En stor mand fra et lille land

Det er en af efterkrigstidens mest markante danske diplomater, som lørdag døde af kræft. Gunnar Riberholdt blev 77 år.

I 45 år var Gunnar Riberholdt aktiv i udenrigstjenesten. 

Han havde sit virke gennem årtier, hvor store dele af den danske befolkning ikke havde megen tro på, at et lille land som Danmark kunne opnå stor indflydelse på europæisk og international politik.

Folk som fik muligheden for at se EU-ambassadøren og NATO-ambassadøren Gunnar Riberholdt i aktion vidste bedre. Han var bevis på, at indflydelse ikke automatisk følger et lands størrelse.  

Gunnar Riberholdt var alt andet end en klassisk diplomat. 

Gunnar Riberholdt

Dels var den ligefremme og klart-talende Riberholdt langt fra altid diplomatisk når han tog ordet – og det gjorde han gerne. Og så var han ikke synderligt interesseret i den klassiske diplomatgerning som handler om det bilaterale forhold mellem to lande.

Gunnar Riberholdt var multilateralist. Han elskede at deltage i multilaterale forhandlinger om komplekse emner. Og det var her, juristen Gunnar Riberholdt, med sine analytiske evner og med sit klare sprog igen og igen viste, at et lille land som Danmark kan opnå en indflydelse som er langt større end landets størrelse egentlig berettiger til.

Det var om noget Danmarks europæiske engagement – og manglen på samme – som optog Gunnar Riberholdt.

Som ung diplomat i Paris holdt han regelmæssig kontakt med Jean Monnet. Gunnar Riberholdt deltog i forhandlingerne om Danmarks EF-medlemskab. Og hele to perioder var han Danmarks faste repræsentant ved EF i Bruxelles. 

I dag ville man være fristet til at skrive repræsentant ved EU. Men det hed faktisk EF, da Riberholdt var ambassadør og han ville selv være den første til at påpege fejlen og udbryde: ”præcisionsgraden”.

Gunnar Riberholdt blev i 1991 Danmarks chef-forhandler ved regeringskonferencen om EF´s politiske union. Den traktat skulle blive det største skridt mod europæisk integration siden Romtraktaten som etablerede EF i 1957.

Forhandlingerne om det som blev Maastricht-traktaten begyndte i kølvandet på Berlinmurens fald. På blot 12 måneder enedes de daværende 12 EF-lande om at afskaffe deres nationale valutaer for at erstatte dem med en fælles europæisk mønt. De blev enige om at etablere en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og indledte et samarbejde om retlige og indre anliggender.

Gunnar Riberholdt havde blik for det historiske i projektet. For eksempel for det forhold, at Tyskland var parat til at etablere en europæisk centralbank, hvor chefen for den tyske forbundsbank ville have en stemme – det samme ville chefen for den luxembourgske centralbank. En historisk afgivelse af suverænitet fra tysk side, som havde opbakning i stort set hele den tyske Bundestag.

I et sådant perspektiv var det nogle gange svært for Gunnar Riberholdt at være dansk forhandler og få besked fra hovedstaden om, at Danmark både ville have en protokol, som holdt Danmark udenfor den fælles mønt og derudover ønskede flertallet på Christiansborg, at den danske chef-forhandler skulle ordne en protokol som forhindrede udlændinge i at købe danske sommerhuse.

Men trods sin personlige modstand mod enhver form for dansk udenforskab, så fik den professionelle diplomat Riberholdt forhandlet protokollerne så effektivt, at det i dag stadig er umuligt for udlændinge at købe et sommerhus på den danske vestkyst. En protokol som diplomaten håndværksmæssigt kan være stolt over – men hvis indhold han aldrig brød sig om.

For Gunnar Riberholdt var det ikke let at acceptere, at mange danskere har svært ved at se fordelen ved fuld dansk deltagelse i det europæiske samarbejde. Riberholdt så aldrig en risiko for, at Danmark ville miste suverænitet og indflydelse. Han så i stedet mulighed for, at Danmark kunne øge sin indflydelse, når magten over bestemte politikområder blev flyttet fra bilaterale fora til multilaterale, hvor Danmark sidder med ved bordet.

Og hver gang danskerne var optaget af formel dansk suverænitet, så havde Gunnar Riberholdt i stedet blikket stift rettet mod den realpolitiske indflydelse Danmark kunne vinde ved at afgive formel suverænitet.

Med udnævnelse til NATO-ambassdør blev Gunnar Riberholdts multilaterale evner sat på nye prøver. Nu skulle han agere i en organisation, hvor enstemmighed og enighed er et helligt mantra. En opgave som Riberholdt til en begyndelse var en anelse skeptisk overfor. Men til hans store glæde viste det sig, at NATO var parat til at påtage sig nye opgaver og det var med Riberholdt som NATO-ambassdør, at den Nordatlantiske alliance indledte sine historiske bombardementer for at stoppe serbiske overgreb i Kosovo.

Gunnar Riberholdt var ikke kun en central og indflydelsesrig diplomat for Danmark. Han var også en fantastisk læremester for dem, der fik mulighed for at lære manden nærmere at kende.

Gunnar Riberholdt kunne om nogen gøre komplicerede problemstillinger lysende klare – og det skete ofte med brug af en enkelt læresætning eller et rammende spørgsmål.

Som for eksempel konstateringen af, at man aldrig skal stille et spørgsmål, hvis man ikke ønsker at høre svaret.

Måske banalt. Men ikke desto mindre en besked som et utal af embedsmænd på Asiatisk Plads er blevet mødt med, når de bad den danske EF-ambassadør stille et spørgsmål til Kommissionen eller på et møde i Coreper.

”Ved du, hvad de vil svare?” Og kunne København ikke redegøre før det – ja så nægtede ambassadør Riberholdt at stille spørgsmålet. For man kan ikke risikere at få afgivet et forkert svar inde i mødelokalet.

Riberholdt havde mange læresætninger. Han havde for eksempel sin egen helt præcise teori om, hvilket typer af spørgsmål som kunne overlades til EU´s stats- og regeringschefer og hvilke, der var bedst tjent med at blive håndteret af embedsmænd. Og for den der var villig til at lytte og lære var Riberholdt en guldgrube af guldkorn.

Privat var Gunnar Riberholdt en levemand som passede perfekt ind i de fransk-talende omgivelser han befandt sig i under store dele af sit liv. Altid gæstfri, altid underholdende – aldrig tilbageholdende.

Han oplevede stor sorg da hans kone Malin Lindgren døde i 2006. Men genfandt glæden sammen med ungdomskærligheden Lene.

Gunnar Riberholdt døde lørdag. Men resultaterne af hans virke vil leve videre mange år endnu.

Bisættelsen finder sted fra Jægersborg Kirke fredag den 30. september kl 13.

af Ole Ryborg

Ole Ryborg er DR’s EU-korrespondent. Han begyndte som EU-journalist i Bruxelles i 1988. Gennem to årtier har han dækket mere end 75 EU-topmøder. Han har fulgt Europa-Parlamentet tæt og tilbragt mere end to år af sit liv på hotel-værelser i Strasbourg. Ole Ryborg har fulgt forhandlingerne om de seneste fire europæiske traktater fra Maastricht, Amsterdam, Nice og Lissabon og dækket EU-folkeafstemninger i både Danmark, Frankrig, Holland og Irland. Han har rapporteret om EU’s udvidelse fra 12 medlemslande til dagens 27 og har under årene i Bruxelles arbejdet for Mandag Morgen, Weekendavisen, Information og Det Fri Aktuelt.