viste det sig, at ni andre lande rent faktisk også har en vilje til at gå med. Det er kun Storbritannien, der har sat sig uden for på forhånd. Så at ni lande, der ikke er med i euroen, viser deres villighed til at gå med til at redde den, er for mig at se lige så vel et udtryk for samling og solidaritet som for splittelse,” siger Sine Nørholm Just.

Det samme mener Henning Christophersen, tidligere EU-kommissær og næstformand i Kommissionen, der i dag er partner i kommunikationsbureauet Kreab & Gavin Andersson i Bruxelles.

”Jeg synes heller ikke, det er rigtigt at sige, at EU er splittet efter det her. Der er ét land, der af indenrigspolitiske grunde ikke ønsker at være med, men alle andre vil. Det handler så ikke kun om solidaritet. Euroen er også et anker i deres monetære politik, så det er selvfølgelig også i deres interesse, at der kommer en aftale. Bundlinjen er dog, at stort set alle lande vælger samme kurs,” siger Henning Christophersen.

Han påpeger også, at det absolut ikke er første gang, at nogle lande, der ønsker at gå videre, indgår mellemstatslige samarbejder.

”Man kalder det også Schengen-modellen, for da man lavede Schengen var det også en forstærket samarbejdsaftale mellem regeringer. Og den er jo senere kommet med i Lissabontraktaten. Også selvom alle lande ikke er med.”

En af ankerne ved en mellemstatslig traktat, påpeget af mange, er, at en sådan netop ligger udenfor EU-samarbejdet og der er dermed frygt for, at EU-institutionerne risikerer at blive koblet af. Dels kan de folkevalgte køres ud på et sidespor, men det rejser også spørgsmålet om, hvem der skal håndhæve de regler, som indgås i aftalen, og hvem, der skal tage nye initiativer indenfor aftalens rammer. 

Men det er i virkeligheden, hvad man gør det til, mener Henning Christophersen.

”Den gang med Schengen-aftalen accepterede de lande, der ikke var med i samarbejdet, at både Kommissionen og Domstolen fik en rolle at spille. Så hvis Storbritannien er indforstået med, at det sker, så kan det sagtens lade sig gøre,” siger den tidligere kommissær.

At få parlamentet ind over aftalen er straks vanskeligere, og fra den kant har der da også været udtrykt bekymring for at blive kørt ud på et sidespor, men Rådsformand Herman Van Rompuy har inviteret repræsentanter fra både Kommissionen, Den europæiske Centralbank og Parlamentet med i den arbejdsgruppe, der ofte vil mødes om udformningen af samarbejdsaftalen, inden Herman Van Rompuy efter planen fremlægger den i marts. Fra Parlamentet er der repræsentanter fra de tre største politiske grupper blandt andet Elmar Brok fra den kristdemokratiske gruppe EPP, som har været med til at forhandle alle traktater siden Maastricht.

”Det at Europa-Parlamentet kun bliver konsulteret adskiller sig ikke voldsomt fra den gang vi havde Konventet om Forfatningstraktaten, som senere blev til Lissabontraktaten. Der var Europa-Parlamentet også repræsenteret i Konventet, men ultimativt var det jo ikke Konventet, der bestemte, hvad der skulle stå i traktaten. Konventet kom med et forslag, men det var stats- og regeringscheferne, der aftalte den endelige tekst. Så Parlamentet har aldrig haft mulighed for at veto noget eller gennemtrumfe noget i forbindelse med den nuværende traktat. Men derfor er det selvfølgelig vigtigt, at man lytter til dem, og det er jo så også det Herman Van Rompuy gør,” siger Henning Christophersen, der selv sad med i konventet omkring forfatningstraktaten og også var medlem af præsidiet.

Spørgsmålet er så, om den britiske premierminister David Cameron er indforstået med, at lade institutionerne spille en rolle i en mellemstatslig aftale. Han har i hvert fald ikke udelukket det.

”Det er jo noget af det, han kan bruge til at berolige regeringspartneren Liberal Democrats med, som absolut ikke er glade for den her situation. Og hvis ikke han siger ja, er risikoen jo, at man opbygger et parallelt institutionelt system. Og det er briterne i hvert fald ikke interesseret i. Og de er heller ikke interesseret i, at det går galt for eurozonen. Hvis et euroland går i betalingsstandsning, vil det virkelig koste for de britiske banker,” siger Henning Christophersen. 

Også Sine Nørholm Just tror, at der er grænser for, hvor meget briterne vil slå sig i tøjret.

”Det er et land, der ser sig selv – og jo også er – en stor og vigtig spiller, og de ønsker ikke at stå ude i periferien. Og der er så meget af det her, der ikke bare hænger sammen europæisk, men også globalt, hvor briterne er aktør, så de er nødt til at være en del af Europa,” siger Sine Nørholm Just.

Derfor tror hun heller ikke, at en traktatændring inden for de formelle EU-rammer nødvendigvis er taget helt af bordet. Den er bare skudt til hjørne på ubestemt tid.

”Der kan ske rigtigt meget. Storbritanniens økonomi har det jo heller ikke for godt, så hvis den kører helt af sporet, og der for eksempel kommer et regeringsskifte, kan tingene se helt anderledes ud. Så kan man kigge på en traktatændring igen eller gøre det forstærkede samarbejde endnu dybere. Konklusionen må være, at det forstærkede samarbejde var det, der var muligt her og nu, og så kan alt sådan set ske efter det,” siger Sine Just Nørholm.

Og det er ikke første gang, at briterne – eller andre for den sags skyld – har udløst politiske kriser i EU.

”Der er nogle der siger, det her er den værste krise siden Anden Verdenskrig, men der var også krise i slutningen af 40´erne inden, der kom styr på valutapolitikken. Vi havde nogle store devaluerings- og valutajusteringskriser i 90´erne, hvor briterne forlod det europæiske monetære system. Og så har vi jo det berømte eksempel med Margaret Thatcher, der ville have sine penge tilbage, hvilket stort set lammede EU fra starten af firserne frem til 1984, hvilket jeg selv fulgte tæt. Så vi har skam haft politiske kriser før,” påpeger Henning Christophersen.

Louise Wendt Jensen er en erfaren EU-journalist som har skrevet for så forskellige medier som Ritzau, Alt For Damerne, Børsen og Kristeligt Dagblad. Senest har hun været journalist på TV2s udlandsredaktion og Information og i dag arbejder hun freelance for en række fremtrædende medier og organisationer.