Stabilitetsunion splitter EU

EU-topmødet torsdag og fredag blev præcis så dramatisk som mange havde forudset og endnu flere frygtet. En 10 timer lang maraton-session, hvor stats- og regeringscheferne sad fuldstændig isolerede – uden embedsmænd i nærheden, endte med et resultat som kan være begyndelsen til enden på EU-samarbejdet som vi kender det i dag. Og med et resultat der som minimum betyder, at der venter et betydeligt diplomatisk reparationsarbejde forude – specielt for Storbritannien.

af Ole Ryborg

Det var den økonomiske krise – og specielt gældskrisen i eurozonen som var topmødets dominerende emne.

Her var der frem for alt to spørgsmål de politiske ledere fra de 27 EU-lande skulle håndtere.

Dels spørgsmålet om, hvordan man kortsigtet håndterer de økonomiske aspekter af krisen. Det handler især om den høje rente som en række lande nu betaler, når de skal låne penge – og så den omfattende mistillid som præger hele den finansielle sektor og som i praksis betyder, at banker i Europa har svært ved at låne penge og derfor er tilbageholdende med at låne penge ud.

Og så skulle EU-lederne også håndtere de langsigtede aspekter af krisen. Hvordan får man eurozonen til at fungere som en økonomisk enhed i fremtiden og på en sådan måde, at en ny økonomisk krise undgås. Det var på det område, at især Tyskland og Frankrig ønskede en ændring af EU-traktaten. 

Fredelig start

Mødets leder, formanden for Det Europæiske Råd, Herman van Rompuy, lagde blidt ud.

EU-lederne ankom til middagen som begyndte ved 19.30 tiden torsdag aften og for ikke at ødelægge den gode stemning over maden, så valgte EU-formanden at starte diskussionerne med at fokusere på de kortsigtede økonomiske opgaver.

Dels fordi de emner er dem, der umiddelbart interesserer det det både berømte og berygtede marked mest. Men også fordi det både var det mest hastende spørgsmål og samtidig også det område, hvor de politiske ledere var mindst uenige.

Strategien var med andre ord klar fra starten.

Begynd mødet med få talt om den alvorlige økonomiske situation i Europa og behovet for at få gjort noget ved den. Med andre ord: få etableret den rette krisestemning og en bred forståelse i mødelokalet for, at det er nødvendigt at få truffet beslutninger ved topmødet.

Herman van Rompuys strategi fungerede nogenlunde fra starten.

EU-lederne lagde ud med at opsummere alle de tiltag, der allerede er vedtaget indenfor de seneste 18 måneder. En opstramning af den såkaldte vækst- og stabilitetspagt. Indførelse af det såkaldte europæiske semester som i praksis betyder, at landene allerede i foråret afleverer et bud på, hvordan det kommende års finanslov vil se ud. På den måde kan landene i fællesskab hurtigt starte diskussioner om den økonomiske udvikling i EU-landene – og gribe ind – inden de nationale parlamenter har vedtaget de nationale finanslove.

Og EU-lederne diskuterede her, hvordan de skal håndtere fremtiden for EU´s særlige krise-redningsfond – EFSF og hvordan det skulle være muligt at fremrykke den Europæiske Stabilitets Mekanisme (ESM), som skal afløse krisefonden.

På det område blev EU-lederne enige om at fremrykke, så den kommer til at gælde allerede fra midten af næste år. Samtidig med at EFSF løber videre frem til 2013. På den måde vil eurolandene i en kortere periode være bakket op af hele to krisefonde.

Og derudover blev der fra aftenens diskussion lagt op til, at nationalbankerne i EU fra deres valutareserver skyder yderligere 200 milliarder euro i den internationale valutafond (IMF), som på den måde får ekstra mulighed for at købe statsobligationer i de gældsplagede eurolande.

En hård nat

De økonomiske diskussioner var grundige og langvarige og derfor nærmede sig klokken næsten midnat, inden Herman van Rompuy skiftede spor og ledte diskussionen ind på det næste punkt på mødets uskrevne dagsorden.

