EU – den usynlige spiller i valgkampen

september 12th, 2011 § En kommentar

Det var lige ved at ske i mandags.

”EU vil have vetoret i sager om grænsekontrol” lød historien i de danske medier, der stammede fra den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung.

Og historien havde potentiale til at blive sprængfarlig, for der blev både sagt ”afgivelse af suverænitet” og ”EU vil tiltvinge sig magt”, hvilket fik Dansk Folkepartis næstformand Peter Skaarup til at erklære, at nu skulle den danske EU-politik ind i valgkampen.

EU - valgkampens lyserøde elefant?

”Vi har hele tiden gerne villet tale EU, men dette aktualiserer behovet. Det er vigtigt, at vi får talt om, hvad der er op og ned i den danske EU-politik,” sagde Peter Skaarup til politiken.dk.

Det var der imidlertid ikke ret mange andre, der syntes.

”Der var egentlig potentiale til en ”varm kartoffel”, men læg mærke til, hvordan alle andre partier – endda også de Radikale, som jo godt kunne være for – hurtigt var ude og sige, at de syntes, det var en dårlig idé. Fordi der ikke var nogen konflikt omkring det, blev den lynhurtigt lagt død,” siger Rune Stubager, valgforsker og lektor på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

Og siden grænsehistorien fik dødsstødet mandag eftermiddag*, har EU ikke for alvor været på dagsordenen i valgkampen.

Man kunne ellers godt argumentere for, at det var et emne, der burde have en plads i en dansk valgkamp. Og måske endda særligt i denne valgkamp. Langt størstedelen af vores lovgivning kommer jo som bekendt fra Bruxelles. Økonomi, vækst og velfærd, som er det hotteste emne i valgkampen er i høj grad også europæiske problemer og udfordringer, som et samlet EU skal forholde sig til.

Samtidig står vi overfor et kommende dansk formandskab fra januar, hvor en ny regering har mulighed for at sætte et dansk fingeraftryk på EU’s retning.

Men det er simpelthen ikke i partiernes interesse, at tage emnet op. I hvert fald ikke i de store partiers interesse, siger valgforskerne.

”Særligt Socialdemokratiet har altid haft det problem, at deres vælgere er splittede i holdningen til EU. Der er blevet flere EU-positive socialdemokrater over årene, men der er stadig en stor del, der er skeptiske. På den borgerlige side, er der knap så mange skeptikere, men de er der, og de bliver flere og flere. Så hvis de store partier begynder, at tage EU op som emne, så risikerer de at skubbe vælgere fra sig,” siger Rune Stubager, der peger på, at det særligt er et problem for Socialdemokratiet, fordi deres vælgere let risikerer at sætte kryds ved Dansk Folkeparti i stedet for, og dermed kan forskubbe blokbalancen.

Rune Stubagers kollega, Christoffer Green-Pedersen, der er professor på Aarhus Universitet og som forsker i, hvordan den politiske dagsorden fastsættes i samspil mellem partier, vælgere og medier, er enig.

”De store partier er ikke interesserede i at diskutere de her spørgsmål, og det er dem, og deres indbyrdes konkurrence, der styrer folketingsvalget. De partier, der kunne have glæde af det, det vil sige fløjpartierne: Enhedslisten og DF, sætter ikke dagsordenen,” siger Christoffer Green-Pedersen.

Og når det er valg, er det heller ikke journalisterne. Så den manglende EU-debat skyldes altså ikke, at medierne ikke finder bid i EU.

”Hvis en journalist vil have en historie frem, så er han afhængig af, at man kan få politikerne og regeringen til at komme ud med nogle væsentlige synspunkter, og det er svært, når det gælder EU. Man kan godt tage en historie op én dag, men hvis ikke man kan få sparket den ind i valgkampen, så er den væk igen. Journalisterne er afhængige af, at politikerne vil lege med.”

Christoffer Green-Pedersen mener, at der er i princippet er god overensstemmelse mellem valgets emner og de ting, der kører på EU’s dagsorden, for eksempel udlændingespørgsmål og økonomi, men det er simpelthen for ukontrollabelt for politikerne, hvad der kommer til at ske, hvis emnerne tages op.

”EU kan diskuteres på 114 forskellige måder, og det kan lynhurtigt komme til at handle om selvbestemmelse og suverænitet. Det vil de store partier meget gerne være fri for,” siger Christoffer Green-Pedersen.

"Sandheden er jo, at det er alfa og omega, at vi har et europæisk system, og så er vi også nogle gange nødt til at stå på mål for, hvorfor det er nødvendigt at være med..."

