Serbien ved en skillevej

Ingen har mere fokus på de skillelinjer, der i 20 år har splittet serberne, end den russiske ministerpræsident Vladimir Putin. Mens resten af Centraleuropa er på vej mod vest, mod industrialisering og globalisering, så hænger store dele af Serbien stadig ved fortiden og ved rødderne i øst.

Tradition - og fornyelse

Det forsøgte Putin dygtigt at spille på, da han var i Beograd – kun to måneder før serberne endelig besluttede sig for at fange og udlevere tidligere general Ratko Mladic. Putins besøg var en satsning på at bevare Serbien i en historisk, østlig akse, slavisk på det etniske plan og ortodoks på de religiøse plan.

Et af de symboler, der burde have advaret Putin, er et af hovedstadens landmarks. Den høje bygning, som var hovedkvarter for Slobodan Milosevics politiske parti under hans storhedstid som præsident og som statsminister, var så vigtig som symbol, at amerikanerne sendte et krydsermissil mod det under NATO’s Kosovo-bombardementer i 1999.

I dag er bygningen noget helt andet, som burde interessere en Putin, der selv synes i tvivl om sit eget lands kurs i fremtiden. Nu huser det symboler på modernitet og på en vestlig udvikling: kontorer, vestlige banker og et stilsikkert shopping center.

Serbien er altså på vej i en udvikling, som ser kedelig ud med russiske øjne. To måneder efter Putins besøg blev Mladic afleveret til den internationale krigsforbryderdomstol i Haag, og serbiske politikere talte åbent om forhåbningerne om snart at komme i forhandlinger om optagelse i EU.

Putin forsøgte med sin sædvanlige kombination af gyldne løfter og grove trusler at trække serberne tilbage i den ortodokse verden.

På den positive side mindede Putin om aftale om at lade en kommende russisk gasrørledning, South Stream gå gennem Serbien og videre til Ungarn i nord og Italien mod vest og dermed give serberne enorme indtægter. Det vil samtidig sikre landet gasforsyninger plus investeringer i anlæg til den serbiske olieindustri, underjordiske gasdepoter og et centrals jernbaneprojekt.

Bjørnen viser kløer

På den hårde side talte Putin om, at et Serbien i Nato så absolut vil være i strid med Ruslands interesser. Og han truede med at rette russiske atomvåben mod Beograd, såfremt Nato fik lov at sætte anlæg til missilsystemer op.

Endelig advarede Putin mod EU-medlemskab og fortalte serberne, at de i Rusland kunne få langt større konkurrencefrihed for landbrugsprodukter.

Men Serbien er på vej væk fra gamle dage, der var kendetegnet af en gråzone med en blanding af mafia og gamle paramilitære styrker, som efter krigen gik ind i organiseret kriminalitet.

Serbien er i dag inde i en anden udvikling end den, Putin ønsker sig. Ligesom da Danmark tilsluttede sig EF i 1973, så sker udviklingen på trods af en splittet befolkning. Kun et lille flertal af vælgerne er for, men 88 procent stemmer for de partier, som støtter ønsket om EU-medlemskab.

Serbien ønsker nu, at EU godtager landet som ”potentiel kandidat”, når der skal tages stilling til efteråret. Den officielle holdning blev udtrykt af statsminister Boris Tadic i maj: ”Serbien har med fængslingen af  Ratko Mladic og ved at igangsætte en stribe reformer af justitsvæsnet og med sin indsats mod korruptionen opfyldt alle sine forpligtelser i forholdet til EU”.

Det er tænkeligt, at nogle EU-lande vil have en anden opfattelse, men det helt store problembarn, holdningen til Kosovo, er ikke en del af EU’s betingelser. For det er ikke alle EU-lande, der anerkender Kosovos uafhængighed. EU selv er lige så splittet på emnet som Serbien er det.

Tadic selv har gjort en stor indsats for at afmontere krisen. Sidste år droppede man et resolutionsforslag i FN til fordel for en fælles tekst med EU. Det betød reelt, at Beograd fraveg sine to vigtigste krav – nemlig fordømmelse af Kosovos selvstændighedserklæring fra 2008 og sit krav om nye forhandlinger om, hvilken status den tidligere serbiske provins skal have.

Øst, vest, nord eller syd?

Officielt mener Serbien stadig, at Kosovo er en del af landet. Men reelt resterer kun kravet om, at de serbiske enklaver og især det nordlige området omkring byen Mitrovica skal have lov til at blive udskilt fra det albansk-dominerede Kosovo og blive overført til Serbien.

Det er et krav, der vil give hovedpiner i internationale forhandlinger og som kunne give den serbiske del af Bosnien-Herzegovina lignende tanker. Men man kan næppe hævde, at det er en urimelig tanke, når man betænker, hvor groft kosovo-albanerne diskriminerer det kristne, serbiske mindretal.

Hjemme i Serbien støttes regeringen især af de unge og af bybefolkningen. Protesterne i forbindelse med afleveringen af general Mladic var begrænsede. Antallet af demonstranter, som de yderligtgående radikale parti fik på gaden, var relativt lille – omkring 10.000 – og langt mindre end dem, der protesterede imod, at den tidligere leder, Slobodan Milosevic blev udleveret til Haag i 2001.

Modstanden mod tilknytning til vesten er der dog stadig. Her i juni samledes et par hundrede nationalister foran statsminister Tadics kontor, råbte anti-Nato slagord og sang nationalistsange, da der blev holdt en Nato konference i Beograd. Samtidig blev Nato-flag brændt af i byen.

Men det er åbenbart stadig kun smågrupper, der kan mobiliseres imod en vestlig kurs, som for de fleste serbere ses som uanvendelig, og som samtidigt rummer håbet om velstand og om åbne grænser.

Serbien er blevet et langt mere normalt land end for blot 5-6 år siden, siger kommunikationsdirektøren i Europarådets udenrigsudvalg, Nicolas Walton. Det betyder meget for ungdommen, der ikke i samme grad som ældre generationer er knyttet til fortiden.

For dem er det vigtigt at kunne få visum til resten af Europa og få en bedre økonomi. Og det er en kurs mod vesten og modernitet, som Boris Tadic skal forene med et land, som også altid vil være forankret i den ortodokse kirke og en slavisk identitet.

Serbiske folkesangere

af Svenning Dalgaard

Svenning Dalgaard er journalist og korrespondent for TV2 og har læst statskundskab og jura på Århus Universitet samt journalistik i Paris. Tidligere har han blandt andet arbejdet som Bruxelles-korrespondent, som journalist på Christiansborg og som Afrika-medarbejder for DR. Desuden har han været chef for TV 2/Nyhederne og stedfortrædende direktør for TV2. I de senere år har Dalgaard også lavet flere dokumentarudsendelser og reportager fra USA, Sydamerika og Mellemøsten, ligesom han skriver en fast klumme i Børsen om EU og europæisk politik.