Nemlig det tysk-franske ønske om at ændre EU-traktaten for at få etableret det, den tyske forbundskansler, Angela Merkel kalder en stabilitets-union.

Forud for mødet havde van Rompuy lavet en rapport som viste, at der fandtes to mulige veje som EU-lederne kunne gå, hvis de ønskede at lave en traktatændring.

Nattedramaet skulle vise, at det endte med en tredje vej som ingen egentlig ønskede.

For Herman van Rompuy var der to muligheder for at ændre EU-traktaten sådan, at der kunne tilføjes nogle nye økonomiske krav til den liste over økonomiske betingelser som medlemslande i euroen skal leve op til.

Den lette model ville være at ændre på EU-traktatens protokol nr 12. En sådan lille ændring kan faktisk gøres uden at man sætter det store det store apparat med traktatændringer i gang. Hvis man valgte den lille model ville traktaten kunne ændres – endda helt uden et behov for ratifikation i de nationale parlamenter.

Mange lande var lokkede af den model – som kun ville kræve, at alle 27 EU-lande var enige om ændringen.

For især Angela Merkel var en sådan ændring dog ikke nok. Hun ønskede en rigtig traktatændring og ville have justeret på EU-traktaten på flere områder.

Fra starten af mødet viste der sig at være en voksende opbakning til kun at lave den lille traktatændring – hvilket Angela Merkel ikke brød sig om.

Men en lille traktatændring kunne kun gennemføres, hvis den også blev accepteret af den britiske premierminister, David Cameron. Han troede dermed at han havde en trumf på hånden og meddelte derfor sent i mødet, at han kun ville acceptere en lille traktatændring, hvis Storbritannien samtidig fik en række andre ønsker opfyldt.

Det var frem for alt løfter fra alle EU-landene om at sætte nogle grænser for, hvor meget EU vil regulere den finansielle sektor.

Der er hele 17 forskellige forslag om regulering af den finansielle sektor på bordet i EU´s ministerråd for øjeblikket. Forslag som alle kan vedtages med kvalificeret flertal – hvor Storbritannien altså kan stemmes ned.

Cameron forlangte nogle garantier og det ændrede stemningen i lokalet. På et tidspunkt hvor vinden ellers blæste i retning af en traktatændring light, så ændrede vinden øjeblikkeligt retning og på meget kort tid, var det pludselig den britiske premierminister som kom i modvind.

For i EU-kredse er det fuldt ud acceptabelt at komme med nationale krav i en forhandling. Men det er lige så uacceptabelt at kæde separate forhandlinger sammen og komme med nationale krav om noget, som ikke berører det, der forhandles her og nu.

Stort set alle i lokalet havde samme opfattelse af David Camerons udspil. Hans krav var urimeligt. Det eneste man bad Cameron om på mødet var at acceptere en lille traktatændring som ikke ville få nogen som helst konsekvens for Storbritannien. Ændringerne ville kun berøre eurolandene. Og alligevel truede Cameron med at blokere.

Forhandlingerne tog en ny drejning og efterhånden som natten skred frem måtte mødeleder Herman van Rompuy nærmest resigneret erkende, at det han ønskede mest af alt – nemlig at holde sammen på alle 27 EU-lande ikke længere var muligt.

Efter klokken fem om morgenen stod det klart, at de 17 eurolande nu ville lave deres helt egen mellemstatslige traktat – udenfor EU-samarbejdet.

Og traktaten skal ikke kun gælde for de 17 eurolande. Ni EU-lande som ikke er med i euroen – men som er med i EU – får mulighed for at være med i det nye forstærkede samarbejde.

Den nye traktat kommer til at indeholde nogle ekstra krav til de lande som er med. Det er dels et ekstrakrav om landenes underskud.

ØMU-kravene siger, at et lands underskud ikke må være på mere end tre procent af BNP. Et nyt krav bliver at et lands såkaldte strukturelle underskud ikke må være mere end 0,5 procent. Den strukturelle balance er et landes overskud/underskud renset for konjunkturbestemte faktorer, som for eksempel arbejdsløshed.