Samtidig er der dansk tradition for at parkere EU-spørgsmål ved folkeafstemninger. Derfor er der heller ikke mange vælgere, der synes, at det ikke er mærkeligt, at EU ikke diskuteres. Det er vi simpelthen ikke vant til, påpeger Rune Stubager.

Hos de store partiers EU-ordførere er man ikke helt enig i, at den manglende EU-debat i valgkampen skyldes frygten for vælgerne.

”I hvert fald for vores vedkommende ligger vores linje meget godt overens med, hvad vores vælgerkorps mener. Jeg tror mere det handler om, at der ikke rigtigt er den store kant i EU-spørgsmål. Der er ikke den store forskel på, hvad vi som partier mener, når det gælder de overordnede linjer,” siger Flemming Møller, EU-ordfører for Venstre.

Han mener, at det danske formandskab er for diffust at profilere sig på. De ting, der bestemmes under et formandskab, skal vedtages som kompromiser mellem 27 lande, så det er svært at love noget specifikt.

”Man kan let komme til at skuffe, når man ikke får nær så stor indflydelse, som folk kunne forvente. Så et formandskab er ikke særligt velegnet til de store programerklæringer. Vi skal også passe på at melde ting ud, der bliver til historier internationalt. Det er ikke i Danmarks interesse at føre en ideologisk kamp i EU under et formandskab, hvor der skal skabes flest mulige resultater,” siger Flemming Møller og peger på, at formandskabet i foråret ikke bliver nær så stort og spektakulært som sidste gang, hvor udvidelsen skulle forhandles på plads.

”Det her kommer til at handle om EU’s finansielle ramme, støttepolitik og finanspolitik. Det er nogle klumper, der fylder en masse, og det er noget, der skal skabes konsensus omkring, så der er ikke plads til de store ideologiske armbevægelser,” siger Flemming Møller.

Hos Socialdemokratiet mener den nyslåede EU-ordfører, Benny Engelbrecht, at en del af forklaringen på den manglende inddragelse af EU i valgkampen skyldes, at nære emner, som for eksempel fødevarer og miljø, der kan bruges til at konkretisere EU for vælgerne, ikke rangerer højt på dagsordenen.

”Der er nogle andre perspektiver, der er vigtige. I en valgkamp er man på et lidt højere niveau, og det er tit svært at konkretisere. Men jeg mener generelt, at vi skal være bedre til at snakke om, hvordan det europæiske har en indflydelse på danskernes hverdag. Både når der er valg, og når der ikke er. Problemet er, at det ofte kommer til at handle om EU, når der er noget dårligt, og så ryger man direkte tilbage i gamle fordomme om krumme agurker og den slags eksempler på, at ”åh hvor er EU åndssvage”. Men sandheden er jo, at det er alfa og omega, at vi har et europæisk system, og så er vi også nogle gange nødt til at stå på mål for, hvorfor det er nødvendigt at være med,” mener Benny Engelbrecht.

Af Louise Wendt Jensen

* blandt andet fordi de ændringer af Schengen som Kommissionen foreslår ikke umiddelbart har noget med den danske toldkontrol at gøre – red.)

Fotos © Deanpictures | Dreamstime.com & Thinkstockphotos.com

Louise Wendt Jensen er en erfaren EU-journalist som har skrevet for så forskellige medier som Ritzau, Alt For Damerne, Børsen og Kristeligt Dagblad. Senest har hun været journalist på TV2s udlandsredaktion og Information og i dag arbejder hun freelance for en række fremtrædende medier og organisationer.

Tagged: , ,

§ One Response to EU – den usynlige spiller i valgkampen

  • Erik J. M. Pedersen siger:

    16. 09. 2011

    Så er Folketingsvalget overstået, og det var ikke meget vi i valgdebatten hørte om Europapolitik og forsvarspolitik. Nu venter det danske EU-formandskab forude i et halvt år fra 01. 01. 2012.

    Det giver mig anledning til at opfordre den kommende regering til at udpege en Europaminister. Det havde vi under det danske formandskab i anden halvdel af 2002, hvor den store udvidelse af EU gik i orden. Men vi havde kun Europaministeren under formandskabet.

    Med de vigtige beslutninger, der skal træffes i EU, og med det enorme oplysningsarbejde, der skal til i Danmark i forbindelse med afskaffelsen af de danske EU-undtagelser (forbehold), bør Danmark have en permanent Europaminister.

    Venligst

    Erik J. M. Pedersen
    Formand, Politisk Udvalg
    Den Danske Europabevægelse

Skriv et svar

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Skift )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Skift )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Skift )

Connecting to %s

What’s this?

You are currently reading EU – den usynlige spiller i valgkampen at Europa 3.0.

meta

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Join 57 other followers