De ømfindtlige grænser

EU-borgernes ret til at rejse frit over grænser og til at bosætte sig og arbejde i et andet EU-land er en af de centrale kerneværdier i fællesskabet – og dertil en af de mest populære og økonomisk fordelagtige.

Men øget pres på EU’s ydre grænser fra flygtninge og migranter sætter i stigende grad også de nationale grænser under pres – og dermed konceptet om fri bevægelighed.

Schengen-samarbejdet – der nu omfatter 22 EU-lande plus Norge, Island og Schweiz – er blevet en politisk kampplads og er ikke længere blot et ”teknisk” spørgsmål. Det har vi set to eksempler på i den seneste uges tid: det hollandsk-finske veto mod at lukke Rumænien og Bulgarien ind i Schengen og den politiske reaktion på Europa-Kommissionens forslag fra sidste uge om et fælles regelsæt for, hvornår og under hvilke omstændigheder et medlemsland midlertidigt kan genindføre grænsekontrollen.

På det formelle plan er sagen klar. Rumænien og Bulgarien har opfyldt alle de tekniske krav, der skal være i orden, før man kan indtræde i Schengen

Rumænien og Bulgarien først: På det formelle plan er sagen klar. Rumænien og Bulgarien, der begge blev medlemmer af EU i 2007, har opfyldt alle de tekniske krav, der skal være i orden, før man kan indtræde i Schengen. Det har de Europa-Kommissionens ord for, og de to landes indtræden er da også blevet godkendt i Europa-Parlamentet.

Det er bare ikke nok; hver enkelt af de eksisterende medlemslande skal også godkende de to nye medlemmer. Og på et møde torsdag blandt EU’s indenrigsministre gik Finland og Holland imod. Den finske indenrigsminister, Paivi Rasanen, gav følgende enkle begrundelse: ”Det er ikke nok at tilslutte sig regler, man må også følge dem”. Og selv om det strengt taget nok er meget forlangt, at Rumænien og Bulgarien skal følge regler, de endnu ikke er omfattet af, står rationalet bag den  finsk-hollandske blokering krystalklar: Man har ikke tillid til, at de bulgarske og rumænske myndigheder vil være i stand til at bevogte EU’s ydre grænse – især ikke i en region, Balkan, der i forvejen er en af de mest ”trafikerede” af flygtninge- og migrantstrømme fra Tyrkiet og Mellemøsten.

End ikke et tysk-fransk kompromisforslag om, at barriererne ved det to landes havne og lufthavne skulle hæves først, mens restriktionerne for rejse over land blev bevaret lidt endnu, kunne formilde hollænderne og finnerne.

Spørgsmålet vil nu blive et punkt på EU-topmødet den 17-18. oktober, men bliver formentlig ikke løst her. Den hollandske og finske regering har ladet forstå, at de først vil se en rapport om de to landes fremskridt i kampen mod organiseret kriminalitet, før de vil genoverveje spørgsmålet. Rapporten ventes til februar næste år.

Den polske indenrigsminister Jerzy Miller rammer nok plet, når han i en kommentar siger, at det er ”den gensidige tillid” mellem EU-landene, der er på retur. Det er med Schengen som med euroen: For at få del i det fælles gode, som den fri bevægelse er, må man holde ordentligt hus derhjemme.

Det er muligt, at Rumænien og Bulgarien opfylder alle de tekniske standarder, der skal til for at indtræde i Schengen. Men når det står så ringe til med retshåndhævelsen og bekæmpelsen af kriminalitet i de to lande, som talrige EU-undersøgelser har påvist, er det forståeligt, at der i det øvrige Europa også er skepsis over for, om rumænerne og bulgarerne kan administrere grænsekontrollen i et i forvejen belastet hjørne af Europa. Dertil kommer, at adgang til Schengen er det eneste pressionsmiddel, EU har tilbage for at få de to landes regeringer til at implementere de nødvendige reformer af retsvæsenet.

Det hjælper ikke bulgarernes og rumænernes sag, at EU i forvejen har særdeles dårlige erfaringer med et andet medlemsland i samme region: Grækenland. Lige som det er tilfældet med euroen, har grækerne ikke formået at holde orden i eget hus, hvad angår grænsekontrollen, og har været det svage led i EU’s Schengen-system i alle de ti år, de har været medlem.

