Ambitiøst formandskab i en svær tid

Et nyt stort hovedkvarter fem minutter fra Kommissionens Berlaymont-bygning i Bruxelles. Masser af nye medarbejdere og en kontrakt på omkring en million euro med PR-firmaet Burson-Marsteller.

Alle sejl er sat til, når Polen, for første gang siden landet kom med i Unionen, i dag sætter sig for bordenden i Rådet og overtager EU’s formandskab.

Ambitiøst formandskab - tilmed med egen Google Doodle

Ambitionerne er i top, forberedelserne har været i gang siden 2007, og polakkerne er opsat på at gøre en uovertruffen indsats. For der er masser af prestige på spil for den polske regering.

Derfor har man også ladet Jerzy Janiszewski, den kunstner der i sin tid kreerede det verdensberømte logo til fagforbundet Solidarnosc’s logo, være manden bag formandskabets logo.

Det skal ifølge den polske premierminister Donald Tusk signalere, at Polen er et driftigt, fremsynet land, der ikke viger tilbage for nye udfordringer.

Nu er muligheden der nemlig for at vise, at landet virkelig er den store tunge og seriøse aktør, som Polens størrelse og befolkningstal indbyder til, og ikke den vanskelige kontrære dreng i klassen, der benytter enhver lejlighed til at sætte sig på tværs og lave ballade, som det var tilfældet, da den euroskeptiske Lech Kaczynski var landets præsident fra 2005 til sin død i 2010.

Godt hjulpet af sin tvillingebror Jaroslaw, der også tilhører det konservative Lov og Retfærdigheds-parti, og som var premierminister fra 2006-2007.

Men nu er det præsident Bronislaw Komorowski og Donald Tusk fra det pro-europæiske liberal-konservative parti Borgerplatformen, der ikke bare skal repræsentere, men også styre i Bruxelles, og de er opsatte på, at Polen skal fremstå som et moderne land, der er sin opgave voksen og klar til at trække sin del af læsset.

”Donald Tusk fungerer ofte som fornuftens stemme i Det Europæiske Råd. Han er en meget respekteret politiker i Europa, ligesom sin udenrigsminister Radoslav Sikorski. Og så har de gjort deres hjemmearbejde, så de er helt klart i stand til at klare udfordringen,” lyder vurderingen fra Fabrizio Tassinari, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

Han har blandt andet været med til at udfærdige en netop udgivet rapport med bidrag fra 16 europæiske tænketanke, der giver input til det kommende trioformandskab, Polen, Danmark og Cypern, som har formandskabet på skift det næste halve år.

Som alle andre har polakkerne lavet nogle prioriteter for deres formandskab. De tre hovedoverskrifter er

1) Europæisk integration, og hvordan den kan bruges som værktøj for vækst med fokus på budget og det indre marked,
2) Et sikkert Europa med fokus på mad-, energisikkerhed og forsvar, og
3) Et åbent Europa.

Overskrifterne dækker selvfølgelig over en del konkrete ting. For eksempel et kig på landbrugspolitikken, en ny samarbejdsaftale med Rusland, tættere relationer til de østlige naboer, færdiggørelse af optagelsesforhandlingerne med Kroatien, bedre styring af EU’s grænseagentur, mere forskning på energiområdet, og ikke mindst de indledende forhandlinger om EU’s budgetramme for 2014-2020. Her ser Polen gerne, at EU’s budget øges for at satse på vækst, noget der går stik imod andre landes – her under Danmarks – opfattelse.

Det er - også - størrelsen det kommer an på...

Men én ting er ambitioner og planer, noget andet er verdens tilstand. For på trods af gode kræfter og intentioner, er det op ad bakke for det nye polske formandskab. Simpelthen fordi det er en vanskelig tid Europa står i, med lande der er i knæ økonomisk og mange flygtninge og immigranter, der banker på ved de ydre grænser på grund af ustabilitet i naboregionerne.

”Der er ingen formandskaber eller magtfulde politikere i verden, der kan ændre omstændighederne. Europa står lige nu i en meget alvorlig situation, specielt i forhold til økonomi, og på mange måder er ikke rigtig nogen, der ved, hvordan man optimalt skal reagere på det. Politikere kan selvfølgelig gøre noget for at lette situationen, og Tusk vil være den rette mand til at lede en debat om de her ting. Men mange af problemerne skal løses nationalt, og der er ofte meget lidt, et formandskab kan gøre for at ændre på dem,” siger Fabrizio Tassinari, der også peger på, at mange ting i disse år handles af i Berlin eller Paris hos Angela Merkel og Nicolas Sarkozy.

”Det, kan jeg ikke se, vil ændre sig synderligt de næste seks måneder. Derfor tror jeg, man skal være realistisk i forhold til, hvor markant et polsk formandskab kan blive,” siger Fabrizio Tassinari. Så hvis ikke de næste seks måneder giver polakkerne de europæiske stjerner på skulderen, som den nuværende ledelse i landet higer efter, så er det ikke formandskabets skyld, men de tunge realiteter alle i Europa er tvunget til at konfrontere i øjeblikket.

Spørgsmålet er dog, om ikke en stabil styring i en krisetid i virkeligheden er en succes i sig selv.

Også fordi den polske regering samtidig med at skulle klare formandskabet står med en delikat indenrigspolitisk situation. Til efteråret skal der nemlig være parlamentsvalg i landet, og siden flytragedien 10. april sidste år, hvor præsident Lech Kaczynski omkom, er tonen i polsk politik blevet meget konfrontatorisk. Kaczynskis gamle parti Lov og Retfærdighedspartiet vil derfor ikke holde sig tilbage fra at lufte sin euroskepsis og bruge ethvert fejltrin fra Bruxelles til at bringe den siddende regering i dårligt lys. Så den kamp skal også kæmpes.

EU-formandskabet kan dog vise sig, at være en fordel for regeringen, hvis tingene glider, og Donald Tusk forstår at føre sig frem på den internationale scene sammen med ledende europæiske politikere. En meningsmåling fra juni måned udført af det polske analyseinstitut CBOS viser, at 71 procent af polakkerne mener, at formandskabet vil forbedre Polens internationale image, og at 62 procent er overbevist om, at Polens indflydelse på EU vil stige fra i dag, hvor formandskabet træder i kraft. Kommer polakkerne reelt til at opleve det sådan, kan det give Tusk og hans regering god vind i sejlene ved stemmeurnerne.

af Louise Wendt Jensen

Louise Wendt Jensen er en erfaren EU-journalist som har skrevet for så forskellige medier som Ritzau, Alt For Damerne, Børsen og Kristeligt Dagblad. Senest har hun været journalist på TV2s udlandsredaktion og Information og i dag arbejder hun freelance for en række fremtrædende medier og organisationer.

About these ads

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Join 238 other followers

%d bloggers like this: