Den aktuelle økonomiske krise er uden tvivl den værste krise siden EU-samarbejdets begyndelse, fordi den indeholder en kombination af en økonomisk, en politisk og en mere fundamental tillidskrise. Den økonomiske krise drejer sig om for stor offentlig gæld i mange EU lande, en finanskrise med dårlige lån i en række banker og en for svag konkurrenceevne. Den politiske krise er uenigheder om, hvad der skal gøres for at komme ud af krisen. Værst er dog den manglende tillid – markederne har mistet tilliden til de europæiske politikere og omvendt. Befolkningerne har i mange lande mistet tilliden til deres nationale politikere, og også til hinanden. Mange grækere mener, at det er tyskernes skyld eller EU’s skyld, at det går dårligt i deres land. Mange tyskere og øvrige nordlige medlemmer af EU mener, at de sydlige lande ligger som de har redt og må klare sig selv. Og markeder og befolkninger nærer mistillid til euroen og til EU’s evne til at levere resultater.
Foto © Grazvydas | Dreamstime.com
Man har glemt, at det var euroen og EU bl.a. via Det Indre Marked, som skabte den stabile ramme og de økonomiske muligheder for fremgang i Europa siden midten af 1990′erne og indtil krisen i 2008. Man har glemt hvor afhængige vi er af hinanden i Europa økonomisk og politisk. Tysklands nuværende relative gode økonomiske situation er jo ikke bare skabt ved tysk flid, men også på baggrund af de afsætningsmuligheder Tyskland har haft i de sydlige og østlige EU-lande, afsætningsmuligheder, som er blevet muliggjort af Det Indre Marked og euroen. Endelig har et flertal af medlemslandene ikke implementeret de reformer, som de selv har erklæret sig parate til at gennemføre.
Om eurokonstruktionen skal siges, at det jo bestemt ikke kun er eurolande, som er og har været i vanskeligheder. Lande uden for som Letland, Litauen, Ungarn og UK er og har også været under pres fra markederne og har måttet tage drastiske skridt. Desuden skal siges, at konstruktionen bygger på, at alle lande gør deres hjemmearbejde, og det har man klart ikke gjort. Eurokonstruktionen byggede også på, at markederne ville være med til at lægge pres på landene fra dag eet ved euroens fødsel, og det skete heller ikke. Det er først nu i forbindelse med finanskrisen, at markederne er vågnet op, og deres reaktion er så blevet meget voldsommere med hysteriske undertoner.
Når selv Tyskland har vanskeligheder med at afsætte sine obligationer, så er det tegn på voldsom uro, og også hysteri i markederne. Vi er nu i en situation, hvor den manglende tillid i værste fald kan føre til langvarig recession i den europæiske økonomi og en endnu mere tilspidset politisk krise i Europa. Og læg mærke til at det ikke bare vil være euro zonen som berøres, det vil være hele Europa og ja også resten af verden.
Ikke nok med det. Vi og resten af verden, er naturligt optaget af at få Europa ud af krisen. Men vi står stadig med en række udfordringer, som vi også skal tackle. Det gælder globaliseringen, klimaforandringerne og aldringen. Alle udfordringer som sætter vor konkurrenceevne, vore offentlige finanser og dermed vor velfærdsstater i Europa under pres.
Hvad er så Kommissionens løsning på at komme ud af denne krise? Kommissionens forslag, hvor de seneste er pakken fra den 23. november, hviler på fire basale principper: Mere ansvarlighed, men også mere solidaritet, mere stabilitet, men også mere vækst. Kommissionens forslag skal ses i forlængelse af konklusionerne fra Det Europæiske Råd i oktober om en græsk gældsaftale, en forstærkning af Den Europæiske Finansielle Facilitet og en styrkelse af bankernes kapitalgrundlag.
Først og fremmest må vi dog gennemføre det, som man i EU er blevet enige om. Konsistent implementering er helt nødvendig for at genskabe tilliden i befolkningerne og i markederne. Og det vil være et afgørende punkt for det danske EU formandskab at få dette princip cementeret.
De konkrete forslag, som Kommissionen har lanceret, kan beskrives som en række konkrete forslag til at forbedre økonomisk stabilitet og vækst i Europa og til at styrke ansvarligheden i og koordineringen af den økonomiske politik. Herudover har Kommissionen præsenteret ideer til at øge solidariteten via såkaldte stabilitetsobligationer.
Kommissionen anbefaler en differentieret budget konsolidering. De lande, som er underlagt programmer eller i øvrigt, har større underskud eller høj gæld, bør gennemføre budget stramningerne, selv under dårlige økonomiske forhold. En række lande både i og uden for euro zonen har gennemført sådanne stramninger, nogle nærmest hestekure, og det har givet resultater, selvom det i nogle lande har været og stadig er brutalt. Andre lande kan lade de automatiske stabilisatorer og mindske virkningerne af krisen.
I konsolideringen anbefales landene at friholde forskning uddannelse og ting som energibesparelser. Det anbefales at gennemføre tilbagetrækningsreformer som kan få folk til at blive længere på arbejdsmarkedet, ligesom længere arbejdstid vil være gunstig for vækst og offentlige finanser. På skatteområdet anbefales nationale omlægninger, så skatten kommer væk fra arbejde og over på energi og forurening. Skattebaserne skal udvides så der er færre undtagelser og flere som bærer byrderne, ligesom skattesvig skal bekæmpes i en række lande i meget højere grad.
