Det kan ende som en fordel for den danske regering og dens – i øvrigt velbegrundede – rabatkrav, at EU’s budget næppe bliver vedtaget under det danske EU-formandskab, men formentlig først under det cypriotiske.
- “Nu kan den danske regering i stedet give den fuld gas under budget-slutspurten…”
Sådan lyder vurderingen fra Peter Nedergaard, professor i statskundskab på Københavns Universitet. Han minder om, at et formandsland pr. tradition skal være tilbageholdende med at fremture med nationale krav og i stedet hæve sig over egeninteresserne og finde kompromiserne. Nu kan den danske regering i stedet give sine krav fuld gas under budget-slutspurten på Cypern i anden halvdel af 2012, forudser han.
Det var længe en forventning, at budgetplanen for 2014-2020 måske allerede kunne vedtages under dansk ledelse i foråret 2012. Men det franske præsidentvalg er kommet i vejen: Den siddende præsident kan næppe på denne side af et valg leve med at skulle forklare franske landmænd, at en del af landbrugsstøtten til dem ophører. Fransk indenrigspolitik taler for, at budgettet først vedtages efter valget, for det vil formentlig rumme ubehagelige nyheder for landmændene i Frankrig: Ikke alene sigter Europa-Kommissionen i sit budgetudspil mod, at landbrugsstøtten falder fra 41 procent af budgettet til 36 procent i 2020. Det er også lagt op til en omfordeling, så fattige og dårligt udviklede landområder i EU’s 27 medlemslande får en større bid af kagen.
Danmark betaler mest
Den danske regering har i første omgang fået en kurv fra EU, når det gælder en EU-rabat på cirka en milliard om året frem til 2020. Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har ellers allerede skrevet den forventede rabat ind i regeringens 2020-plan, der er blevet til i samspil med Dansk Folkeparti. Det vil sige, at der kan komme til at mangle cirka syv milliarder i den danske genopretningsplan. Afvisningen fra EU har skabt undren i den danske regering, en forundring Peter Nedergaard godt forstår. Han mener, at Danmark – målt pr. indbygger – giver det største nettobidrag til EU.
”Min nøgterne økonomiske vurdering er, at Danmark bidrager mest af alle – måske bortset fra Belgien, der til gengæld har store fordele af de mange EU-institutioner i Bruxelles. Så jeg forstår godt regeringen. Danmarks nettobidrag kan endda komme til at vokse frem til 2020 – i og med, at landbrugspolitikken bliver ændret i perioden, så der gives mere støtte til områder, hvor dansk landbrug ikke kan komme ind og få noget. Vi skal altså netto betale endnu mere til budgettet. Der er noget galt her”, siger Peter Nedergaard.
Han kan umiddelbart godt forstå Europa-Kommissionens tøven med at udvide kredsen af rabat-lande. Det hele begyndte i midten af 1980erne med, at den britiske premierminister Margaret Thatcher krævede og fik en klækkelig rabat på Storbritanniens bidrag til fællesskabet. Siden har også Tyskland, Holland, Sverige og Østrig kunnet få rabat. Men hvis Kommissionen virkelig ville slå en streg i sandet, så skulle der ryddes op i rabatordningerne og i stedet arbejdes med objektive kriterier for fordelingen. I stedet lægger kommissionen i sit forslag op til, at blot Østrig glider ud af ordningen, kritiserer Peter Nedergaard:
”Kommissionen skulle tage skridtet fuldt ud og lave en objektiv model. Nu bliver det hele sådan lidt ad hoc-agtigt. Man skræller lige østrigerne væk, men vil fortsat give til de fire andre lande. Tyskland og Storbritannien er store spillere, så dem vil man ikke genere for meget. Danmark har et de luxe IRMA-medlemskab af EU, mens briterne har opnået et discountagtigt ALDI- medlemskab”, siger Peter Nedergaard.
Slaget først lige begyndt
Professor Ove Kaj Pedersen fra CBS peger på, at den officielle del af budgetlægningsslaget først lige er begyndt, og at det kan blive et langt, indviklet og uforudsigeligt spil frem mod målstregen. Han tør ikke kigge i krystalkuglen og sige, hvordan det hele ender. Lige nu markeres der benhårdt fra en række regeringers side. Den britiske premierminister har for eksempel været ude med kritik mod et EU-nybyggeri i Bruxelles og beskyldt det for at være for luksuriøst, ikke mindst i en situation, hvor Europa gisper efter vejret oven på en finanskrise, der tilsyneladende slet ikke er slut endnu.
Skitser til den nye rådsbygning i Bruxelles
Herhjemme har de Konservatives politiske ordfører, Carina Christensen, reageret vredt over for, at Kommissionen ikke åbner døren for dansk EU-rabat. Hun opfordrer ligefrem til, at Danmark skal nedlægge ”veto” med EU’s budgetplan, hvis ikke Danmark får rabatten. Planen skal vedtages i enstemmighed.
En af udfordringerne i EU-sammenhæng er, at mange beslutninger indgår i pakkeløsninger, hvor der blandes elementer ind, som ikke nødvendigvis har noget med sagen at gøre. Men det får beslutningerne til at glide lettere igennem. Konsekvenserne opdager man måske først år efter.
”I 1984 blev pakkeløsningen, at Thatcher fik ”sine penge tilbage”. Nu sidder vi med konsekvenserne: Flere og flere lande ønsker rabat, deriblandt Danmark. Det var der næppe kalkuleret med i sin tid. Spørgsmålet er blot, hvor den næste pakke kommer til at ligge for at få budgettet til at falde på plads”, siger Ove Kaj Pedersen.
Han sammenligner mekanismerne med måden, man forhandler på i det danske finansministerium. Senest har et opgør med efterlønnen ført til, at Dansk Folkeparti fik trumfet igennem, at den danske grænsekontrol skal skærpes. Altså en pakkeløsning, hvor elementer, der ikke har en pind med hinanden at gøre, blandes sammen for at skabe forudsætningerne for et forlig. Konsekvenserne har været store og muligvis oversete, Danmark er blevet mødt med international kritik og beskyldes for at være på kant med Schengen-samarbejdet.
Fra kylling til hel fjerkræbranche
Poul Nielson, socialdemokrat og tidligere EU-kommissær, er uhyre kritisk over for VK-regeringens linje, senest med rabatkravet, som han samtidig betegner som et honnør for det EU-skeptiske Dansk Folkeparti. Han minder om, at Danmark i årevis har haft det – med hans ord – ”rene og respektable standpunkt”, at rabatterne var en uskik. Nu medvirker regeringen ifølge Nielson til ”en erosion af fundamentet for budgetfordelingen”.
”Danmark stiller sig op i køen og går ind i den negative spirals dynamik og forstærker den. Det mangler lige præcis det element af solidaritet, som Europa har så hårdt brug for. Dansk Folkeparti er af denne regering blevet tildelt en operativ rolle i dansk Europa-politik. Det er et skridt nedad, og det er meget kedeligt at se på”, siger Poul Nielson.
Solid placering i fjerkræbranchen
Han minder om, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen i 1990erne blev kaldt en ”kylling” af Venstres daværende formand, fordi regeringschefen tøvede med at udskrive en afstemning om EUROen. Nu er tonen i den danske EU-debat ganske anderledes defensiv.
”Uffe Ellemann-Jensens efterfølgere som formænd for Venstre har absolut placeret sig selv solidt i fjerkræbranchen”, mener Poul Nielson.
Fem procent større budget?
Ifølge finansminister Claus Hjort Frederiksen lægger Kommissionen i sit budgetforslag op til, at budgettet udvides med cirka fem procent. Også det møder kritik fra medlemslande, der selv er under hårdt pres på de offentlige budgetter. Den dominerende linje over det meste af Europa er, at der skal skæres i det offentlige, ikke udvides. Finansminister Claus Hjort Frederiksen er en af dem, der kalder det samlede udgiftsniveau i budgettet ”alt for højt”.
Men Poul Nielson bakker op om, at Kommissionen lægger forholdsvis frisk ud med et relativt offensivt budget:
”Det er godt, at Kommissionen ikke lader sig kyse af den nedskæringsretorik og forsøger at insistere på, at der ikke laves en frontforkortning af ambitionsniveauet. Der er een stor selvmodsigelse i medlemslandenes adfærd. På den ene side stiller de krav om, at Kommissionen skal gøre det ene og det andet. Når det så kommer til at betale, er det en helt anden snak. Det er den halvhjertethed hos medlemslandene, der er det store problem. Det giver næring til, at det fælles projekt mister troværdighed i de europæiske borgeres øjne. Der mangler en europæisk profil blandt den nuværende generation af statsledere. Ledere som for eksempel Helmut Kohl og Poul Nyrup”, lyder det fra Poul Nielson.