Af de skønnede 104.000 migranter, der rejste illegalt ind i EU sidste år, er de 88.000 kommet via Grækenland  – enten over den græsk-tyrkiske grænse eller via de græske øer. Og det er sket på trods af, at EU’s særlige grænseagentur, Frontex, har sendt talrige missioner til de græske grænser og på trods af, at der i EU’s budget frem til 2013 er afsat 350 millioner euro til at styrke kontrollen ved de græske grænser. Athen har flere gange lovet forbedringer, men i en tid, hvor regeringen må indføre drastiske nedskæringer på statsbudgettet, er det nok ikke grænsekontrollen, der får mest opmærksomhed.

Det er da også først og fremmest erfaringerne med grækerne, der ligger bag det forslag til en centralisering af grænsekontrollen, som EU-kommissær Cecilia Malmström fremlagde i sidste uge.

Forslaget har tre hovedelementer:

-          Det enkelte medlemsland kan genindføre grænsekontrol i op til fem dage i undtagelsessituationer, som f.eks. terrorangreb.  Hvis grænsekontrollen skal opretholdes i mere end fem dage, kræver det godkendelse af Europa-Kommissionen og et flertal af medlemslandene. (Under det nuværende system kan et medlemsland selv bestemme, om man vil indføre grænsekontrol i en periode på op til 30 dage).

-          I forudsigelige tilfælde, som f.eks. ved større idrætsarrangementer, skal Kommissionen og et flertal af medlemslande forud godkende et ønske om grænsekontrol.

-          Det skal være muligt for medlemslandene at genindføre grænsekontrollen for borgere fra andre medlemslande, hvis disse ”vedvarende” svigter de opgaver med at kontrollere den ydre grænse, som de har forpligtet sig til.

Mens det sidste forslag så åbenlyst sigter til Grækenland, skal det første forslag forebygge en situation som den, der opstod i april, da Frankrig unilateralt genindførte grænsekontrollen for rejsende fra Italien, fordi Italien netop på det tidspunkt var transitland for ca. 30.000 nordafrikanere, der flygtede fra oprør i Tunesien og Libyen.

Ømfindtlig grænse

Ved sin fremlæggelse af forslaget nævnte kommissær Malmström også, at man med de nye regler ”forhåbentlig vil kunne undgå, at en situation som den i Danmark overhovedet kan opstå igen.” Derved var hun selv skyld i, at denne misforståelse opstod. For i det danske tilfælde var der netop ikke tale om at genindføre skærpet grænsekontrol, men derimod om en skærpet, punktvis toldkontrol. Det er en sag, der vedrører EU’s regler for det indre marked – ikke Schengen.

Det ser ud til, at Kommissionens forslag får en svær gang på jorden i den videre proces. Tre toneangivende lande – Tyskland, Frankrig og Spanien – har allerede meldt ud, at de ikke vil give Kommissionen øget kompetence, hvad angår grænsekontrollen. ”Beslutningen om at genindføre midlertidig kontrol ved de indre grænser er baseret på en nøje vurdering af den nationale sikkerhedssituation, en vurdering, der bedst kan udføres af medlemsstatens selv,” som det hedder i en fælles erklæring fra de tre landes indenrigsministre.

Også Danmark er  imod  – og det gælder både den afgående regering Løkke Rasmussen og den ventede, nye regering under Thorning-Schmidt. Der er den lille tvist ved Kommissionens forslag, at det ikke automatisk kommer til at gælde Danmark på grund af vores retsforbehold, medmindre vi selv frivilligt tilslutter os det. Eller ophæver retsforbeholdet.

Før Europa-Kommissionens forslag afskrives helt, skal man huske på, at det var EU’s stats- og regeringschefer selv, der på et topmøde i maj bad Kommissionen udarbejde nogle mere præcise regler for, hvornår og hvor længe et land kan genindføre grænsekontrollen – med både den fransk-italienske strid og det græske eksempel i baghovedet. Så formentlig går det, som det plejer: Kommissionen lægger hårdt ud, og forslaget bliver blødt op undervejs i den lange proces mod vedtagelse.

Af Ole Nyeng 

Fotos © Thinkstockphotos & Dreamstime.com

Ole Nyeng er udlandsredaktør på Weekendavisen. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og har tidligere bl.a. været på Ritzaus Bureaus udlandsredaktion og udlandsredaktør på Dagbladet Information. Ole Nyeng har sammen med Karsten Fledelius skrevet “Det eksplosive Balkan”, Alinea, 1997.