Regeringen slipper for europæisk tv-forhør

Ballade i Europa-Parlamentet mod det danske EU-formandskab er aflyst, efter at den nye regering vil stoppe opførelsen af grænsebommene. Samtidig er efteråret 2012 et godt bud på en folkeafstemning om forsvars-og retsforbeholdene. 

Af Peter Mose

Lidt spøgefuldt kan man sige, at der nok er en og anden EU-parlamentariker, der i sit stille sind ærgrer sig over ikke at kunne grille den nye danske regering, efter at den har sat en stopper for det gamle VKO-flertals planer om at opføre de omstridte toldanlæg ved grænsen.

Eksempelvis må den farverige tyske politiker Daniel Cohn-Bendit fra De Grønne nu finde ny ammunition, når det danske EU-formandskab efter årsskiftet for første gang møder parlamentet. Der var ellers lagt i kakkelovnen til den helt store konfrontation.

Tilfredshed med regeringsgrundlaget i Bruxelles...

Jens Rohde, medlem af EU-parlamentet for Venstre, mener, at S-R-SF-regeringen tværtimod vil høste ros i parlamentet, efter at den i sit netop offentliggjorte regeringsgrundlag har slået fast, at regeringen vil føre toldkontrol efter de fælles regler inden for Schengen-samarbejdet. Og at den forrige regerings aftale med Dansk Folkeparti fra maj 2011 ikke længere står ved magt, når det gælder toldkontrollen.

”Jeg tror desværre, at mine partifæller i den danske regering nok lidt underkendte, hvilken reaktion der ville komme. At der lå megen symbolpolitik i det med de fysiske rammer.  Nu er den sag lagt død, og det vil lette det danske EU-formandskab. Der ville have været masser af larm i parlamentet til ære for tv-seerne”, lyder det fra Jens Rohde.

Han vurderer, at de voldsomme reaktioner fra andre EU-lande – ikke mindst Tyskland – er blevet forstærket, fordi EU i forvejen er i krise. Som han siger: ”Hjemme i Danmark har man paradoksalt nok den opfattelse, at EU bliver stærkere og stærkere, og at EU blot er en rigid vagthund. I virkeligheden er der tale om et EU, der er rystet i sine grundvolde. Derfor har sagen om grænsebommene skabt ekstra genlyd i Europa”.

Ekspert: skinger debat
Peter Nedergaard, professor på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, mener, at den udenlandske kritik af Danmark indimellem har været lovligt skinger, da der blot var tale om at intensivere den danske toldkontrol.  Og at det for et dansk EU-formandskab ikke ville have fået den store betydning, hvis man havde holdt fast i at opføre toldanlæggene.

”Jeg ved godt, at nogen har troet, at det ville have ødelagt den danske formands-afvikling, men det er for langt ude. Nok ville der være kommet kritiske spørgsmål i EU-parlamentet. Men parlamentet er optaget af substans. Så det vil snarere kigge på, hvilke initiativer et formandskab vil tage, hvilke direktivforslag man vil fremme og hvorfor. Det hele er endt i symbolpolitik – både for dem, der ville opføre kontrolanlæggene, og dem, der har kritiseret det”, siger han.

Hans professor-kollega på instituttet, Marlene Wind, peger på, at det ikke alene har handlet om symbolpolitik, men at den danske regering også var for enerådig sammen med Dansk Folkeparti.  Det har provokeret EU-partnerne, at regeringen undlod at konsultere EU-systemet, inden man syede et politisk kludetæppe sammen, hvor også en reform af efterlønnen indgik, mener den danske EU-ekspert.

”Der blev taget nogle beslutninger i Finansministeriet og Skatteministeriet, hvor end ikke det danske udenrigsministerium blev informeret. Det er Udenrigsministeriets opgave at stå for Danmarks eksterne relationer. Jeg vil ikke kalde det arrogance, snarere mangel på viden om, hvordan EU fungerer, når man agerer sådan. Så de skarpe reaktioner har også handlet om, at EU har frygtet en domino-effekt: At et land, der ikke kan lide reglerne, bare går ud og bryder dem i stedet for at overholde de demokratiske spilleregler. Vi ville selv stejle, hvis andre EU-lande gjorde det”, siger Marlene Wind.

Regeringens buffetløsning
Ligesom den forrige regering lægger statsminister Helle-Thorning-Schmidt op til, at danskerne skal til folkeafstemning om EU-forbeholdene inden for regeringens valgperiode. Ifølge regeringsgrundlaget – regeringens overordnede handlingsprogram – er S, R og SF enige om at afskaffe forsvarsforbeholdet og ændre retsforbeholdet. Det første skal fjernes helt, mens der på det retlige område lægges op til en buffetløsning – et slags tag-selv-bord. Det vil sige, at et dansk folketingsflertal selv kan beslutte, hvor langt og dybt man vil integreres på de enkelte områder. Hvis danskerne stemmer ja, vil Danmark få en ordning som Storbritannien. 

Med en sådan løsning vil den danske regering for eksempel kunne bevare 24 års-reglen for familiesammenføringer, også selvom EU skulle indføre en 21-års-regel, nævner Marlene Wind. Hun minder om, at der i øjeblikket ligger næsten 170 EU-lovforslag i pipelinen på det retlige område, og at et af dem er en EU-harmonisering baseret på en 21-årsregel. 

Det store spørgsmål er, om den nye regering vil kaste sig ud i, hvad den forrige regering også lovede – at afholde folkeafstemningen – og hvornår det i givet fald vil ske.  Et godt bud kunne være efteråret 2012, altså lige efter at det danske EU-formandskab er slut.