Og så skal lande som er med i den nye traktat lave en national lovgivning som sætter grænser for, hvor stor landets underskud må være. Det er inspireret fra Tyskland, hvor tyskerne har en såkaldt gældsbremse i sin nationale lovgivning. Mange andre lande har noget lignende. F.eks. har Sverige haft en tilsvarende lovgivning i mere end 10 år.

Hvis landene ikke lever op til kravene, så skal der laves nationale planer for, hvordan økonomien kan vendes, så landet igen kommer tilbage på rette spor.

For eurolandene gælder det særlige, at de kan straffes med sanktioner, hvis de ikke lever op til kravene og gør en indsats for at vende udviklingen.

Men lande som er med i samarbejdet – men som ikke er med i den fælles mønt – vil ikke kunne straffes.

Splittet EU

Nu går de 17 eurolande i gang med at lave en ny traktat. Andre lande inviteres med i forhandlingerne. Og det kommer til at gå hurtigt. Den nye traktat skal være færdig den 1. marts.

Eurolandene har tænkt sig at benytte sig af EU-institutionerne i det nye samarbejde. Og mener også, at de har et juridisk grundlag for at gøre det. Både Europa-Kommissionen og  EU-Domstolen skal spille en rolle.

Og så er der lagt op til, at de lande som er med i samarbejde skal holde regelmæssige topmøder.

Der er med andre ord optræk til en ny klub, hvor en række økonomiske emner af stor betydning vil blive diskuteret. Og det bliver en klub uden Storbritannien – og måske flere andre EU-lande.

Hvor alvorlig splittelsen bliver er uklart. Instinktivt vil EU-lederne gøre meget for at holde sammen på samarbejdet mellem alle 27 EU-lande.

Det er kun få lande med Frankrig i spidsen som aktivt arbejder for en mindre og snævrere union.

Meget vil afhænge af, hvordan David Cameron agerer i de kommende uger og måneder. Vil Storbritannien gøre sig endnu mere besværligt eller vil den britiske premierminister nedtone splittelsen.

Udover britisk indenrigspolitik vil meget afhænge af, hvordan de øvrige ni ikke-euro-lande agerer. Hvis de alle associerer sig med det nye traktat-samarbejde kan David Cameron og Storbritannien komme til at stå i en meget alvorlig situation, hvor centrale politiske emner diskuteres uden at Storbritannien sidder med ved bordet.

Udsigten til en sådan udvikling har allerede fået både britisk erhvervsliv og den finansielle sektor i Storbritannien – hvis interesser Cameron oprindeligt kæmpede for at forsvare – til at udtrykke stor bekymring over udviklingen.

Klatøjede ledere

Efter kun et par timers søvn fortsatte EU-topmødet fredag og der var ingen tvivl om, at nattens drama havde lagt en dæmper på diskussionslysten i forhold til topmødets øvrige punkter.

Tiltrædelsestraktaten med Kroatien blev underskrevet og dermed bliver Kroatien det 28. land som tager plads omkring EU-bordet.

Men optagelse af Rumænien og Bulgarien i Schengen kunne EU-lederne ikke enes om. Og heller ikke at starte forhandlinger om EU-medlemskab med Montenegro eller at give Serbien kandidatstatus.

De beslutninger blev skubbet til senere. Nu er det en ny traktat som gælder.

Ole Ryborg er DR’s EU-korrespondent. Han begyndte som EU-journalist i Bruxelles i 1988. Gennem to årtier har han dækket mere end 75 EU-topmøder. Han har fulgt Europa-Parlamentet tæt og tilbragt mere end to år af sit liv på hotel-værelser i Strasbourg. Ole Ryborg har fulgt forhandlingerne om de seneste fire europæiske traktater fra Maastricht, Amsterdam, Nice og Lissabon og dækket EU-folkeafstemninger i både Danmark, Frankrig, Holland og Irland. Han har rapporteret om EU’s udvidelse fra 12 medlemslande til dagens 27 og har under årene i Bruxelles arbejdet for Mandag Morgen, Weekendavisen, Information og Det Fri Aktuelt.