Verden er på vej ud af den dybeste økonomiske krise i efterkrigstiden. Men politikerne sover med støvlerne på, for ingen er helt sikre på at det værste er overstået. EU og de europæiske regeringer har været afgørende spillere i arbejdet med at få økonomien på fode igen: helt overordnet kan man skelne mellem krisehåndtering og strukturelle forbedringer af økonomierne.
Når skidtet rammer ventilatoren
Da finanskrisen (subprimekrisen, blev den kaldt) ramte Europa var det finansielle system på nippet til kollaps. Derfor var det helt afgørende at skabe en tilstrækkeligt, troværdigt og lynhurtigt sikkerhedsnet under bankerne. Ikke så meget for bankernes skyld som på grund af de millioner af jobs der ville være i fare hvis europæiske virksomheder og husholdninger ikke længere ville kunne trække på et velfungerende og troværdigt kreditsystem. Bankpakkerne var astronomiske af størrelse, og Europa-Kommissionen arbejdede rent bogstavelig nat og dag med at sikre at bankpakkerne kunne forenes med de skrappe EU-regler om statsstøtte.
På den reale (i modsætning til den finansielle) side af økonomien drejede det sig om at skabe et opsving – landene og såmænd EU selv pumpede massive formuer i økonomien gennem offentlige udgifter i hidtil uset omfang. Som et resultat heraf er langt de fleste medlemslande i dag omfattet af proceduren om Uforholdsmæssigt Store Underskud; selv Danmark der inden krisen tegnede sig for massive årlige budgetoverskud. Vejen ud af krisen består nu i at vende underskuddene til noget der ligner balance – det starter i 2011.
Men dydens smalle sti ser ikke ud på samme måde i alle lande: i nogle lande er økonomierne i elendig forfatning og der må tages drastiske skridt. Mens andre bør tage det mere gelinde – det drejer sig blandt andet om ikke at slå det spirende opsving i stykker.
Og så er der endelig to lande der på det nærmeste blev knust under tyngden af finansmarkedernes mistillid: Irland og Grækenland. Her er der sat helt særlige hjælpepakker i søen, og i løbet af en weekend enedes EU’s stats- og regeringsledere om to midlertidige garantiordninger, EFSF og SFSM, på tilsammen utrolige 500 milliarder euro.
Alt sammen krisehåndtering, som fremtidige historikere vil bedømme som fremragende, utilstrækkelig, forkert fokuseret eller bare det mindste af flere onder. Men som politiker får man beskidte hænder af dén slags – til gengæld kan man komme af sted med at gøre noget rigtig fornuftigt.
When the shit hits the fan...
Det lange seje træk
På den lange bane (“aldrig mere en subprimekrise!”) er der sket mindst lige så meget:
Kommissionens “sixpack”-forslag sigter mod at holde skarpere og tidligere øje med de offentlige finanser i de enkelte lande. Det drejer sig blandt andet om at sørge for at gælden ikke tager overhånd – fordi de finansielle markeder tilsyneladende er mindst lige så bange for gældsbjerge som for gigantunderskud i enkelte år. Desuden styrkes den makroøkonomiske overvågning, så der kan gøres noget i tide hvis for eksempel konkurrenceevnen halter bagefter.
Det europæiske semester sigter også mod at gøre budgetovervågningen mere nyttig: kalenderen for den gensidige gennemgang af nationale finanslove fremrykkes og koblingen til andre politikområder og til rapporteringen til Bruxelles styrkes generelt. I offentligheden har fokus især været på at den danske finanslov for det kommende år allerede skal præsenteres sammen med den finans- og strukturpolitiske strategi i forsommeren.
European Stability Mechanism (ESM) er navnet på den permanente afløser for de midlertidige ordninger EFSF og SFSM, der udløber automatisk midt i 2013. Den permanente ESM har en kapacitet på op til 500 milliarder euro og spænder et sikkerhedsnet ud under eurolandene. Men tag ikke fejl, lige som sine midlertidige forgængere kommer lånene med skrappe betingelser og høje renter, så instrumentet ligner lige så meget en trussel som en tryghedsgaranti for en euro-finansminister med røde tal på bundlinjen og vanskelig adgang til at låne på finansmarkedet.