”Det vil være et klogt tidspunkt”, vurderer Marlene Wind. ”Forhåbentlig er formandskabet gået godt og Europa stadig på dagsordenen hos befolkningen. Samtidig vil det ligge i begyndelsen af regeringsperioden. Det vil sige, at hvis det skulle gå galt og blive et nej, så vil det ikke fælde regeringen, som det i realiteten skete for Nyrup på grund af nejet til EUROen i 2000. Resultatet af folkeafstemninger kan man aldrig forudse, når først Dansk Folkeparti og de andre modstandere mobiliserer deres kampagner”.

Der kan være flere forklaringer på, at den borgerlige regering endte med aldrig at tage initiativ til en folkeafstemning. En af dem var hensynet til Dansk Folkeparti, men Marlene Wind mener heller ikke, at Anders Fogh Rasmussen og siden Lars Løkke Rasmussen selv brændte nok for sagen.

”Hvis man vil afskaffe et forbehold, er regel nummer et, at man selv skal udvise en – i det mindste – minimal begejstring for at gøre det. Den begejstring materialiserede sig aldrig, hverken under Fogh eller Løkke. Det virkede, som om det interesserede dem meget lidt – udover bindingen til DF”.

Den indre Uffe
Peter Nedergaard supplerer med en anden forklaring på, at VK-regeringen holdt sig tilbage: ”Vi ville have fået afstemningen, hvis ikke EURO-krisen havde ramt os. Det – at hele EU-fundamentet begyndte at vakle – gjorde, at man sagde, at tiden ikke var inde til en afstemning. Jeg tror, at vi ville have fået en afstemning om i hvert fald forsvars-og retsforbeholdet, hvis ikke krisen var kommet”.

Jens Rohde erkender, at der blandt liberale politikere mangler en ”indre Uffe”, som han udtrykker det.  Uffe Ellemann-Jensen var større tilhænger af et integreret Europa end afløserne på Venstres formandspost.  Når man som VK-regeringen har siddet på magten i et årti, kan man nemt forfalde til at mene, at EU blot er en besværlig størrelse, fordi der hele tiden kommer EU-regler, der skal implementeres, forklarer Rohde, der selv har ændret holdning og er sprunget ud som europæer. Han mener, at der i dag mere end nogensinde er brug for mere EU. Det betyder, at danskerne også bør gå til en afstemning om EUROen, hvad den nye regering ellers ikke lægger op til.

”Helle og Villy gør regning uden vært. Hvis man ikke gør hele afstemningen til et overordnet spørgsmål om europæisk solidaritet – ansvaret for det fælles – så bliver man alligevel ramt af skræmmekampagnerne fra Dansk Folkeparti om, at vi bliver eet stort asylcenter for nordafrikanere. Det bliver bare op ad bakke, hvor det alt for let bliver en diskussion om nogle retsforbehold, som modstanderne vil køre benhårdt på”, lyder advarslen fra EU-parlamentarikeren.

De Radikale er kendt for deres EU-venlige linje, men har bøjet sig for deres regeringspartnere. R ville gerne have fjernet retsforholdet helt, men det er ikke kommet med i regeringsgrundlaget og dermed den fælles musketéred. Nu er det – som nævnt – endt i et kompromisforslag om en tilvalgsmodel, hvor Danmark selv kan vælge, hvilke dele af retssamarbejdet vi vil deltage i. 

Lettere på de indre linjer har det været at sende forsvarsforbeholdet på pension. Det vil falde i tråd med Danmarks i forvejen aktivistiske politik, når det gælder fred og sikkerhed i verdens brændpunkter. De fleste kan i dag se paradokset i, at Danmark godt kan deltage i skarpe NATO-ledede aktioner, men må sige nej tak, når ledelsen overdrages til EU, der gerne tager sig af den lidt mere bløde sikkerhedspolitik.

En global helgardering
SF og S har under regeringsforhandlingerne med R måttet opgive deres plan om at beskatte den danske banksektor med et milliardbeløb. Det havde de ellers lovet deres vælgere. Til gengæld er der i regeringsgrundlaget kommet et forslag om en verdensomspændende Tobin-skat med. Eller som regeringen selv formulerer det: ”Regeringen vil gå forrest i EU i kampen for indførelse af en global skat på finansielle transaktioner”.  

Begge professorer fra Københavns Universitet vurderer, at det er et relativt gratis løfte til vælgerne. Peter Nedergaard siger det på den måde: ”En global skat er fuldstændig utænkelig, ja, selv i EU er det på nærmeste utænkeligt, for Storbritannien med dets store finanscentrum i London vil nedlægge veto”. 

Nedergaard minder om, at skattepolitikken er et af de EU-områder, der kræver enstemmighed og at alle lande dermed skal bakke op om vedtagelsen.  

Marlene Winds analyse er lige så nøgtern: ”Det er free lunch for regeringen med sådan en udmelding, men så kan S og SF sige til deres vælgere – der måske er skuffede over, at løfterne ikke om bank- og millionærskatten holdt –  at regeringen kører hårdt på internationalt. For det første er det uden for regeringens hænder, om det overhovedet bliver til noget. Og hvis man oven i købet taler om globale regler, så har man sin ryg fri. Selvfølgelig er der også fornuft i det. Det ville måske have været lidt komisk blot at beskatte banksektoren lokalt, det vil sige alene i Danmark. Så hellere gøre det på EU- eller globalt plan, selvom især det sidste ikke har en chance og dermed kan betegnes som ”en helgardering””. 

Peter Mose er journalist, kommunikationsrådgiver og forfatter. Han er indehaver af Mose Kommunikation.