Det anbefales at styrke større bankers kapitalgrundlag og evt midlertidigt via offentlige garantier sikre at bankerne kan finansiere sig i markedet.
På arbejdsmarkedsområdet anbefales flexicurity og ekstra indsats for bekæmpelse af ungdomsarbejdsløsheden bl.a. ved skabelse af praktikpladser samt at lønstigninger afstemmes bedre med produktivitetsstigninger.
På EU plan er der fremlagt forslag til en fælles selskabsskattebase, en energibeskatning og en finansiel transaktionsskat og brug af indtægter fra auktion af CO2 kvoter. Kommissionen presser også for en hurtig gennemførelse af IM for serviceydelser og for digitale tjenester. Kommissionens budget forslag for 2014-2020 er et led i pakken og lægger mere vægt på forskning, udvikling, innovation, uddannelse og grøn vækst.
Til en konsistent gennemførelse af eksisterende aftaler og lovgivning hører også at den vedtagne stramning af koordineringen og overvågningen af finanspolitikken og den økonomiske politik, den så kaldte six pack gennemføres. Det vil være et vigtigt element for det danske formandskab at sørge for den forbedring af koordinering af den økonomiske politik, som disse forslag lægger op til. Det vil som sagt være et afgørende signal til befolkningerne og markederne, at der kommer bedre styr på den økonomiske politik i EU.
Kommissionen foreslår yderligere forbedringer i koordinering og overvågning af den økonomiske politik – forslag, som specifikt er møntet på eurolandene. Der skal indføres uafhængige økonomiske forecast og uafhængige økonomiske institutter eller vismænd som overvåger den nationale budgetudvikling, og Kommissionen skal have mulighed for at anbefale, at et eurolands finanslovsforslag inden vedtagelse skal bringes i overensstemmelse med eksisterende anbefalinger, hvis den skønner at der er tale om grove afvigelser. Men, og det skal understreges, det er de nationale parlamenter, som bestemmer det enkelte lands finanslov. Kommissionen anser de foreslåede forbedringer for nødvendige for at genvinde tillid internt mellem eurolandene og i relation til markederne.
Endelig fremlægger Kommissionen ideer til indførelse af fælles stabilitetsobligationer i eurolandene, ideer som åbenbart er upassende. Ideerne bygger på at der via sådanne obligationer kan skabes både et større og mere stabilt europæisk obligationsmarked og for to af modellerne vil de kunne medføre en klart billigere finansiering på markederne for eurolande, som i dag har vanskeligheder og dermed kan sådanne obligationer bidrage til at dæmpe gældskrisen. Men de har selvfølgelig også tilknyttede problemer. De mindsker presset på landene til at gennemføre reformer. Og to af modellerne kræver traktatændringer og yderligere finanspolitisk samordning. Kommissionen vil i januar næste år efter afslutning af en høring tage stilling til om og i givet hvilke forslag den skal stille. Forslagene vil kunne fungere som en tre trins raket. Man kan altså starte med det samme. Med forslagene, som er omtalt i 2009, har Kommissionen taget hul på debatten om muligheden for i euro zonen at få en fælles finansiering af statsgæld, og som af mange anses for en central del af løsningen på krisen.
I Kommissionens optik skal vi løse krisen og møde udfordringerne sammen. Hver for sig synker vi, hvilket vil efterlade Europa med stor risiko for at blive irrelevant i det fremtidige økonomiske og politiske kapløb. Det bliver et langt sejt træk at komme ud af krisen. Der er ingen nemme løsninger. Alle skal gøre deres hjemmearbejde og forklare befolkninger og markeder, hvorfor beslutningerne er nødvendige. Befolkningerne og markederne skal i højere grad kunne stole på, at aftaler i EU overholdes og gennemføres. Vi skal gøre det sammen, inden for EU, ellers lykkes det ikke. Eurolandene har et særligt ansvar og må have særlige regler, men det skal være fælles regler inden for Traktaten, og vi skal huske, at kun DK og UK har egentlige formelle opt-outs fra euroen, resten af landene måske med en politisk undtagelse for Sverige skal, når de opfylder betingelserne være medlemmer af euroen. Alles øjne er rettet på Europa og dets politikere. Det er nu, der skal handles.
af Jan Høst Schmidt
Jan Høst Schmidt er chef for Europa-Kommissionens repræsentation i København. Fra 1995 til 2007 var han centralt placeret i Kommissionens generaldirektorat for økonomiske og finansielle anliggender (GD ECFIN), hvor han som direktør for strukturreformer og Lissabon-strategien samt økonomisk analyse stod for overvågning af strukturreformerne på arbejds- og produktmarkederne og ydede et væsentligt bidrag til Kommissionens strategi for vækst og beskæftigelse. Han har desuden siddet i andre ledende stillinger i DG ECFIN, bl.a. fra 2006-2008 som medlem af Kommissionens udvalg for horisontal konsekvensanalyse, hvor alle Kommissionens forslag gennemgås for at sikre, at de er konsekvente og af høj kvalitet. Inden han kom til Kommissionen, var Jan Høst Schmidt særlig rådgiver i det danske finansministerium, og en del af karrieren har han tilbragt på den danske ambassade i Paris. Han er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet.
.