Ove Kaj Pedersen anskuer også budgetudvidelsen i en anden optik:
”Jeg vil se hele budgettet som et forsøg på at minimere konflikterne. Det kan være udtryk for, at man synes, der er konflikter nok i øjeblikket: EUROen, grænsekontrollen, Grækenland, Portugal og bagved det hele blandt andet Italien og Storbritannien. Der er en tilstræbelse om at køre landbrugsstøtten gradvis nedad, men der er ikke nogen intention om at afmontere støtten. Dermed er det et signal til Frankrig om ikke at tage det helt store opgør med den franske tilgang til landbrugspolitikken. Ligeledes fastholder kommissionen strukturfondene, hvor midlerne i hovedsagen går til øst-,central- og sydeuropa; der lægges endda op til en mindre forøgelse.”
Stiger det eller stiger det ikke?
Et EU med egne indtægter
En af de store nyskabelser i EU’s budgetforslag er, at skat på finansspekulation skal hjælpe EU-kassen. Kommissionens version af den såkaldte ”Tobin-skat” skal dog ikke som i det oprindelige Robin Hood-agtige forslag gå til ulandene, men direkte til EU selv. Tankesættet er opkaldt efter økonomen James Tobin, der for år tilbage foreslog, at man kastede grus i maskineriet på amokløbne transaktioner ved hjælp af skat. Formålet var at få markedets aktører til at tøve, inden de i huj og hast trak penge ud af et land og væltede dets økonomi.
Ove Kaj Pedersen ser det – sammen med en bebudet EU-moms – som en mulighed for, at EU får sine egne indtægter. En automatisk og objektiv skatteudskrivning, der minimerer de politiske og politiserende dimensioner ved budgetforhandlingerne, hvor hvert medlemsland shopper i rabatordninger og enstemmighed.
”Det er nogenlunde det samme, som Socialdemokraterne og SF herhjemme har foreslået omkring aktie-transaktioner. Det er udtryk for en stigende opmærksomhed på, hvilke beskatningsmuligheder de finansielle markeder giver begrundelse for. Englænderne var de første til at gå ud og skælde ud, hvad lyder paradoksalt, når for eksempel den danske regering overvejer at gå ind og lave endnu en bankpakke, og hvor det hele stadig balancerer på den yderste æg,” siger Ove Kaj Pedersen.
Der er delte meninger om, hvorvidt det lykkes Kommissionen at komme igennem med sin egen skatteudskrivning. Poul Nielson siger, at han ”er professionelt optimist”, mens Ove Kaj Pedersen siger, at det bliver en ”stor hurdle”.
”Potentialet er uforudsigeligt, for det er stort. Der bliver to store diskussionsemner i de kommende måneder: Budgetudvidelsen og så den her EU-skat, der kan give EU status af at være et selvstændigt skattesubjekt, der beskatter andre”, lyder det fra CBS-professoren.
Hans professor-kollega på Københavns Universitet tror ikke på, at EU er i stand til at gå enegang med skat på finansielle transaktioner. Det kan næppe lade sig gøre at gennemføre skatten, medmindre amerikanerne også gør det. Ellers vil de store multinationale selskaber blot flytte mange af deres aktiviteter fra City of London til Wall Street i New York – præcis den indvending, den britiske regering er kommet med.
”Det er altafgørende, at USA går med, og det tvivler jeg på, at de gør. Barack Obama skal snart ind i en ny valgkamp. Jeg kan næsten ikke forestille mig, at han vil tage dette skattetema op over for en befolkning, som afskyr skatter mere end noget andet,” siger Peter Nedergaard.
Til gengæld ser han et andet forhandlingsscenario for sig: Nemlig at Kommissionen bruger EU-skatteforslaget til at presse den britiske regering i det forventede slutspil på Cypern: Vi trækker vores skatteforslag, hvis I briter accepterer, at jeres EU-rabat reduceres.
”Så er alle glade. Så kan briterne tage hjem og sige til vælgerne, at de reddede 100.000 arbejdspladser i City of London”.
af Peter Mose
Peter Mose er journalist, kommunikationsrådgiver og forfatter. Han er indehaver af Mose Kommunikation.