Europa 2020 er den lidet spændende samleoverskrift på EU’s strukturpolitiske strategi. Fordi Europa grundlæggende må vælge mellem at være blandt verdens mest innovative, videnstunge og højtudviklede økonomier. Eller slå sig til tåls med rollen som idyllisk frilandsmuseum for rige asiater. Der er tale om en omfattende strategi til fremme af intelligent, bæredygtig og inklusiv økonomisk vækst med særlig vægt på innovation, uddannelse, det digitale samfund, klima, energi og mobilitet, konkurrenceevne, beskæftigelse og efteruddannelse og kampen mod fattigdom. Forgængeren for “Europa 2020″ hed Lissabonstrategien og blev af mange opfattet som en fiasko – selv om strategien faktisk leverede varen på en række områder.
Europa Plus Pagten er et ambitiøst forsøg på at tage ØMU på ordet: først med pagten bliver den finansielle union parret med en egentlig økonomisk union. Den sigter mod at styrke konkurrenceevnen, beskæftigelsen, den finansielle stabilitet og vil yderlige styrke holdbarheden af de offentlige finanser. Alt sammen fordi det ikke giver mening at opretholde en fælles valuta og et tæt, gensidigt forpligtende finansielt integreret samarbejde på tværs af afgrundsdybe, ukoordinerede offentlige finanser og ditto realøkonomier.
De finansielle markeder – skurke, ofre eller begge dele?
De finansielle markeder, bankerne og de relaterede aktører er kommet skrammede gennem krisen. I mange tilfælde må bankerne restruktureres og den helt afgørende tillid til banksektoren genoprettes gennem stresstests der viser i hvilken grad man kan være tryg ved sin bank også i næste økonomisk-finansielle stormvejr.
Mere fundamentalt så må spillereglerne for den finansielle sektor kigges efter i sømmene. Det drejer sig om at styrke reguleringen af de finansielle markeder – egentlig er det jo også pudsigt at de globale finansmarkeder er reguleret nationalt. Udover selve bankerne har EU også styrket tilsynet med hedgefonde og med ratingbureauer samt oprettet en indskydergarantiordning på europæisk plan.
Netop spørgsmålet om hvorfor de dybt integrerede finansielle markeder traditionelt har været overvåget nationalt og ikke internationalt har Kommissionen også taget fat på – der er nu skabt European Supervisory Authorities samt et tværgående European Systemic Risk Board, der skal sikre at eventuelle problemer, specifikke eller generelle, bliver opdaget i tide og at “smitterisikoen” over grænserne nedsættes.
Alt i alt en meget bred vifte af initiativer, der dels har begrænset den dybe krise, dels klædt Europa bedre på til imødegåelse af fremtidige kriser. Men er det nok, og er der oversete farer? Det vil fremtidens historikere og måske nutidens spekulanter sikkert have et godt svar på.
af Michael Vedsø
Læs mere:
Michael Vedsø er vice- og pressechef for Europa-Kommissionens Repræsentation i Danmark, hvor han har arbejdet siden 2003. Inden da arbejdede han fra 1994 i Europa-Kommissionens DG ECFIN, hvor han blandt andet har beskæftiget sig med dansk nationaløkonomi, amerikansk og canadisk økonomi samt med den økonomiske genopbygning af landene på Vestbalkan efter de jugoslaviske krige. Han var ligeledes i en periode kabinetsmedlem hos den daværende danske miljøkommissær Ritt Bjerregaard. Inden han kom til Europa-Kommissionen arbejdede han i Vejdirektoratet samt på Det Kongelige Teater. Han er uddannet cand. polit. fra Københavns Universitet (1991).
